Oplevet af Flemming:

Tour de Alsace.

Bussen var forsinket. Men pyt, afsted kom vi – cyklerne kunne være der. Det var en temmelig død bus eller også var jeg træt. I Fredericia skulle vi samle nogle op, og igen ved Duborg, hvor vi havde lang pause. Ferien’s første sigøjner-schnitzel.

Bussen var en gammel skrammel kasse. Den skulle til Tjekkoslovakiet - såe måske derfor. Tour de France holdet skulle over på en anden bus nord for Hamburg,en dobbelt-dækker. Det var en helt anden luksus. Jeg mødte forresten Birgit fra Cyklistforbund’s-førerbunkeren, hun skulle til Tjekkoslovakiet, så vi byttede plads.

Så var det blevet film-tid. Først en halv times Bamse & Kylling, til at lægge de små i seng på. Dernæst voksen-filmen "A fish called Wanda". Herligt!! Efter film og Hannover var der ’slå sæder om til køjer-holdt’ i 45 min. Så var der tid til kaffe, kage, smøg og tandbørstning. Så til køjs, -Kassel bakkerne krævede en hånd i panik-stroppen.

---

Vi blev vækket 5 min. før Colmar. Der var en 10 stykker der skulle af. Jeg måtte lige checke mini papirer, - nej, jeg skulle med til Dole. Underligt, Jeg havde bestilt en Alsace-tur, og da der stod Dole på billetten, troede jeg at Colmar ved udgået. Det var den åbenbart ikke. Nå, en frisk fyr på eventyr kunne vel cykle derop. Ifølge kortet var de kun 300 km. Men det var 300 km op og ned af bjerge, så det kunne komme til at knibe med at nå til Colmar, og over at besøge nogle vilde engle i Tyskland, som jeg kender fra min motorcykeltid, og så til Dole igen. En snak med chaufførerne som mente, at det kunne sagtens nås. Hvis ikke måtte jeg love at ringe til Ruby og sige, hjem fra Colmar istedet.

Så var der også tid til at komme i dårligt selskab i Tyskland. Hvis der så ikke var nogle hjemme i Altdorf, kunne jeg tou’re Alsace tynd. Hvis jeg så ikke kunne få tiden til at gå i Alsace, kunne jeg da bare trille til France-Comte(Dole) igen.

Morgenmaden blev indtaget på et fransk ’Truck-Stop’ - Sprogproblemer allerede!! Vi nåede Dole og camping-pladsen kl. 11, hvor vi blev modtaget af Sylvie, en sød ung dame, der havde pladsen, og Karen, en Ruby-guide. Vi blev bedt om at møde ved Karens telt kl.20, med en kop. Så ville hun gi’ et eller andet ud og lære os en masse tricks om Dole & omegn. Villa Fjolle blev slået op og turens første "Ich bin so frei, NesCafe ist dabai" blev nynnet.

Eftermiddagen gik med en spadseretur rundt i Dole. Det var en lækker gammel by - det hele lignede Grækenland fra sidste år, så man er kommet sydpå. Alle snakkede også mærkeligt her.

Tilbage til den danske lejr, for at høre om vi ikke skulle ud at spise efter den gratis drink i aften. Neej, vi tør ikke bruge penge allerede her 1. dag. Nå, men skal vi så ikke købe en balje vin og holde en lille fest bagefter? Neeej, vi må jo tænke på ungerne og tidligt i seng, det har været en hård dag. Nå, så holder jeg da en fest selv. eg havde egentlig tænkt mig at drage nordpå imorgen, men Karen reklamerede så godt for området her, at jeg kom i tvivl.

Det Ruby-hold der skulle hjem havde også en masse tip. jeg faldt i snak med nogle sønderjyder, der havde et noget uhæmmet forhold til rødvin. Det var vist godt de skulle med bussen nu. Jeg fortsatte foran teltet, skrev nogle postkort og nød en flaske Sylvaner. I løbet af aftenen/natten dukkede en 4-5 af de andre da også op. Så blev der en stille fest trods alt.

