| Print

Hørsholm og Fredensborg Afdeling

Lokalblade

Besvarelse af spørgsmål fra Hørsholm Kommune om fremtidens Hørsholm


Inden udgangen af 2007 skal alle kommuner fremlægge en planstrategi og en strategi for Agenda 21. Hørsholm Kommune er i gang med processen, og har valgt at inddrage bl.a. foreninger, som man opfordrede til at svare på en række spørgsmål, som blev udsendt den 8. januar med svarfrist den 5. februar 2007. Kommunen ønskede at sætte særligt fokus på de nye temaer, som kommunerne efter kommunalreformen overtager:

" Den kommunale rolle indenfor forebyggelse og sundhedsfremme,
" Den kommunale rolle inden for planlægning i landzonen (naturstrategier og rekreativ planlægning).

Der var spørgsmål inden for en række områder, først nogle overordnede spørgsmål, f.eks. om hvad Hørsholm er kendt for og betydningens af kommunens beliggenhed, derefter spørgsmål om erhvervsstrategi, en række spørgsmål om forebyggelse og sundhed, om naturstrategier, om Bymidten, Usserød Kongevej, Kokkedal Vest, boligpolitik, trafik, fritid og sportsfaciliteter, agenda 21, og fremtidsvisioner.

I vort svar valgte vi at begrænse os til de spørgsmål, som vi anså at være relevante for cyklister, og for disse kun de aspekter, som vedrører cyklister.

Overordnede spørgsmål.
For Hørsholm Kommune betyder det at være en del af Øresundsregionen:

" omfattende, gennemgående trafik i nord-syd-retningen,
" nogen trafik fra nord-syd-gående trafikårer til og fra indlandet,
" turisme rettet mod Øresundsregionen,
" attraktive boligområder.

For Hørsholm Kommune betyder det at være del af Hovedstadsregionen:

" omfattende pendling mellem bolig i kommunen og skole eller arbejde i en anden del af regionen,
" en mindre, men øgende grad af pendling mellem bolig i øvrige dele af Hovedstadsregionen og arbejde eller skole i Hørsholm Kommune,
" trafik mellem arbejdspladser i kommunen og arbejdspladser i øvrige dele af regionen.

I forhold til ovennævnte bør Hørsholm Kommune bidrage med:

" vedligeholdelse af dens del af den nationale cykelrute, som løber langs Strandvejen,
" udbygning og forbedring af cykelstier langs de øvrige nord-syd-gående færdselsårer,
" bidrage til at der etableres og skiltes en regional cykelrute fra Rungsted Havne via Isterød By mod Birkerød og videre vestover,
" udbygning af cykelsti langs Sjælsmarksvej mod Allerød,
" informationsmateriale til turister om egnede turistmål, og attraktive steder, f.eks. langs Usserød Å, som man kan komme til på cykel,
" kulturelle cykelture i Øresundsregionen og i kommunen.

Forebyggelse og sundhed
Det er i dag erkendt, at store dele af befolkningen i Danmark er belastet af for lidt motion - i kombination med overvægt - og de dertil hørende fysiske og psykiske lidelser (blodpropper, hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2, knogleskørhed, visse kræftformer, mindre selvværd mv).

Vi ved også, at blot 1/2 times motion dagligt gør en stor forskel. Sygdomme knyttet til fysisk inaktivitet og fedme rammer folk i alle aldre, helt ned til de yngste skolebørn. Hvis inaktivitet og overvægt grundlægges i barneårene, er det svært at ændre senere. Meget tyder på, at fysisk inaktivitet og fedme er ved at udvikle sig til vor tids største sundhedsproblem, som truer med at slå bunden ud af budgetter i sundhedssektoren, samtidig med at det giver store dele af befolkningen et dårligere liv.

Vi mener derfor, at den fysiske planlægning med henblik på sundhedsfremme bør tilstræbe, at borgerne tilskyndes til fysisk motion i størst mulig udstrækning ved hjælp af cykling, når de skal bevæge sig rundt i kommunen på vej til og fra skole, arbejde, trafikmidler, indkøb, fritidsaktiviteter mv. Dette kan ske ved:
" forbedrede muligheder for at cykle til skole, arbejde, befordringsmidler og indkøb, ved udbygning at et sammenhængende cykelstinet,
" etablering af overdækkede cykelstativer, som helst kan aflåses, ved jernbanestationerne og de vigtigste S-busstoppesteder,
" reducering af barrierevirkningen af de store, gennemgående trafikårer.

Den forøgede anvendelse af cykel vil også reducere biltrafikken og herved mindske luftforureningen, hvilket også er sundhedsfremmende.

Hørsholms stærke side på dette område er kommunens allerede eksisterende cykelstier.

Hørsholms svage sider er:
" cykelstinettet er ikke sammenhængende og bør udbygges flere steder også mod nabokommuner
" alvorlige barrierevirkninger for cykeltrafik af de gennemgående hovedtrafikårer,
" farlige trafikforhold for cyklister, specielt børnecyklister, tilskynder til transport af børn med bil til og fra skole og fritidsarrangementer,
" skoledistrikternes grænser er lagt således, at skolevejen for mange børn krydser farlige hovedtrafikårer. I stedet bør disse børn kunne cykle til en anden skole uden at krydse en hovedtrafikåre.

