Oplevet af Flemming Steen.

Berlin via Harzen.

Jeg plejer jo ellers gerne at tage på ferie alene, da man oplever mere, kommer tættere ind på de lokale, ikke er afhængig af andre end dig selv o.s.v. Men de historier alle de andre kunne fortælle om fællesturen til Frankrig sidste år, fik en til at tænke på, om man ikke skulle tage med på årets store fællestur til Harzen og Berlin.

Der blev investeret en mindre formue,i tyske cykelkort, og afholdt flere planlægningsm¢der i forårets l¢b. Vi var ialt 15 b¢rn og voksne, der glædede os til sommerens tur i det tyske.

Starten var egentlig planlagt til d.9/7, men p.g.a. diverse problemer/aftaler/arbejder var flokken skrumpet ind til at bestå af Kirsten og mig, der som de eneste stod på banegården og ventede på toget til Hamburg. Nå, det er ferie og der er ingen tid at spilde. De andre må st¢de til undervejs. Toget kom og vi fik læsset cyklerne i bagagevognen, sagt farvel til familien, og fundet vores pladser 3 vogne derfra.

Det blev en lang og træls togtur. Vi delte kupe med 2 schweiziske inter-railere. Det var meget varmt, solen bagte fra en skyfri himmel, rigtigt ferievejr. Så smed en af schweitzerne vandrer-st¢vlerne og lagde f¢dderne op ved siden af Kirsten. Efter hendes ansigtsudtryk at d¢mme, havde han gået meget langt. Nå, inden vi krydsede grænsen havde vi vænnet os til odeur’en.

På Hamburg-Altona skulle vi af. Vi måtte dog lige vente på at vore cykler blev gravet fri. En lejrskole’s cykler var læsset oven i vores. De blev filtret ud og en tysk togmand sagde: "Nå, er det jeres cykler. Havde i ikke fået at vide, at bagagen skulle af? I har jo taget pladsen op for 6 andre cykler!" Så måtte man lige spille dum tourist, for at få ham ned igen.

Udenfor banegården spurgte vi en mand, i hvad retning ligger Elben. Vi styrede 2 fuldtlæssede turcykler gennem storbyens, hæsblæsende trafik i den retning han pegede. Efter en ½ times tid fandt vi en havn med vand i. Det måtte være Elben. Så skulle vi bare dreje mod venstre og f¢lge vandet til vi fandt et sted at komme over. En tur langs havnen i Hamburg kan varmt anbefales. De er kanaler og kilometervis af smukke pakhuse, det mindede utroligt meget om Amsterdam. Nå, vi skulle jo over på den anden side af Elben. Det var bare ikke lige til på cykel. Hvergang vi kom til en bro, var det en motorvej eller også cykling forbudt. Vi spurgte en lokal cyklist. Jo, i kan komme over en bro 7 km bagude, eller også tage færgen en 10-15 km længere fremme. Vi valgte færgen, da den lagde til få km fra Stöwer-Camp i Drage, dagens mål.

Turen gik ud gennem Hamburg’s svar på New York’s Harlem. Den lokale invandrer-getto fyldt med farvede med sjove hatte, h¢j musik, smadrede biler og skrald alle vegne. Det blev afl¢st af landlig idyl med små hyggelige byer, der omtrent havde sommerfest alle sammen. Endelig nåede vi færgen i Kirch-Werder. Den sejlede dagens sidste tur om 3 min. - det var da bare timet og tilrettelagt.

Nu var målet snart nået, så jeg åbnede spurten og afsted det gik. Lige udenfor Drage kiggede jeg over skulderen. Ingen Kirsten i syne, så sm¢gpause. Hun kom stadig ikke. Er der sket noget? Tilbage og lede, uden held. Vi m¢dtes på camping-pladsen senere. Kirsten var bedre til at læse kort end mig. Jeg havde glippet en cykelrute, der gik langs Elben lige ud til pladsen.

I Drage var der også sommerfest. Helt ned til Elben var der et tivoli med karrusel, radiobiler og det hele. Der var også en stor ¢l-telt med ægte tysk synteziser-musik, sådan med disco-rytmer og strygere i baggrunden. Bræk! Vi endte ovre på den lokale og brugte resten af aftenen på turens f¢rste Schnitzel mit gemüse og bajere.

---

Næste morgen blev vi vækket af orkestermusik. Det lokale brandkorps skulle fejre et eller andet lige midt i min morgens¢vn.

Turen i dag gik af en cykelrute ned langs Elben-Site Kanal. Solen bagte igen i dag og solen stråler på cykelstien lavede gr¢nne og brunlige farver. Kirsten, pr¢v om se. Gruset ligner glasskår. Vi kiggede nærmere på efter, - det var sgu glasskår. En flaske-container hældt i en kværn, så de værste kanter var blevet raspet af, - grus en åbenbart dyrt hernede. Det er da genbrug, der vil noget. Efter 30 km fandt jeg dog et skarpt stykke glas i mit flade forhjul, det blev turens f¢rste og eneste punktering. Pludselig så vi noget der mest lignede et 10-20 etagers h¢jhus lidt længere fremme af kanalen. Da vi kom tættere på, kunne vi se, at det var en slags skibs-elevator, - en avangeret sluse. man sejlede en færge ind i et stort badekar. Så hejser man kar, vand og færge 58m op i luften og åbner karret i den anden ende. Kanalen fortsatte deroppe på h¢jsletten. Imponerende, de lokale kaldte det et ‘hebehaus’.

Vi drejede fra kanalen mod Uelzen, hvor dagens camp. var plottet ind. Undervejs var vi inde på en tank efter noget drikkeligt. Tankpasseren påstod, da han fandt ud af vi var danske, at han var i familie med Chr.IV, og snakkede, som om han havde været alene i en uge.