---

Jeg vågnede først halv 12, så det blev helt automatisk til en extra dag i Dole. Efter kaffe og ’øjne’ kørte jeg en tur over jernbane for at finde det franske Bilka, Karen havde fortalt lå derovre.

I aftes havde vi fået at vide, at ved at benytte jernbanebroen bag campingpladsen, kunne man spare 2km, hvis vi turde. Den er ikke ret meget benyttet og jævn nok til at køre mellem skinnerne. Der kommer kun en TGV en gang imellem og det så hurtigt, at I ikke opdager det. - Skævt smil. - Nej, den bliver kun brugt 1 gang i døgnet. Hver morgen kl. 9 kommer et godstog tøffende over. - Vækkeuret blev det kaldt.

Jeg fandt nu ikke supermarkedet, men den store skov ’Foret de Chau’, som hun også havde reklameret for. Så tog jeg da en cykeltur i den. Dum ide’, Bøv. Efter en 30 km erfarede jeg, at jeg ikke havde cykelbukser på, men cowboyshorts med ’ståltråds-syning’ - You know. Jeg fandt ud af skoven i Santans og vendte ’rammen’ hjem mod Dole.

Jeg sparede 2km med jernbanebroen igen, men glemte jeg skulle ned af skrænten med cyklen. Det vidste jeg såmend da godt, jeg ikke var god til. Men pyt, du prøver. Det lykkedes ikke. Turen endte, i en støvsky, nedenfor skrænten med arne og ben viklet ind i cykelstellet. Uheldigvis passerede en skolebus i det samme, med et ’Dyt’ og et latterbrøl. Det så sikkert flot ud. Nå, både mig og cyklen kunne rettes ud igen.

’Cafe Trangia’ serverede idag en lokal specialitet:

CHOUCROUTE ROYALE au vin d’ALSACE. På rhusiansk er det noget der ligner, hvidvins dampet surkål med bævreflæsk og pølser. Et herregårdsmåltid, sikkert med en stimulerende effekt på fordøjelsen - jeg fik ihvertfald gjort (sur)kål på det hele.

---

Idag tog han sig sammen, da ’vækkeuret’ skarmlede over broen. Kl.11 var morgenmaden overstået og lejren hængt på cyklen - så op til Sylvie og checke ud. Oppe foran receptionen samledes hele den danske lejr. De skulle ud at lufte ungerne idag, så jeg fik sagt ordentligt farvel. Vejret var ellers ikke til langtur. Et termometer uden for baren sagde 32 grader, så jeg måtte lige klare ’moralen’ med en Cola. Turen gik ud af N73 til Rochefort. Nej, det var ingen ost. Jeg havde ellers et billede i hovedet, af en 20m høj blåskimmelost som hovedvejen gik igennem.

Nu vi er på en hovedvej, er der tid til en advarsel. Det var omtrent kun store lastbiler, der tromlede forbi en. Kun hvert 10 køretøj var en personbil. Jeg kunne tænke mig, at det er noget med en for høj pris for lastbiler på ’betalings motorvejen’. Så en ferie-læsset cyklist bør ikke bruge de franske hovedveje.

Så jeg tog en ’petit’ vej skråt op, -kort og kompas frem. Afsted det gik, men de her bjerge var da ikke på mit kort. Nu havde jeg kørt opad bakke i 5 timer. Jeg havde hjemmefra bestemt at 5 timer i sadlen var dagmarchen, -det var jo ferie. Så er der ikke en campingplads i nærheden. På kortet var et lille rødt telt i byen Rioz, -så der skal du bo.

Jeg fandt godtnok pladsen, men der var ingen reception. En pæl med et advarselsskilt på fransk, om et eller andet medlemsskab. Jeg spurgte, om en cyklist med et lille telt måtte slå sig ned der, men ingen på pladsen kunne forstå, hvad jeg spurgte om. Så der turde jeg ikke slå villaen op. Jeg forestillede mig, en masse uniformer, som råbte højt på et sært sprog og forlangte skyhøje beløb af en træt dansker.

