Oplevet af Flemming Steen.

Årets ferie skulle planlægges, blev jeg fanget af en omtale i Ruby Rejser's katalog, om noget de kaldte brandmands ture. Det var en tur, hvor man overnattede privat hos familier fra det Tjekkiske Brandværn. Jeg bestemte mig for deres længste tur øst om Prag, det skulle da være til at nå på en uge, når man ikke skullehele 'lejren' bagpå. Det var optakten til årets historie med titlen:
 
 

Mit liv som brandmand.

Afgangen blev 1 time forsinket, da et hold fra Aalborg ikke havde læst brevet med den nye fremrykkede afgang. Så de lod 40 mand sidde og vente, mens de gik strøgtur. Chauføren, der skulle styre turen var Frank, der kørte mig til Grækenland for 2 år siden. Så det skal nok gå, så er det bare, man sidder og tænker:"Er man nu i gode hænder, eller i dårligt selskab"i bussen var meget bedre end sidste år.

Da vi nåede Tjekkoland, blev vi smidt af i en national park 50 km nord for Prag. Det var helt sørgeligt at forlade sine nye venner, men det måtte jo gøres, de var campister og jeg var brandmand.

Første brandmand var i byen Jicin, kun 20 km væk, og det er jo ingen dagsmarch for en frisk fyr. Turen blev kørt med bløde buer, så dagsmarchen sneg sig op på ialt 63 km, med 3 borge og andre seværdigheder indlagt.
 
 

Vel ankommet til Jicin begyndte panikken. Det var en temmelig stor by, og jeg kunne ikke finde noget der bare mindede om et gadenavn lydende Machova. Bare spørg om hjælp, stod der i Ruby's brandmandsbrochure, såe måske.

Ind på en snusket bodega og bestille turens første bajer. Da servitricen kom med den, fandt jeg mit skole engelsk/tysk, kortet og adressen frem. Hun kunne nu kun tjekkisk, men fattede åbenbart, hvad det drejede sig om. Hun råbte et eller andet til sin kollega, hentede en cykel, pegede på sig selv og på mig og ud til højre. Og så kørte hun. Snart efter stod vi ved en gade, der hed det rigtige. Jeg var reddet. Som tak fandt jeg en seddel frem, pegede på hende og sagde bajer, men det ville hun overhovedet ikke høre tale om. Inden jeg fik fundet alt det udenlandske frem, vinkede hun og var væk. Så oplevede jeg en utrolig uorden.

Jeg var godt nok advaret om, at husnumrene var smidt på med en skovl, og det var sgu sandt. Jeg trillede ned ad vejen, spejdende efter nummer 342. Gudskelov, man er post hjemme i Danmark. Her er nummerorden et ukendt begreb, et hus havde nr. 245 det næste nr. 53 og videre i den dur. Jeg nåede næsten ud på landet, uden at finde et nummer, jeg kunne bruge. Er det det rigtige nummer, du leder efter? Frem med papirerne, jo 342. Tilbage igen. Da blev jeg anråbt af en tøs på en 12-13 år. Jeg kunne kun lige fange "Danmark" og "Ruby", så jeg nikkede og fulgte efter.

Vi nåede hen til huset, kom moderen og søsteren, og sagde goddag. Jeg spændte en cykeltaske af og inden den nåede jorden, var den ene af pigerne på vej op af trappen med den. Jeg sagde, at det skulle jeg da nok selv, men da var alt båret ind, selv cyklen, som Mutter bar ind i entreen. Jeg fik forevist værelset, toilet og bad af faderen i huset. Dernæst spurgte han, limonade / Pivo? Hov, det betød da øl i Jugoslavien, så jeg svarede pivo. Så delte fatter og mig 2 bajere, mens mor lavede et karbad til cyklisten. Et karbad! Sådan et havde jeg ikke prøvet i en 20 år, så det nød jeg. Mens jeg lå i karret og gassede mig, bankede Mutter på døren og spurgte, om jeg kunne tænke mig en kop te eller kaffe. Jeg troede, det var næste dags morgenmad vi snakkede om. Det var det ikke. Da jeg kom ud af badet, fik jeg serveret kaffe og pandekager med is. Sådan en service har jeg sgu ikke oplevet før, og så skal jeg kun slippe 5 Dm. for det hele.
 
 

 

Rejsebøger sagde, at det tjekkiske morgenbord var overdådigt. Det var rigtigt. Jeg plejer at spise efter devisen: Spis alt, det er samme pris, hvadenten du rydder bordet eller levner. Men her måtte jeg give op. Et tip til tjekkofarere: Tag en madkasse eller en rulle stanniol med, og lav frokosten ved morgenbordet.