Endelig slap vi væk fra ham og fandt campingpladsen. Her så vi for f¢rste gang årets store hit på camping-fronten. En stor fin baldakin, som vi kunne slå teltet op i skyggen af. Vi kunne nu bedre forestille os morgen-kompletten intaget under sådan en, og slog teltene op ved siden af. Så gik vi op til restauranten og lurede menukortet. Camping-Fatter kom og fortalte, at konen lige havde fået et hjerte-tilfælde, og at han ikke var meget værd i et k¢kken - So keine schnitzel. Det var dog forfærdeligt og 2 bajere, tak. Mens vi sad og n¢d dem kom lægen. Med traktor, gummist¢vler og læge-tasken over skulderen, - vi er godtnok på landet nu. Lige da vi skulle til, at finde en restaurant inde i byen, ankom b¢rnefamilierne. "Guten Heute Leute." Efter en velkomst ¢l og historier om turen hertil, havde Per så ondt i ryggen, at vi måtte give ham en parasol i munden, mens Kirsten gav ham massage. Da de andre begyndte at slå lejren op, gik Kirsten og mig ud og fandt en restaurant. Dagen sluttede med at jeg under en tissepause faldt i en meterdyb gr¢ft med vand i bunden.

---

En ny dag truede. Efter diverse skænderier mellem b¢rnene og forældre kom flokken godt afsted. Vi skulle videre af cykelstien langs Elbe-Site-kanalen, men ville lige proviantere i Uelzen på vejen. At få flokken gennem en storby, som Uelzen var en pine. På vej ud til Elbe-kanalen for vi vild en 2-3 gange, den ene gang endte vi midt i et m¢rtel-kompagni. Det lykkedes at få hele flokken ud til kanalen, hvor vi så lidt på en stor sluse, inden vi trillede sydpå. Det var det sidste jeg så til flokken. Der var også så småt diskuteren om at finde en tidligere camp. - det er sgu da dum snak, efter kun 1 times k¢rsel. Så jeg fes af, inden jeg kom til at sige noget upassende.

If¢lge planen krydsede jeg Elbe-kanalen ved Lüders og fulgte det fine, medbragte cykelkort og endte midt på en mark. Den cykelrute, der skulle fortsætte sydover, var åbenbart pl¢jet op og plantet til med solsikker. Det var da skide flot, men jeg sagde til mig selv: "Flemming, ikke flere stier idag". Jeg sprang fra Elbe-kanalen til Hankensbüttel, hvor jeg heldigvis fandt en italiensk isbar med expresso og bananasplit, - de andre k¢rte jo rundt med min frokost. Så saksede jeg videre ned af åen via Knesebech, Stüde, Westerbech, inden jeg slog teltet op i Damersbüttel, lige udenfor Gifhorn. Så klarede jeg da den planlagte dagsmarch. Jeg slog lejr og ventede på de andre. De kom ikke og jeg kom til at tænke på, at alle dem jeg var på ferie med, havde jeg ikke set siden slusen. Nå, hva’fann, du plejer jo at være alene på tur og de fanger dig nok nede i Harzen, hvor planen sagde 2 overliggerdage. Så istedetfor at sidde foran teltet og kigge op i himlen, sad jeg lidt senere og tyrede bajere, med de lokale, på "Jägerhoff" i Damensbüttel. Og det gik sgu da helt fint. Mit "Tyske" er ligefrem proportionalt med antallet af bajere.

---

Næste morgen tog jeg afsted uden morgenmad, men nappede en bauern-früstück i Isenbüttel. Udtrykket "p¢lsetysker" forstår jeg meget bedre nu. Så gik det videre mit der heide runterfahren via Meine, Waggum og Braunschweig. Her tænkte jeg, godt du er alene. At man¢vrere 10-12 cykler gennem sådan en storby sammen, kunne nemt have taget hele dagen. Det var sgu svært nok for mig. I Braunschweig kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt kompasset. Fra tidlige ture vidste jeg, at et kompas er nærmest n¢dvendigt, for at komme ud af store byer uden at havne på motorvejen. Nå, jeg slap da ud på den anden side. Sikkert kun fordi jeg forærede mig selv en pizza, da det så sværest ud. - Hvor der er mad, er der vej. Wo essen gibt...., nej hold nu kæft! Det lykkedes mig at finde cykelruten fra Braunschweig til Wolfenbüttel. Og her må jeg lige indskyde en bemærkning om de tyske cykelruter/cykelrutekort. En dansker, forvendt med de danske cykelruter, kan ikke finde vej hernede. Hovedparten af turen, indtil nu, har foregået på hovedveje, fordi jeg ikke har kundet finde cykelruten. Jeg vil ikke påstå at skiltningen er for dårlig, - jeg har ikke set den.

Nå, jeg nåede Wolfenbüttel allerede kl.15 og checkede ind på byens campingplads, der var bygget sammen med et badeland med 3-etagers vandrutchebane, p¢lsevogn og en rigtig restaurant. Hvad kunne man ¢nske sig mere?. Resten af dage gik med at dingle bajere og rundt i denne pæne bindingsværks by.

---

Her til morgen havde jeg gæster til morgenmad. Et lille egern kunne godt forstå dansk og kom over til en skive rugbr¢d. Lejren blev hængt på cyklen og afsted det gik.

Efter 20 minuters ræs havde jeg turens f¢rste styrt. Jeg tog heldigvis jorden med hovedet f¢rst, så der skete ikke det store. Den tyske cykelrute blev hurtigt lokaliseret idag. Det var en hullet markvej, der resulterede i en afhoppet taske allerede efter 200m. So wie immer, zurück an die haubtstra_e. Sydpå og opad det gik. - The Coca-Cola Company bærer en stor del af æren, for at jeg er istand til at skrive dette. F¢j for en hede og mer’ f¢j for bakkerne.