Vi vil stærkt opfordre Hørsholm Kommune til at indføre cykelpolitik, som et eget politikområde, og aktivt engagere sig i dette område, således som Odense har gjort gennem en årrække, hvilket har givet væsentlige udgiftsreduktioner både på sundhedsområdet og på ældreområdet. Som håndregel regner Odense kommune med, at en investeret krone for bedre cyklistforhold kommer tre gange igen i besparelser på sundhedsområdet. Også Hillerød Kommune har netop indført cykelpolitik som eget politikområde

Vi foreslog allerede i 2005 at Hørsholm skulle indføre en selvstændig cykelpolitik, og vi indsendte et detaljeret forslag med titlen: "Det bør igen blive attraktivt at cykle i Hørsholm - Strategiplan for cykeltrafik i Hørsholm Kommune udarbejdet af Hørsholm Lokalafdeling af Dansk Cyklist Forbund". Vort forslag fulgte som bilag til dette brev, men kan findes på hjemmesiden på adressen www.dcfafd.dk/hf..

Vi kan nævne, at vi arrangerede det årlige cykelløb "Hørsholm Rundt" i alt 25 gange, senest i 2006, som regel med langt over to hundrede deltagere, og hvor borgmesteren plejede at affyre startskuddet. På grund af dalende deltagelse med kun 54 deltagere i 2006, har vi besluttet, at tage en pause i arrangementet, således, at det ikke vil blive afholdt i 2007. Vi mærkede desværre også dalende interesse for arrangementet fra kommunal side. Selv om han var inviteret til at affyre startskuddet, stillede hverken borgmesteren eller en stedfortræder op de seneste to år.

De grønne områder vest for Helsingørmotorvejen anvendes kun i begrænset udstrækn ing af borgerne, fordi Helsingørmotorvejen og Isterødvejen virker som alvorlige barrierer. For den førstnævnte kan denne barrierevirkning reduceres ved at bygge den planlagte tunnel under Helsingørmotorvejen langs Usserød Å. Med henblik på Isterødvejen kan barrierevirkningen reduceres ved at give cyklister en lettere adgang til den tunnel, som Stasevangsvej går gennem under Isterødvejen. Dette kan ske på følgende måder:
" vejen fra Agiltevej til Langeltegård får en belægning som er cykelvenlig og den gamle markvej fra Langeltegård til Stasevangsvej, som blev anvendt som cykelsti indtil for nogle år siden, gøres igen egnet til cykling,
" den cykelsti, som er foreslået i lokalplanen for golfbanen ved Lerbækgård, gående fra Agiltevej til Stasevangsvej, etableres som cykelsti,
" cyklister opfordres ved hjælp af skiltning til at cykle fra Grønnegade forbi husene på Lerbækgård til Stasevangsvej.
Krydsning af Isterødvejen ved hjælp af den cykelsti, som er etableret øst for rundkørslen i krydset med Sjælsmarksvej, må betragtes som ganske farlig. Forholdene for cyklister skal forbedres på dette sted.

Med henblik på at få borgerne til at anvende de grønne områder mere, bør kommunen reklamere bedre for de udmærkede stikort. Diverse foldere med oplysninger om attraktioner i de grønne områder burde også udgives. Mange steder bør der opstilles skilte med oplysninger om, hvad man ser på et bestemt sted. Skov- og naturstyrelsen har i Gribskov, Rudeskov og Dyrehaven opstillet stolper med oplysning om et telefonnummer, som man kan ringe til med mobiltelefon og få informationer om det sted, hvor man befinder sig. Dette er også en idé, som Hørsholm bør prøve.

Der kan også arrangeres guidede cykelture i området. Det kan nævnes, at i forbindelse med Store Cykeldag i 2005 og i 2006, søndagene 12. juni og 11. juni, arrangerede Dansk Cyklist Forbund guidede cykelture gennem Hørsholm, hvor der blev fortalt historie og baggrund om forskellig steder på turen. Lokalkomitéerne af Danmarks Naturfredningsforening arrangerer også guidede cykelture. Sådanne cykelture kan eventuelt arrangeres ved et samarbejde mellem kommunen og disse foreninger, f.eks. ved at en repræsentant fra forvaltningen deltager som guide på en tur. Det kan nævnes, at Frederiksborg Amt gennem flere år arrangerede ture, både cykelture og vandreture, ledet af en person fra forvaltningen. Disse ture blev annonceret i et eget katalog.

Naturstrategier, rekreativ planlægning og landzoneområdet
Der bør etableres en kombineret cykelsti og vandresti rundt om Sjælsø.

Hvis der skal bygges boliger omkring Askehavegård, må den planlagte tunnel etableres langs Usserød Å under Helsingørmotorvejen. For cyklister til og fra disse eventuelle boliger vil det være alt for farligt at krydse Isterødvejen.

Trafik
Vi henviser til vore ovenstående kommentarer til "Forebyggelse og sundhed".

Trængselsproblemerne kan reduceres væsentligt ved mere brug af cykler. Dette gælder specielt omkring Bymidten på de store indkøbsdage, hvor det kan være meget vanskeligt at finde en parkeringsplads. Vi mener, at kommunen aktivt bør agitere for at borgerne anvender cyklen i større udstrækning til mindre indkøb, hvor varerne let kan transporteres på en cykel.