Kolo, voda, pivo, zmrslina

De læsere, der eventuel glæder sig til en spændende spionagero-man, der hen ad vejen vil afsløre kodeordene kolo, voda, pivo zmrslina vil blive skuffet. Disse kodeord er nemlig ikke andet end de fire vigtigste tjekkiske gloser til en  cykeltur i Sumava.

Sumava er tjekkernes ord for Bøhmerwald.  Og de ovennævnte ord heder på dansk i den givne - og for en cyklist prioriteret - række-følge: cykel, vand, øl, spiseis. Måske vil enkelte cyklister mene, at is er vigtigere end øl - men disse fire ord er i hvert fald nyttige at lære, hvis man vil cykle i tjekkernes land.

Deres sprog er vanskelig for vesteuropæiske tunger og ører (og det ligner bare ikke noget af det, vi kender). Men det er sjovt at prøve, ikke mindst fordi tjekkerne bliver så glæde, hvis man prøver.

Tjekkiet er i hvert fald mindst en rejse værd (den kvike læser kan her læse mellem linierne, at det bestemt ikke var sidste gang, jeg har været der!) og især Bøhmerwald kan anbefales alle, der elsker natur og bakker.

 

Fra vores tid i Klondyke

Ifølge kortet skulle campingpladsen ligge til højre, lige inden byen. Ingen skilte. Nu er vi næsten kommet ud af byen igen, vi må hellere spørge hos købmanden.

Også her i Horni Vltava kan man købe alt hos købmanden: i vinduet står bl.a. en dukkeseng i træ. Butikken har en meget speciel indretning. 

I midten af rummet er der et langt bord med pæne duge på: det ligner nærmest en festtaffel. På bordet ligger forskellige varer, altsammen noget, der ikke skal ligge på køl. Langs tre af butik-kens vægge (den fjerde side er udstillingsvinduet) er der reoler med masser af hylder, propfyldt med pasta, kaffe, kiks, juice, dåser osv. osv. Foran reolet befinder sig en trelænget disk med frugt og grønt på køl på siden nærmest døren, glasopsæt til kødvarer og ost på den lange mitterdel og et opsæt mere på den sidste længde.

Bag disken regerer købmanden, løber frem og tilbage efter de varer, kunderne beder om. Der er en pæn kø. Jeg sniger mig hen fra den anden side og prøver at bryde ind. Købmanden taler ud-mærket tysk: 200 m ned ad vejen og til højre ned ved Moldau, siger han og peger i den retning, vi kom fra.

Og pludselig er der flere skilte! Men skiltene er kun på denne side. Kommer man fra den anden side, som kun ligger få km fra den tyske grænse, er der virkelig ingen skilte (vi har set efter en gang til). Nå ja, der kom jo heller ikke nogen fra den side for nogel få år tilbage. Og så hurtigt følger man ikke med tiden her i Horni Vltavice.

Endelig har vi fundet Klondyke. Campingpladsen ligner nemlig et klondyke: Moldau på den ene side, så adgangsvejen, en lang, ca 50 m bred græsstribe på den anden side og bagved en skov af meget høje og slanke graner. Langs skovkanten en række blok-hytter som perler på en snor. Den mitterste hytte er større end de andre. Her kan guldvaskerne så komme op med det guld de har vasket ud af Moldau i løbet af dagen og handle...

Campingmutter bor i den store hytte. Hun forstår næsten ikke udenlandsk, men det ender alligevel med at vi få udleveret tre nøgler til toiletbygningen og selv må vælge en plads. Vi gør som de fleste, lægger os i udkanten af græsarealet, fordi det er relativt tør her.

Campingmutters kontor er samtidig en lille butik, hvor vi kan for-syne os med teltrejsningspivo'er. Mens vi nyder disse, kan vi følge med i, hvordan der bliver lagt sidste hånd på campingmut-ters tag (det tog ikke ret lang tid, de var da næsten lige begyndt med at lægge bølgeblik op, da vi kom). Nu kan campingmutter altså sove på første sal igen - med tag over hovedet. 

Nøglesystemet er noget af det mest irrationelle, jeg længe har oplevet. Der er 10 toiletter med hver sin hængelås. En nøgle pas-ser kun til et af låsene. Vi har fået tre nøgler til samme dør. Men vi er ikke de eneste, der har nøgle til vores dør: det forekommer helt absurt, da jeg om aftenen står i kø foran vores toilet sammen med mindst 20 belgiske spejdere - som altså har fået tildelt "vo-res" toilet - mens alle andre 9 toiletter er ledige! Heldigvis rejser spejderne efter en overnatning.

Jeg kan da godt forstå, at toiletterne er låste, fordi pladsener meget åben, men hvad med et system, hvor alle nøgler passer til alle døre? ...

Der er en anden pudsighed her i Klondyke, hvad det praktiske angår.

Per kommer tilbage fra bruserummet og siger: her kan vi ikke få varm bad, grebet til det varme vand er skruet af. Lidt senere kom-mer han med et nyt budskab: Nu er der varmt vand, det er lige blevet lavet. En englænder står der og synger under bruseren. Per skynder sig op med håndklæde og sæbe for at få noget varmt vand, inden englænderen har brugt det hele!

Det tager lidt tid, inden vi gennemskuer, hvad det hele drejer sig om: der kommer flere mennesker forbi med håndklæder i den ene hånd og et greb til armaturen i den anden. Systemet er følgende: skal man have varmt bad, går man op til campingmutter og be-taler 15 penge. Så få man udleveret et greb, som man afleverer efter endt brug.

Dagen efter bader vi flere med et greb: en ung mand passer bik-sen for campingmutter (vi udnytter ikke hans tilbud, han siger nemlig: I'll do anything for money). Da Per efter endt bad går op med grebet og vil "købe" et greb til damerne, griner den unge mand nærmest: it's the same! Nå ja, så bader vi da allesam-men for 15 penge!

Børnene er nu ligeglade med badesystemet. De bader i Moldau, selvom den er temmelig kold. Det er ellers "Tepla Vltava", den "Varme Moldau". Den "Kolde Moldau" (den må jo være iskold!) udspringer lidt længre vestpå og så flyder de sammen senere.
 

 

Ovenstående er oplevet i sommere 1996
Sabine Schostag