Nu har jeg slået lejr 500m oppe i Wolfshagen, som ligger lidt uden for Goslar. Teltet var rejst ved 15-tiden, så denne eftermiddag fandt jeg mig en ny hobby, Bergwandern. Det er helt fedt, men også her manglede jeg kompasset. Jeg ville lige over den knold der og om til byen, men efter en 7-8 skarpe sving har man tabt retningen. Da jeg endelig m¢dte en kort-tavle med et "Hier sind Sie"-mærke på, opdagede jeg, at jeg var gået i stik modsatte retning af byen. Nå, du må hellere gå samme vej tilbage. Det afskrækkede mig nu ikke. Dette med bjergvandring må jeg g¢re mere i. Alene det, at gå i en m¢rk, endel¢s skov og synge: "Er du dus med himlens fugle" var en oplevelse, der omtrent gav tårer i ¢jnene.

Jeg fandt hjem og fes ned til byen efter en ‘schmierbare käse’ til morgenmaden og et par bajere til nu. Da jeg havde kvalt dem, gik jeg op i campens cafeteria og lurede menukortet. De havde ‘eine curry-wurst mit fritten’ som det absolutte h¢jdepunkt. Så kunne jeg da lige så godt k¢re en tur rundt om Granne stausee, som jeg næsten var ude ved, da jeg tidlige for vild til fods. Der måtte man da st¢de på en aftensmad undervejs. Ovre på den anden side tænkte jeg: ‘Tot und heulle’, du har glemt lappesager og har 20 km hjem, men det gik hele vejen rundt uden punkteringer.

Nu sidder jeg hjemme foran teltet og b¢vser over Tur-Schnitzel nr.2, som jeg fandt på Restaurant Tannergrund. Den var på st¢rrelse med et lokumsbrædt mit gemüse, Guf! Mit telt ståt lige op at campens legeplads, så her under kaffen tænker jeg på, hvor fedt b¢rn kommunikerer selvom de kommer fra forskellige lande.

---

Auf wiedersehen Wolfshagen. Jeg fandt en lækker cykelrute til Goslar som endte midt inde i byen. Den var da meget pæn, men det tog en time at finde ud i den rigtige retning. Og så gik det opad. Nå, det er så bjergene i Harzen, så ned i klatre-gearet. Spedometret sagde 9 km/t op og 67 km/t med på den anden side. Hee-Haaaa! - Ny hastigheds record.

Ellers gik turen via Bad Hartzburg, Isenburg og Wernigerode. Der drejede jeg ind i det m¢rke på kortet med kurs mod Elbingerode. Op gennem skoven 17 km med 8% stigning, det lærte jeg, at min st¢rste krans skal være st¢rre endnu. Jeg havde indtil nu k¢rt med vandpause hver ½ time, men de blev hurtigt sat ned til 15 min, for at ende ved 5 min. Da jeg nåede toppen gik det nedad en 4-5 km på brosten til dagens mål, Elbingerode.

Her er der planlagt 3 overligger-dage, så mon ikke jeg m¢des med flokken igen imorgen, eller hvorlangt de nu er bagefter.

Hvorfor overligger-dagene lige skulle være her er et ??? Jeg kommer nok til at tage turen ned til Wernigerode igen, for her i Elbingerode sker ikke en hujene fis. Jeg har fundet campingpladsen og en k¢bmand, så er den by ikke længere. Da jeg kom hjem til lejren, var den vokset betragteligt. Hele det danske hold var samlet igen. De andre havde fundet en rute skråt ned og havde glippet Wolfenbüttel og Goslar, så de dukkede op en dag tidligere end beregnet. Gensynet blev fejret med en pose ¢l og h¢j råben. Et voldsomt uvejr med lyn, torden og regn i lår-tykke stråler lagde en dæmper på festen.

---

Eine schönes gute morgen i pisseregnvejr. Idag var det en rigtig ‘dovendag’, hvor vi bare dinglede rundt og legede tourister i Elbingerode. Det er den mest kedelige by, jeg nogensinde har set. Hvorfor turplanlæggerne har lagt overliggerdage i dette udsted, er en gåde. Vi fandt efter intens s¢gen, byens absolutte h¢jdepunkt. En violet tankstation med en ligeså lilla tankpasserdame var i fuld gang med at betjene byens Trabier. Hele flokken slutte dagen med Schnitzel-træf på en noget lurvet restaurant.

---

 Idag fylder Rasmus 9 år. Det skal fejres med en tur op på Bloksbjerg. Jeg vidste da ikke, at der var et rigtigt bjerg, der hed sådan. Det må da være temmeligt overbefolket med alle de hekse, der bliver sendt dertil hvert år.

Det blev årets bjerg. Hold da kæft, hvor gik det opad. I byen Shierke, halvvejs oppe, var der is-pause på banegården, hvorfra et veteran-tog kunne bringe os det sidste stykke op til toppen. Men nej, vi var vel seje cyklister fra Danmark. Vi tog en noget stenet smutvej fra Skierke og op. Den var rimeligt jævn ude i kanten, men et ¢jebliks uopmærksomhed resulterede i at jeg r¢g ned af skrænten. Heldigvis tog hverken mekanikken eller mig nogen skade. Så cyklen på nakken og op til stien igen. Efter en halv times r¢ren rundt i bjerg-gearene nåede jeg toppen. Yo-de-li-ooh-pyh-gisp, hvorfor fanden g¢r man sådan noget? Et kig rundt langs horisonten var svar nok, og ens selvværd voksede betrakteligt.