I følge kortet var der en plads 20 km længere fremme. Det skulle en frisk fyr da nok klare. Hvis ikke skulle han bare dreje af mod Bonnai 10 km før. Der lå også en plads. Den havde godtnok intet Michellin-nr. på kortet. Nå, jeg kunne altså ikke mere, så jeg drejede mod Bonnai. Så pyt med, om man skal på primitiv camping. Det skulle man nu ikke. Det var en pissedyr 4 stjernet Tysker-mobilhome-lejr med 2 restauranter, disco, flere barer, surfersø, vandrutchebane og det hele. Flemming du er kørt flad. Du er på ferie. Du har penge nok - såe luxuslejr. Jeg orkede heller ikke mere. De her små bakker/bjerge er hårdere end man tror. Selvom der ikke er klipper og sådan, går op ad ’Himmelbjerget’ hele dagen.

Aftenen blev eller helt ’festlig, folkelig og fornøjelig’. Oppe ved baren brød helvedet pludselig løs. To mand, med hver sin synthesizer. Utroligt hvad teknik kan gøre nu om dage. De 2 stykker isenkram kunne efterligne James Last og hans 200 mands orkester, så resten af aftenen gik med tyske schlagere og fadøl.

---

Selvom jeg var kommet sent i posen, blev jeg vækket kl. halv 5 af et kæmpe tordenvejr. Det gik over i pis-regn, som først stilnede af ved 9-tiden. Hele lejren sejlede, så der bliver nok lidt ekstra vægt på cyklen idag. Dagens etape gik først til Villersexel og derfra op til Lure. Her kom jeg i tanke om week-enden, -Flemming du skal have lavet nogle penge. Jeg fandt hurtigt en bank, men der lå uheldigvis et spændende konditori med indbygget cafe lige ved siden af. Nu er jeg normalt ikke sådan, men det regnede vist også lidt - Såe. Under kaffen var der tid til, at studere kortet. Der var ingen vej i den retning jeg skulle, så jeg måtte lige 10 km på rød hovedvej og så til venstre. Det måtte man så leve med. Efter 3 kager blev jeg enig med mig selv om, at regnen holdt nok ikke op.

Jeg overlevede hovedvejs-turen, selvom både regnen og lastbilerne kom med sådan en fart,at det omtrent ødelagde frisuren.

Jeg nåede endelig vejen, hvor jeg skulle dreje. Den ødelagde tilgengæld humøret. Her begyndte bjergene altså for alvor. Ikke bare ’Himmelbjerget’ som igår. Nej, idag var det op og ned af 500-600 meter. Godt det regnede, så var der da lidt køling på drengen. Jeg ’kravlede’ op til Giromagny i aller laveste gear. Her var det ellers bestemt, at køre op på Ballon d’Alsace. Et bjerg på 1600m med ’udsigstegn’ på kortet, men jeg havde kørt i skyer den sidste time, - så udsigt? Jeg kørte videre mod Masevaux, hvor der var en campingplads. Det var holdt op med at regne, jeg havde nået kørt 5 timer og 4 min, og der var 22km plus et bjerg til næste plads. Skulle man så ikke sige, at det var den dag. Så kunne man også nappe bjerget, frisk og veludviklet, i morgen.

Lejren blev stillet til tørre og jeg fes ind for at se Masevaux. Her havde de også konditorier, så jeg købte noget lækkert wienerbrød til kaffen. Nu havde han lige den søde tand fremme. Hjem til lejren, kaffen over og Yrk! - Hva Fanden var det? Istedet for at møde chokolade, svesker eller lækker creme, stødte man ind i en fisk, med hoved, skind, finner og ben. Jeg kunne se, der hvor jeg havde taget en bid, at der også var noget inde i fisken. - Prøv noget nyt.

---

Dagens første time gik igen, med kæden på ’panikkranken’, opad, -og det så voldsomt, at jeg begyndte at kigge efter ’Lilla køer’, I ved. Jeg så et skilt, der sagde 18%. Hjemme i rhus ville der være trappetrin i sådan en stigning.

Det vrimlede ellers med cyklister her. Alle de lokale ’sports-idioter’ trænede her på det bjerg. Jeg fik ellers en masse tilråb. Om de hæppede på mig eller de bare kommenterede min, i deres øjne, sindsygt store oppakning, vides ikke.

