Hørsholm og Fredensborg Afdeling

Lokalblade

Rapport over cykelparkering ved Kokkedal og Nivå stationer


Dansk Cyklist Forbund i Karlebo udarbejdede i 2005 en rapport, som beskriver parkeringsforholdene for cykler ved de to Kystbanestationer i Kokkedal og Nivå. Rapporten er sendt til DSB og de to kommuner Hørsholm og Karlebo.

Rapporten indeholder en analyse af de nuværende parkeringsforhold ved stationerne i Kokkedal og Nivå underbygget af cykeltællinger. Rapporten konkluderer, at der er et stort behov for ekstra cykelparkering især på vestsiden af Kystbanen ved begge stationer. Desuden er mange af de eksisterende stativer gamle og utidssvarende, og en renovering og udskiftning er påtrængende.

Der er ca. 420 cykelpladser ved Kokkedal station, og ikke en eneste er overdækket. Parkeringsproblemerne på vestsiden af banen er massive. Omkring stationsbygningen parkeres over dobbelt så mange cykler, som der er plads til. Netto er der behov for mindst 150 ekstra pladser.

Cykelstativerne i Hørsholm Kommune står meget afsides uden opsyn, og derfor vælger mange Hørsholmborgere, forståeligt nok, at stille cyklen ved stationsbygningen, hvor det øger presset på stativerne yderligere. På østsiden af banen er stativerne langs Jellerødgårdsvej gamle og utidssvarende. De bør udskiftes og kapaciteten bør udvides. Hørsholm kommune har slet ikke stativer på denne side af banen.

Der er plads til knapt 300 cykler ved Nivå station og det er ikke nok. Netto er der behov for mindst 50 ekstra pladser på vestsiden, og dette tal må forventes at vokse betydeligt, når de nye boligområder i Nivå bliver bebyggede. Desuden er der 48 pladser af en ældre type, og de trænger kraftigt til renovering.

Mange oplever cykeltyveri og hærværk på de henstillede cykler, især i aften og nattetimerne. Det er vores overbevisning, at mange flere pendlere ville droppe bilen og benytte kombinationen cykel/tog, hvis cyklerne kunne anbringes mere betryggende ved stationen. Aflåste cyklestativer evt. med brugerbetaling er et stort ønske.

Dansk Cyklist Forbund har tidligere i lignende sager desværre erfaret, at når flere myndigheder er involveret, kan der være en tendens til, at sagen cirkulerer mellem de involverede parter, uden at komme nogen vegne. Vi har derfor bedt de tre parter om at bekræfte, at de har modtaget rapporten, samt at de erkender at de hver i sær har en del af ansvaret for at sagen kommer videre.

Vi har fået positivt svar fra alle tre (Hørsholm dog først efter en rykker og med et kraftigt forbehold om, at man kun mener at være involveret i en lille del at problemet). Nu bliver det så spændende at se, hvor lang tid, der kommer til at gå, før der sker noget.


Frank Elm Jakobsen

 

Læs hele rapporten ved at klikke her.