Så kom Kirsten kravlende op, med cyklen i klatre-gearet og en flot heksekost bagpå cyklen. En tro kopi af flaget heroppe. De andre kom gispende lidt efter lidt, men f¢dselsdagsbarnet kom ikke. Og der stod flokken på en klippetop, klar med f¢dselsdagsangen når han rundede sidste hårnål, men han kom ikke. Det gik et kvarter, der gik en halvtime. Han kom stadig ikke. Nærv¢siteten bredte sig. Er der sket noget? Forældrene k¢rte nedad for at lede. Pludselig l¢d det: "Hej, hvad kigger I efter?". Knægten havde k¢rt af en sti, den anden vej rundt om toppen, så han dukkede op bag den spejdende flok. Efter gensynet og f¢dselsdagssangen, blev frokosten nydt på toppen, efterfulgt af en utrolig r¢d is, lavet af en fl¢jtende automat. Når folk ikke k¢bte is af den, fl¢jtede den en d¢d syg melodi, så man skyndte sig hen og stoppede penge i til en ny.

Så kom turen ned. Det var sindsygt med 40-50 km/t, hårnålesving og l¢st ‘Roll-split’, det gav nok et par brune streger i cykelbuksen. Hjemme i god behold, kom der gang i alle trangiaer og det store f¢dselsdags-måltid sluttede dagen.

---

Efter en god nats s¢vn, hvor man fik sovet alle rester af Bloksbjerg ud af kroppen, blev lejren pakket i god ro og orden. Kursen var sat stråt-op mod Berlin og gik gennem en lækker dal ved Rübeland og ned til Blankenburg. Flokken var allerede her reduceret til mig og Kirsten. De andre ville tage et tog til Berlin, men hvor de hoppede fra opdagede jeg ikke.

Fra Blankenburg k¢rte vi f¢rst ud af en sur hovedvej, men vendte om da vi åbenbart r¢g forbi "Teufelsmauer", en seværdighed, som vi havde fundet på kortet under morgenkaffen. Det måtte være lidt tilbage og så til venstre, og lidt efter k¢rte vi af en lille vej, der snart blev til en sti, dybt ind i en skov. Vi var noget usikre om denne sti var vejen på kortet, så vi stoppede en ‘st¢nner’ og spurgte om vej. Jo, jo, det er der indad. Han glemte bare at fortælle, at det var dumt at tage cykler med.

Vi k¢rte en ½ time længere ind, og kom forbi et bjerg med en hule i. Så var vejen god nok, det måtte være det ‘Gevitter-schütz’ ham joggeren snakkede om. Vi k¢rte videre og kom til noget, han til gengæld overhovedet ikke havde nævnt. Et væltet træ lå på tværs af stien. Nå, vi fik bugseret cyklerne over ved fælles hjælp, kun for at skulle krydse en bæk lidt længere henne. Vi kæmpede os videre, nu kunne vi skimte målet.

Stien blev stejlere og stejlere, og smallere og smallere, for tilsidst at ende i et brombærkrat, med ‘dræber-pigge’ på hver en gren. Jeg kunne se et lysning lige deroppe, der fortsatte stien nok. Så en læsset turcykel på nakken og op af en meget stejl bakke med brombærbuske overalt. Næsten oppe fandt jeg et godt fodfæste og kiggede lige over skulderen efter Kirsten. Så for satan, hun lå dernede med hele læsset over sig og et forvredent udtryk i ansigtet. Jeg fandt hurtigt et sted at ligge/hænge min cykel, og sprang til undsætning.

Da jeg kom tættere på kunne jeg h¢re, at der ikke var sket nogen st¢rre ulykke. Hun skreg af grin og spurgte: "Er det aktiv ferie det her?" Vi lod cykler være cykler, kravlede det sidste stykke op, og besteg Teufels-muren. Imponerende! Udsigten var omtrent turen værd, hvis ikke det var fordi, at vi deroppe fra kunne se, at vi skulle samme vej tilbage. Det bet¢d, at vi skulle bruge en time på at komme gennem alt lortet igen, og det var træls.

Hov, der er togbane dernede, den må da krydse en vej på et tidspunkt, og den er garanteret nemmere at trække en pakket cykel på, end gennem den jungle vi er kommet fra. Det var Kirsten nu ikke helt tryg ved, men et "jeg springer til h¢jre og du til venstre, hvis toget kommer" fik hende op på banen trods alt. Det lykkedes at springe af på en krydsende vej 3-4 km længere fremme, inden togen kom. Den tur gav en helt ny og spændene dimension til begrebet Cykelferie. Godt at b¢rnefamilierne ikke var med.

Mig og Kirsten forsatte over heden i en gloende hede. Det var d¢dkedeligt, det samme billede flimrede foran ¢jnene hele dagen, kun afbrudt af et bes¢g på et krystalglas-museum i Quedlingburg, som også solgte is.

Bodegaen i Cochstedt var næste stop. Det var ulækkert varmt, så vi måtte have is igen, her med et lækkert stykke hjemmebagt kirsebærtærte als beilage. Videre op til Egeln, en by fyldt med brosten, der alle vendte forkert. Jeg taler mærkeligt endnu. Men så nåede vi, drivvåde med salt i ¢jnene, til dagens mål i byen Wollenmirsleben. Vores nabo lignede en sig¢jnerlejr, sådan et telt lavet af gamle presseninger, en stor strå parasol, et meter stort armbåndsur på væggen i ‘stuen’ og de 7 små dværge i plastik ude foran. "Hold kæft, hvor var det sjovt, vi skreg af grin."

