| | |
Hørsholm og Fredensborg AfdelingJubilæumsskrift |
STATUS OVER DE 25 ÅR
En del forhold er blevet ændret til det meget bedre sammenlignet med 1981 og det er heller ikke i 2006 så farligt at færdes i trafikken som det var i 1981. Trafikdrabstallet i hele Danmark er faldet fra ca. 1200 i år 1981 til ca. 405 i år 2005.
Et andet eksempel er den under sejrene nævnte renovering af Kystbanestien. I mange år var denne sti stykkevis meget smal, stejl og havde meget dårlige oversigtsforhold mange steder. Belysningen var også dårlig og manglende på et længere stykke. I de senere år var forholdene så slemme, at mange ikke vovede at benytte Kystbanestien, når det var mørkt. Gennem årene har lokalafdelingen talrige gange og på forskellige måder påpeget problemerne overfor politikerne og forvaltningen, men uden held. I 1999 sendte lokalafdelingen en skrivelse på 7 sider til kommunen, hvor en lang række fejl og mangler blev påpeget og konkrete forbedringer foreslået. Det blev samtidigt understreget, at Kystbanestien burde kunne være en hovedfærdselsåre gennem kommunen fra nord til syd for gående og cyklende, men, at disse kun i begrænset omfang vovede at benytte stien i dens daværende tilstand. Denne skrivelse gav resultater og medførte, at Kystbanestien fra at have været et uprioriteret projekt, fik en fjerdeprioritet. I de følgende år rykkede den op, og dette resulterede i sin tur i den renovation, som er blevet gennemført i 2005-06, dog ikke så omfattende, som vi havde ønsket. Selv om forhold for cyklister i Hørsholm Kommune er meget bedre i dag end for 25 år siden er cykeltrafikken vist ikke vokset. Der var ikke i 1981 tal for antallet af cyklister og det er der heller ikke i dag, men med det blotte øje ser det ud til at færre bruger cyklen til den daglige transport. |