Da det endelig begyndte at gå nedad, kunne jeg godt se, at jeg havde kørt opad de sidste 2 dage. Her var en udsigt, der lignede låget på et puslespil. Rhin-dalen lever op til navnet. I lidt over en time trillede og bremsede jeg kun.

Jeg var allerede rullet gennem Thann, og var begyndt på selve Route du Vin. Den fulgte jeg til Issenheim. Der blev det spændende. Ham der havde skrevet min Nord-st-Frankrigs-Guide var tydeligvis ikke på cykel. Route du Vin napper en 7-8km af N83, der er blevet til motorvej. En cyklist måtte på 20km’s omvej ude i Rhindalen. Endelig nåede jeg målet, Colmar.

Så skulle jeg bare finde den rigtige campingplads. Det gik nu meget nemt. Jeg kunne huske, den hed noget med Ill. Ind i en kiosk og lure et bykort. Der, camping de L’ill, den prøver jeg. Det var den rigtige, kunne jeg huske fra vores stop på nedturen, men danske cyklister kunne jeg ikke finde. Tøsen på kontoret vidste ikke hvad Ruby rejser var. U e la Ruby? Ingen hjælp.

Jeg tog ind for at lure Colmar af, -jeg forstår godt alle danskere er kørt. Den er lige en tand for touristet og alt er 3 gange så dyrt som i Dole. Jeg skynder mig videre til Altdorf-Tyskland i morgen, det er kun ca. 40km væk. Jeg har bestemt mig til at lade teltet stå - det kan jeg nok betale mig fra og en tur uden bagage. Om aftenen fes jeg ind på en restaurant, og sagde Beuf Bouginione, -Silvus Plat, og pegede på en flaske Riesling. Guf Extreme! I Colmar er der forresten også mange konditorier, så på hjemturen måtte jeg lige have et par lækre kreationer til Cafe Trangia.

Da jeg kom hjem havde jeg fået nye naboer. En tysk familie havde slået et kæmpe villa-telt op lige ved siden af mit. Ikke noget med 3 meters regel her. Ikke nok med det, så holdt Granada’en lige foran min indgang. Jeg stak hovedet ind i deres ’spisestue’ for at høre, om de da ikke lige kunne flytte bilen lidt. Om jeg da ikke kunne vente lidt, de var jo lige ved at spise. Nej, fa...... nej, jeg kan jo ikke komme ind i mit telt. Det var de sådan set lige glade med, - de kiggede bare på hinanden og på mig, rystede på hovedet, og spiste videre. Sådan en fattig-røv, med sådan et lille telt, og så på cykel, skulle da ikke komme og kommandere med ’herre-folket’. Nogle hollændere, der boede til den anden side, rystede på hovedet over den opførsel, jeg blev udsat for. Jeg måtte omtrent kravle under bilen, for at komme ind i mit telt. Det sad jeg og skumlede lidt. Her havde man drømt om kaffe, helt inde fra byen, og havde endda kager med hjem. Så holdt der gu’dø’mig’ en fed prøjsers øse, lige der hvor trangiaen skulle stå. Der blev jeg sgu’ sur! Jeg pakkede trangia’en ud, skramlede godt hele vejen. Hældte sprit i, stillede den ind under Granada’en, og strøg en tændstik. Da kunne Granada-Heinz pludselig få tid, til at flytte bilen. Hollænderne ved siden af, var ved at vælte teltet af grin.

Da jeg senere på aftenen, kom op i baren, var historien nået der op. Ham Danoir’en var blevet kendt. Tyskerne havde sikkert også snakket om, at de nok gik over stregen. Vi kunne da sige pænt ’Gute Morgen’ til hinanden næste dag.

---

Jeg startede dagen med at skifte bremseklodser. De var nærmest forsvundne i bjergene igår. Men min erfaring fra sidste år sagde: ’tag ekstra klodser med, hvis ferien går til bjerge’. Jeg havde 4 hold ekstra med, så der er til en tur op på ’bakken’ igen imorgen.