---

Jeg havde ikke nået at k¢be ind i går, så jeg havde ikke noget morgenmad, men Kirsten forbarmede sig efter kun få minutters ‘hunde¢jne’. Vi forlod sig¢jnerlejren kl.10 og kæmpede os vej mod Schönebeck i strid modvind. Gud, hvor er det træls med en vej over en flad mark, hvor man kan se 10 km frem, hvis det er i modvind og man har glemt sit hårnet. I Schönebeck krydsede vi Elben, für Gott ved hvilken gang, fandt en sk¢n plet på diget, hvor vi n¢d frokosten. Derefter gik turen op til Leitzkau og ned at en af en, hvad kortet kaldte en ‘ungeeignete stra_e für radfahrer’ til byen Schora. Her var hovedvejen blevet for vild at cykle på, så vi spurgte en af de lokale om der ikke fandtes en anden vej til Deetz. Han fortalte os, at vi bare skulle k¢re ind af den markvej, der ovre, så var vi på pletten. Og det passede sgu, så her lærte vi, at det er bedre, at stole på en falvfed ¢ldrikkende mand end en jogger (se igår).

Så nåede vi dagen mål og nye problemer. Campingpladsen på kortet kunne vi ikke lokalisere. Vi råbte om ‘hilfe’, og en mand fortalte os, at den var da nedlagt for 20 år siden. Hvorfor fanden er den så med på kortet? Da kiggede vi på hinanden og sang: "Hvor skal vi sove i nat." Der var alt for langt til næste plads, og ingen garanti for at den eksisterede. Hvad g¢r man så? Man går i brugsen og klager sin n¢d. Damen ved kasse 3 vidste tilfældigvis at fam. Gotchamn’s b¢rn lige var flyttet. I kan måske låne b¢rneværelset. Det er 5 hus nede af den vej. Det k¢bte vi for 25 Dm incl. früstuck, karbad, tv og en st¢rre dyrepark.

Da vi var færdige med at klappe alle kattene, 30 kaniner, 20 ænder og barnebarnet, der kleine Marvin, gik vi ud i byen for at finde en schnitzel. Det blev en schnitzel med saurkraut og det hele, serveret en tropisk udseende have af en ligeså tropisk udseende servetrice. Desserten nappede vi ‘beim Helga’ - den lokale smugkro. Da vi kom hjem hev vi trangiaen frem og inviterede fam. Gotchamn på kaffe ude i haven. Der kleine Marvin have alt det nyeste leget¢j med ud, som Kirsten skulle se. Marvin, lad nu lige ‘die tante’ være, sagde bedstemoderen. Jeg spildte kaffen af grin, ‘Die tante’ er nok et navn, der kan blive hængene nogle år. Efter kaffen og snakken sagde vi ‘Gute nacht’, gik op på værelset og tog en kanalrundfart på vores TV.

---

Familien havde disket op med den helt store bauern-früstück, - der var 11 forskellige slags p¢lser. Vi nåede igennem morgenbordet, fik pakket og sagt farvel til frau Gotchamn. Vi lagde også en DM til der kleine Marvin, - han står nok stadig og vinker.

Afsted det gik over Wiesenburg, Belzig og Brück på hullede veje og brosten. Et nyrebælte burde være ligeså obligatorisk som ringeklokken på cykelture i Øst-Tyskland. I Brück brugte vi 1 time på at finde den rigtige vej ud - uden held. De næste 20 km nordover var det ene nye hotel efter det andet. Det var det helt store nybyggeri med ligeså mange nye veje, der ikke var på vores fine kort, så kursen blev lagt ved hjælp af sol og måne.

Vi fandt et skilt der sagde Berlin 96km, så var vi da på rette vej. På toppen af en lang bakke op gennem en lækker skov ville jeg have en sm¢g-pause. Da jeg slukkede sm¢gen var Die tante ikke dukket op endnu. Er der problemer? Skal jeg virkelig hele vejen ned af bakken igen for at lede? Nej, jeg ryger lige en mere inden jeg leder. Gott-sei-dank nåede jeg kun lige at få tændt den f¢r hun rundede hj¢rnet der nede. Hun havde valgt den gale vej i byen Kanin.

Endelig nåede vi turens mål. Vi fandt campingpladsen ved Gindow See, og spurgte damen i receptionen om der var kommet en masse danske cyklister. Nej, der var kun kommet en Troels. Nå, vi fandt Troels’es telt, slog lejr og tyllede et par bajere. Så kom b¢rnefamilierne hujene ned af bakken. "Guten heute leute!" og snakken tog fart.

Senere dukkede Brian og Uni-Lise også op, så hele den danske lejr var samlet. Alt tegnede til en hyggelig aften, lige indtil en sur fis af en Hollænder rev Uni-Lises telt ned igen. Vi kunne da ikke slå alle de små telte op foran deres fine campingvogn. Jo jo, det kunne vi da sagtens, da lige præcis denne plet var for små campister. Så de kunne da bare slæbe det store lokum et andet sted hen. Skænderierne steg til helt utrolige h¢jder, så jeg måtte hellere rejse mig op og hjælpe vennerne. Mit skole tysk/engelsk slap hurtigt op, så der var kun det internationale tegnsprog tilbage. Damen fik fingeren, så blandede manden sig også.

Nå, lige inden det blev de lange knives nat, kom receptionisten og gav os ret. Ha ha, så kunne vi da godt hjælpe familien med at flytte campingvognen væk fra de grimme små telte. Aftenen sluttede i et mere gemytligt lag med store ¢l på der bierstaube.

---

Det er både godt og ondt at være sådan en flok på ferie sammen. Alt tager ekstra laaang tid. Morgenkompletten var f¢rst overstået ved 11:30 tiden.

Idag skulle vi ind til Berlin, holdkæft det er en stor by. Vi boede jo i Potsdam, der er en forstad til Berlin, og jeg havde da tænkt mig at cykle ind til byen, når jeg ville derind. God forn¢jelse, sagde de andre, ca. 60 Km byk¢rsel hver vej, vi tager et S-tog. Nå, jamen såe...

Vi blev enige om at det var for svært at holde styr på hele flokken i Berlin, så vi delte os op i mindre grupper. Troels, Brian, die tante og mig cyklede gennem Potsdam og en d¢dlækker skov til Wansee. Det bandt vi cyklerne sammen og tog S-toget ind til Friedrichtstr.

Herfra ledte Troels os rundt på den store Berlin-tur med resterne af muren, Alexander Platz, Marx og Engels, både som statuer og gader. Vi så også et falsk museum. Det var en eller anden fin bygning, der r¢g under krigen, og måske skal genopbygges idag. Hele bygningen var malet på en presening i naturlig st¢relse, som så var hængt op på et stilads. Man skulle omtrent hen og r¢re, så ægte så det ud. Vi fandt til frokost eine Berliner kartoffel-suppe mit "Barehntanze" (flæsk med knuder på) og en kop dunkel ¢l.

Hjemturen gik gennem skoven igen med en afstikker til Cecilien-Hoff, hvor krigens sejrherrer fiksede det ny Europa. Vi dumpede mærkeligt nok også ind på en hyggelig kro, der serverede en dr¢m af en apfelstrudel og ligeså lækre blåbærtærter.

Vel hjemkommet til lejren udvekslede vi dagens oplevelser med de andre. De havde f¢rst været ved lægen med Jens’s dårlige ryg, og siden ude at sejle på s¢erne. Ellers gik aftenen med det store trangia-træf, der resulterede i Thüringer p¢lser i peber/champignon/fl¢de sauce. Alle forbipasserende kunne ikke lade være med, at trække på smilebåndet over ‘sig¢jnerlejrens’ k¢kken. Til kaffen tryllede Sabine en 2 kg’s cheesecake frem til stående ovationer.

---

Idag gik det til SansSouci. En park med kopier af Versailles og 15-20 andre slotte. Her kunne man sagtens bruge en hel dag, det gjorde vi så og sluttede af med et 14-mands restaurant bes¢g i Werder.

---

 

Idag skulle tages et billede af alle turens deltagere på cykel gennem Brandenburger Tor. Vi smed cyklerne og ungerne på et S-tog og k¢rte ind til Berlin. Ved Bahnhoff am Zoo sprang vi af og cyklede gennem en lækker park hen til en plads med en guldengel oppe på et tårn. Vi kravlede 570 trin op, for at sige ‘Dav engel’ og nyde udsigten. Nå, det er så Berlin - den er stor.

Da der var samling på alle ungerne igen, gik turen hen til Branderburger Tor hvor vi fik et par andre turister til at fotografere flokken (godt billede, forresten). Herefter turistede vi rundt i Berlin. Vi bes¢gte Check-Point-Charlie og Flugtmuseet. Troels blev fotograferet da han kravlede over en stump af muren, bare den gale vej, fra vest til ¢st, men pyt, det ses næsten ikke på billedet. Desværre nåede vi f¢rst ind til Kurfürstendam efter at butikkerne havde lukket. Ærgeligt nok, for i en butik med frækt undert¢j, så vi ‘cykelbuksen’ for manden der vil frem. Sådan i sort læder med H-sele - Wow! Næste gang man er i Berlin, så....

På vejen hjem fandt vi ind på hotel Getrange og fandt et p¢lsebord med det hele. Sådan en flok cyklister kunne blive ved at æde. Alle andre gæster var gået og det var blevet nat. Servetricen skulede nærmest ondt efter os, med ‘skal de da aldrig hjem’ malet i ansigtet. Da stedet lukkede måtte vi nærmest kyle den sidste ¢l ned. Vi var sikkert et mindre pænt selskab, der gik ud til cyklerne. Det varede åbenbart for længe med at komme afsted, og den lættere h¢jr¢stede danske fuldemandssnak, blev åbenbart formeget for hotel-ejeren. Han tændte for sprinkler-anlægget, så vi måtte flygte fra parkeringspladsen i sådan en fart, at Troels glemte dagens nyindk¢bte bluse. Hold kæft, hvor var det sjovt, vi skreg af grin.

Hjemturen ad hovedvejen uden lygter, har jeg egentlig lovet ikke at nævne, men det gik uden de store tab.

---

Idag skulle Uni-Lise med toget hjem, og vi tog en lille flok med til banegården for at vinke. Undervejs drejede jeg lige ind til kroen fra i aftes, for at h¢re om de havde fundet Troels’ tabte T-Shirt, aber nein.

Jeg fes videre ind af hovenvejen for at indhente de andre. Jeg fandt kun Uni-Lise. Hvor er de andre? Troels havde glemt et eller andet derhjemme og Kirsten havde b¢jet en klinge, som Brian pr¢vede at fikse. Nå, Uni og jeg fandt banegården og sagde farvel over en bajer. Lige inden toget sagde "Fut" kom ‘die tante’ spænende, så jeg kom ikke til at vinke alene. Hun havde sendt drengene over i en enorm ALDI, for at proviantere til dinneren.

Vi dinglede lidt rundt i Potsdam og tog en ny spændende vej hjem, der indeholdt en færgetur med en færge, der hed Caputh. - Den virkede nu ellers helt ok.

Derhjemme udvikledes et st¢rre trangia-bal. Jeg husker kun til og med ‘Der grose Rindfilet’, - resten fortaber sig i et noget tåget skær.