Idag tog jeg en rigtig hyggetur - ingen bakker, ingen oppakning. Herligt, Havelågen kørte omtrent af sig selv. Turen gik over Rhinen til Tyskland, nærmere betegnet Altdorf. Mijanne & Thomas fra Mc-Scorpions var heldigvis hjemme, så jeg havde da ikke krydset ’åen’ forgæves. Der gik et par minutter, før de kom sig over forskrækkelsen, over at se en af deres gamle venner fra D„nemark holde i indkørslen - på cykel. Men så kunne jeg da teste faderens sidste høst imens - han er vinbonde. Han har skiftet farve siden sidst, nu er det hvidvin, han laver. Go’nok. Efter kaffe og kage gik jeg lige ud, for at fikse cyklen. Mit forhjulsleje var begyndt, at sige som en billig blender. Jeg fandt en halv kugle i lejet - nå, så var det nok derfor. Jeg konsulterede Thomas’s værksted, om han havde en kugle, der kunne bruges. Det havde han ny ikke. Men så fik jeg set Mijanne’s nye Harley og Thomas’s sidste projekt. En Trike (3-hjulet Mc) bygget af en gammel VW, med malerier af Snurre-Snup i den blå-metallic farve eqvipagen havde. Sådan en havde jeg kun set i blade. Her var en, jeg kunne røre ved, nøøj. Thomas så, hvordan kæben hang. Hop op, så kører vi en tur. >>>Zip! og der sad jeg. Helt fedt! Utroligt så meget ’ryk’, der er i sådan en gammel VW motor, når den kun skal flytte 300 kg.

Nå, vi var ved min cykel, der manglede ’helt’ kugleleje. De tilbød straks, at køre mig til Colmar. Nej. Nu fjerner jeg stumperne af den knækkede kugle, og spænder det sammen igen. Det kunne godt gå i nødstilfælde, havde jeg hørt. Og det her var et sådant. Jamen, hvis der skete noget, måtte jeg love at ringe.

Det gjorde der nu ikke, så jeg måtte cykle hele vejen til Colmar. Jeg krydsede Rhinen med en gratis færge. Der er altså noget, der er gratis i 1991. Hjemme på pladsen tog jeg lige en tur rundt, for at se om nogle af de andre var dukket op. Det var ikke tilfældet, men imorgen. Der regner jeg ihvertfald med en fest. Jeg har lige checket finanserne, og har kun brugt det halve. Det lyder som om jeg skal ud at spise sådan ’rigtig’ på fransk.

---

Om formiddagen gik jeg ind til Colmar og osede rundt på touristmaner. Jeg skulle have ringet til Ruby-Rejser, men de franske telefonboxe tager kun kreditkort. De kan købes på posthuset, men sådan et kan jeg ikke finde. Da jeg endelig fandt en box, der tog penge, blev vi afbrudt, da mine ’Gøg & Gokke penge’ slap op. Ind i butik og lave penge. Kontakt til byhøj igen, men nu et nyt problem. Bussen var kørt fra rhus - Ruby ville prøve, at få kontakt. Jeg måtte love, at ringe igen om aftenen, og høre om, de havde fået fat i bussen. Ellers måtte jeg op i morgen tidlig, fange chaufføren, og fortælle, at den fyr de mangler i Dole, sem moir.

Jeg vekslede de sidste checks, men kunne ikke finde på noget, at bruge dem til, andet end mad. Frokosten var en dunk Riesling og Terrine Forestie’re. Se bonne! Nu er klokken 13.30 - jeg er halvfuld, og vil på den sidste cykeltur op i bjergene. ’Og en stemme inden i mig skriger af al sin kraft,-så længe du lever, lev stærkt’. Bare rolig, jeg skal prøve en 3-4 * restaurant i aften, - sidste aften i France.

Jeg fandt en vej, der gik opad. Så kørte jeg opad den i lidt over 2 timer. Grand Hohnack 976m stod der på skiltet, og her var da en meget pæn udsigt. Medens jeg nød en smøg, tænkte jeg på, hvad sådan en 1km op i luften gør ved en cigaret. Rygning får en helt ny dimension. Jeg fandt ud af, at hvis jeg trillede lidt tilbage, kunne jeg komme en helt ny vej hjem. Den gik ned over Orbey og Kaisersberg, -Albert Schwiezers fødestad, -så lærte man det.