---

Da jeg kl.8 stak hovedet ud af teltet, var Troels og Kirsten rejst. De skulle fra Potsdam meget tidligt, for at nå et tog fra Lichenberg-bahnhoff kl.9. De må have pakket meget stille, - jeg havde ikke h¢rt en lyd. Efter morgenmaden med de tilbageblevne, som skulle med et tog i eftermiddag, pakkede jeg også lejren og sagde "Vi ses."

Jeg k¢rte til Wansee og entrede et S-tog, da jeg ikke ville bruge en hel dag på, at styre en fuldpakket tur-cykel 60 km. gennem Berlin. I forstaden Oranierburg sprang jeg af S-toget og på hovedvej 96, for at få nogle km. spolet af.

Det lyder måske som sær tale fra en cyklist, men i Øst-Tyskland er hovedvejene næsten alle asfaltveje. De små biveje er godt nok pænere, men du har 90% for skæve brosten, som giver smerter i ‘buksen’ efter bare 20km. Så når jeg er alene, kan jeg leve med trafikken på hovedvejen, og f¢rst finde ind på de små, når jeg skal bruge en camp.

Jeg drejede fra 96’eren i byen Alt-Lüders-Dorf, - betyder det det, som jeg tror? If¢lge kortet var der en camp. i Zobelsdorf, men den kendte kromutter ikke noget til. Nå, der ligger en i Tornov, kun 3 km. længere fremme.

Da ‘Villa-Fjolle’ stod på sin plads, var der kun et bad, der skildte mig fra en Zigeunerschnitzel på byens Gasthaus.

Hjemme i camp-baren kom jeg i snak med nogle ¢st-tyske tur-bisser, eller knap tur-bisser. De ville omtrent ikke tro på, at jeg havde cyklet fra Hamburg ned til Harzen og så op til Berlin, og nu var på vej til Danmark. Hvilken minder mig om, at imorgen ryger jeg ud af de medbragte kort. Pyt, hvis jeg bare k¢rer mod nord må jeg ramme Østers¢en på et tidspunkt.

---

Gud hvor var det lækkert at sidde med moegenkompletten helt for sig selv. Fri for bemærkninger om min rygning og mit noget uhæmmede forbrug af Nutella. Kl.10 hang lejren på cyklen, som skramlede op af brostensvejene mod Fürstenberg.

I Fürstenberg r¢g jeg på hovedvejen igen, både fordi det her bumlen rundt på småvejene tager for lang tid, og fordi mit medbragte kortmateriale slap op her.

I Neustrelitz drejede jeg ind på et Aral-tankstelle for at få vand og et kort over min videre færd. Jeg fandt et 1:400000, som det mest detailerede. Nå det viste sig at være et godt k¢b, for havde jeg fulgt hovedvel 96 var jeg endt i Polen. I Neubrandenburg skulle jeg finde på 104’eren i stedet.

Jeg var inde i en bank for at lave penge, og uden på den sad et termometer og sagde 42°, i skyggen. Så tro da fanden at cykelbuksen f¢ltes lidt smattet. Ligef¢r Reuterstadt Staunhage var der vejarbejde. Sådan et på 8.3 km. med trafiklys og kun en vognbane. Da jeg havde ventet for r¢dt lys ca. 30 sek., var jeg ved at få hedeslag. K¢r Flemming, sagde en stemme inde bag sveden. Og afsted det gik, mod færdslen på en ensrettet hovedvej, med vinken og ¢jenkontakt med alle de modk¢rende. Alle var flinke, til at sætte det ene hjulpar ud i rabatten, for at slippe en læsset Tour-bisse forbi. Kun en gang måtte jeg ind på den helt nye og varme asfalt. En lastbil med bredt læs klæmte mig derind, og jeg var nær blevet hængene. Så hvis nogen ser et cykelspor graveret ned i asfalten i Pommern, så tænk på mig.

Så sagde klokken camping. Mit nye kort var ikke fint nok til at have campingpladser tegnet på. Så i Malchin tog jeg ind på turist-kontoret og spurgte. Jo, der var da en fin plads i Seedorf, 11km sydpå. Det var da godt nok i den gale vej, men hva’faan, du er jo på ferie.

Nu sidder jeg her på den ‘lokale’ og f¢ler mig træt og gammel. Cykel-computteren fortæller om en dagsmarch på 124km, med et snit på 22.1, - sejt nok. Mon ikke jeg burde springe den ¢l over, jeg har lovet Hansen at drikke i hans navn. Sorry Hansen.

---

Idag skulle jeg gerne nå til Wärnemünde og nappe en færge hjem til Danmark. Lidt udenfor Malchin m¢dte jeg et noget overk¢rt vildsvin, sådan med hår og store tænder. Det er altså her de findes.

Ellers gik turen, spom sædvanligt på hovedvejen over Teteraie, Laage og Rostock, gan_ ohne problemen, når man ser bort fra varmen og en lysfyr/et-spors-k¢rsels-arbejde gennem Laage. - Jeg sn¢d self¢lgelig igen idag.

Jeg nåede Rostock ved 16-tiden, men lærte, at det var en havneby med tyk-streg under havn. Jeg k¢rte 20km langs havnen, f¢r jeg fandt en båd hjem. Det var da ellers en meget spændende havn. Udover de sædvanlige havneting var der flere hotel-skibe, og et kæmpe shopping-center bygget af en 5-10 gamle færger svejset sammen med en bore-rig, tror jeg nok. - Sådan hele Gjellerup-centeret smidt ud i vandet.

Nu da dagens mål var nået måtte jeg lige spendere en basse og en bajer. Mens jeg sad på kajen og n¢d det, kom Brian forbi. Han var lige læsset af toget fra Berlin, men han ville nu ikke sejle hjem idag. Han havde h¢rt om en camp. i Markgrafenheide ovre på den anden side af havneindl¢bet, så du må ha’ det. Forresten du m¢der nok b¢rnefamilierne i Gedser, de vil også med en færge idag.

Jeg kom ombord på færgen, og havde lige fundet mig en ¢l og en plads på soldækket, da Brian dukkede op igen. Campingpladsen i Markgrafenheide var fyldt. Efter et kvarter på s¢en blev vi fundet af ungerne. B¢rnefamilierne var også på vej til Danmark.

I Gedser vinkede vi farvel til fam. Schostag, der ville videre med tog. Vi andre fulgtes til Gedser-camp, hvor aftenen sluttede i gode venners lag.

---

Vi sagde farvel til hinanden, for Gud ved hvilken gang. Brian ville op til Sjælland for at finde Grenå-Hundested færgen, så han er nok ude af sagaen. Fam. Mikkelsen ville krydse Lolland-Falster med tog, så hvis alt går som hidtil, render vi nok sammen på Langeland.

Jeg k¢rte op til Nyk¢bing F. og fandt undervejs en punktering. Punktering er måske så meget sagt. Det rette ord må være en 1-times-siver. Det var kvælende varmt, og man havde også ondt i r¢ven, kort sagt en helt urimelig træls tur. Men til alt held m¢dte jeg tilfældigvis Lollands-banen til Nakskov. Den nappede jeg.

I toget faldt jeg i snak med Harmonika-Svend, en af landevejens farende svende. Hold kæft, han kunne fortælle historier fra det virkelige liv. Jeg takkede for selskabet med en kold bajer på trappen foran Nakskov banegård, og fik et "Vi ses!" til farvel. Jeg nappede cykelrute 8 ud til Tårs, den var ligegodt mere elendig, end jeg kunne huske.

Nu ligger jeg på dækket på Spodsbjerg-Tårs færgen og tænker på, at den eneste forskel på det her og et krydstogt i det græske ¢-hav, må være prisen på ¢llen. Det var bare så’ godt.

Så er det Long-Island man g¢r på. Jeg har slået mig ned på Spodsbjerg camping og her er da meget herligt. Trangiaen simrer med en ny og spændene pasta variation, lavet af den dåse ‘Mexicanishe Gemüse’, Kirsten efterlod i Berlin. Jeg har ikke fundet Mikkelsen’s, så jeg går nok hen på færgekroen og drikker mig lidt s¢vnig.

---

Kursen blev idag sat mod Lohals via en dejlig cykelrute. Jeg havde åbenbart alt for m¢rke briller på, eller osse var skiltningen mangelfuld. Ihvertfald endte jeg på gårdsplads i en 3-længet bondegård. #@*%%&$!! Husk kortet næste gang, Flemming.

Nu har jeg fundet Lohals, og har godtnok k¢rt 20km for meget, men hva’, det er ferie og Langeland er da en meget pæn ¢. Jeg tror, jeg er k¢rt forbi mit dr¢mmehus en 40-50 gange. Færgen sejler f¢rst om 2 timer, så der er tid til at lege turist i Lohals City. Der var nu kun by til knap 20min.

Færgen kom. Bilerne k¢rte i land indtil færgen var halvtom, så gik det i stå. Der l¢d råben og diskuteren fra bildækket. En billist kunne ikke finde sin n¢gle, han klappede på alle lommer, konen t¢mte alle tasker ud på dækket, og ungerne blev komanderet op cafeteriet for at lede. Uden resultat. Færgefolkene var begyndt at se gale ud. Panik-panik. Manden fik åbnet d¢ren via den lille siderude, og familien begyndte at skubbe bilen i land. Hvad g¢r vi nu? Hvordan kommer vi til sommerhuset? Råbte konen, mens hun skubbede. Det kunne alle os tilskuere sgu da godt more os over. Så var det at der l¢d et klik. Det var ratlåsen, der smækkede. Nu steg spændingen til uanede h¢jder. Så kom kaptajnen og kommandere sine folk til at få ‘den’ bil i land nu. Vi har en sejlplan at holde. 6-8 s¢mænd bar og slæbte bilen fra borde. Det kostede ½times forsinkelse, men der var aligevel tid til et "Go ferie" til familien, der stod på kajen og skændtes.

På færgen fandt jeg et kort, da jeg ikke anede, hvorlangt der er fra Kors¢r til Kalundborg. Jeg havde jo håbet på at fange en færge hjem til Århus idag. Uhh, 50km.

I land og op på cyklen. Det blev en d¢d-varm tur igen, 34° sagde et termometer, men nu trak hjemve’en. Lidt nord for G¢rlev opdagede jeg en ny sport. Traktor-pace. En Masey-Ferguson skulle hjem i garagen. Den rendte en 30-35km/t, så den lagde jeg mig på hjul af. Efter 5km blinkede bonden af og vi vinkede farvel.

Jeg nåede Kalundborg lige da Ask sagde: "HONK", men manden på klappen råbte: "SKYND DIG!" Jeg lagde heldigvis ikke mærke til, hvor mange meter færgen var fra land. Hee-haaa, jeg ramte dækket og klodsede alle bremser, og nåede kun lige at stoppe f¢r jeg ramte en k¢levogn fra Sol-is. Så var det bare at finde et lokum, hvor jeg foretog en etage-vask, og suste så op i cafeteriet og sagde: "Bajer, tak". Nu er du snart hjemme og kan vel godt finde Wærumsgade med en lille skid på.

Cykel-computteren sagde: Berliner-tur 1318km.

nb.
Enhver lighed med nulevende personer i denne historie er ikke tilsigtet, men derimod uundgåelig.