Nu sidder jeg i baren hjemme på pladsen og spejder efter danskere, mens jeg nyder en kold bajer. Næste ting i dagens tekst er et bad, og så ud at agere gourmett, - alene lader det til.

Jeg entrede et smart restaurant i nærheden, og lod som om jeg var på hjemmebane. Først Terrine du Chef sur Croudites, så videre til Filet de Chanette aux Agrumes, og tilsidst Tarte de Saison. Det kunne ikke bringe mit pis i kog. Og det var en 3 stjernet restaurant. At det franske køkken skulle være fint, er snobberi - efter min mening ihvertfald. Det når kun det tyske til knæhøjde, for ikke at tale om det italienske. 456Ff. - Pyt, nu har man prøvet det. Det smagte da udemærket, men om jeg vil huske det om et år, vides ikke. Det skulle da lige være anretningen, intet lå forkert. Jeg ledte, forgæves, efter et Friis & Moltke skilt nede i hjørnet. Flot var det. Det var hende den søde tjener da osse, hun fik også rigeligt med ’øjenbryn’ og drikkepenge. Nu sidder jeg på campen og nyder un grande Cafe Noir un Calvados, Silvus Plat!

Jeg har lige ringet hjem til Ruby, men blev afbrudt igen, så jeg må op og fange bussen kl. 7 i morgen tidlig.

---

Sidste dag. Jeg stod op kl.6 for at nå Ruby-bussen. Den var tidlig på den, så jeg så kun lige røven af den. Nu må man håbe chaufførerne har fået besked om, at de mangler en F.Steen i Dole. Bussen kommer først til Colmar og samler op i aften, så der var rigelig tid til at pakke. Min guide sagde, at hvis man var på de her kanter, måtte man ikke fise forbi Equisheim. Skulle man ikke lige rulle en tur der ud?

Equisheim er en meget berømt vinby, så jeg havde regnet med at se en rigtig vinborg, og en vinbonde med ’alpeklat’ og en flte bag øret. Men - lang næse!! Det var dog nogle meget pæne fabrikker.

I Wintcheiheim var det spisetid. Jeg stoppede ved hotellet og kiggede spisekortet. Hva’satan, 3 retter, snegle, filet og ost for 45Ff. Hvorfor var jeg ikke kørt ud af byen noget før? Og så lige mig - det plejer jeg jo at gøre. Nå, jeg var nok træt igår, - bjergkørsel og sån’.

Kl. 16:30 var lejren pakket og hængt på cyklen. Rytteren havde fundet en stol i bistroen, klar til at bruge 7 timer og 400Ff - han skal nok kunne falde i søvn i bussen. Hold kæft, hvor tiden er lang, nu må de andre godt snart dukke op, så vi kan få sagt au revoir på ægte dansk maner. ......Der kom ingen jeg kendte, så nu må jeg hellere selv slutte af med sidste middag i det franske. Middagen blev til Salade Alsacienne Gruyele et Cervelas og Tournedos au Poivre Garni. Til forretten den efterhånden sædvanlige Riesling, til hovedretten en Reserve des Capelains Prestige Cotes du Rh"ne Villages 1988, fin farve, fin bouguet, men ingen gardiner. Så sluttede pungen med franske penge.

Jeg trillede op for at vente på bussen. Der sad en bunke mennesker, der alle talte dansk. Jeg kendte bare ikke nogle af dem. Dem, som steg af her i Colmar på vejen ned, skulle åbenbart ikke hjem endnu.

Her kommer jeg til at tænke på sidste års bustur. Den kørte hele vejen med de samme mennesker. Ikke noget med at smide halvdelen af de folk man var lige ved at kende, over i en bus til Tjekkoslovakiet, og så fylde en flok sjællændere ind på de tomme pladser. Jeg kan da godt se økonomien i det, men på grækenlands-turen fik jeg 40 nye venner. Det manglede i år. Men alt i alt en god lille tur.

Jeg fik da noget & æde, noget & drik’ og cyklet en fransk tur på 576km. Så, jeg springer nok på bussen næste år igen.

Flemming