Så gik turen mod Horiée, men jeg tog lige 10 km i den modsatte retning, for at se nationalparken Prachoviske Skaly først. De 10 km gik omtrent lodret op i luften.

Endelig nåede man et skilt med navnet Prachoviske Skaly på. Der var også et skur med en dame, der ville have 12 Kvs. for at slippe mig forbi. "Cyklen må du stille her", sagde hun, "og så skal du bruge et kort, det koster 20 penge". Skulle det virkeligt være nødvendigt! Nå, skik følge eller land fly. Jeg valgte rød rute, det var den korteste og nemmeste. Godt, jeg valgte den og ikke en sværere. Ruten var omtrent hugget ind i en klippevæg. At jeg skulle stille cyklen, forstod jeg nu. Hun kunne nu også godt have bedt mig stille skuldertasken. Både hænder og fødder skulle bruges, men holdkæft, hvor et stykke natur. Trods mit nyindkøbte kort i 1:10000 (1cm = 100m) lykkedes det mig at fare vild en 3-4 gange. Mit skoletysk og en masse tjekko'er hjalp mig ud. Så jeg er, trods alt, på gaden igen.

Jeg trykkede Horicée ind på automatpiloten og strøg ned af bjerget igen, men allerede efter 5 km blev jeg træt af Skoda osen på landevejen, og fandt ud på landet. Hvad fanden er det, der siger sådan? Smadrer de også glas ved landsbyfester her nede eller har de hældt et andet tjekkisk 'discount' asfalt ud? Det lød som om man kørte i knaldhætter. Da jeg ikke kunne styre min nysgerrighed mere, standsede jeg. Naaaj! Detsmå sorte biller, der forsøgte at krydse vejen. Hvormange liv jeg har på samvittigheden, vides ikke, men bliver jeg en dag angrebet af en flok lokale insekter, kan jeg kun sige: Ok, bare æd løs, jeg fortjener det.

Om det var den tjekkiske skiltning eller mig, der tænkte i andre baner, er uvist. Men min tur på landet bragte mig 10 km forbi Horicée, så'e hovedvejen tilbage. Igår lagde jeg, under min jagt på dagens adresse, mærke, et bykort på byens torv. Har de ikke et torv her? Jo, men bykortet og 5 forbipasserende kunne ikke hjælpe med adressen på brandmand 2, så jeg måtte ind et sted og købe en kold. Først på 5 værtshus fik jeg hjælp, troede jeg. Jeg blev godt nok ledt til det rigtige, men nr. 92 var ikke indeholdt i den gade. Ved nr.6 fik jeg at vide, at min gade var delt op i 3, spredt rundt i byen. Forklaringen fangede jeg ikke, men blev udstyret med en tegning på en serviet,bragte mig frem til målet, halvfuld men i god behold.

Ved brandmand 1 følte man sig virkelig velkommen. Nr.2 havde det en lidt anden lyd. Allerede ude i haven sagde konen: "Rauchen verboten". Så var tonen jo ligesom slået an. Og sengen skulle man selv rede. Nå pyt, hun slæbte rundt på en baby, som åbenbart slugte alt hendes energi.

Da klokken var blevet 17, sad jeg og dinglede pivoer i skyggen på byens torv, inden jeg skulle finde etsted at nyde aftensmaden. Der var også tid tiltælle penge. Jeg vekslede en 50$'s rejsecheck til Dm i "Otto Duborg", og da vi kom til tjekkoland vekslede 100 Dm til i Kovacs. Jeg er sikkert blevet snydtgange, men har alligevel, efter 2 dage i, over halvdelen endnu. Dette land er sgu næsten billigere, end man havde fået fortalt, selvom det også er lidt af en "banan republik".

Uhereshe'veprá áve zebirke spagety stod der på menukortet, det lignede nu ellers ganske almindelig spaggetti med kødsovs. Jeg ville lige rode spaghetti og kødsovs sammen. Uhh! Der var der nær sket en ulykke. Det hele var i et stykke, dvs. sovsen dækkede en kotelet, bare var lagt oven på spaghettien, den havde nær forladt bordet, inden jeg opdagede det. Jeg sluttede af med en tyrkisk kaffe, for at mindes min tid i Istanbul.bragte nu ingen minder frem. Det var garanteret barekop maskin kaffe med en skefuld grums, i for at virke lidt eksotisk.

Hjemme igen. Brandmand 2 familien kunne vist ikke andet end tjekkisk. Det kan også undskylde lidt af. Ihvertfald hentede de naboens søn, som på tysk spurgte: "Van Ich früstück haben vollen?" Han medbragte forresten en slædehund med gibsben. Den forstod godt dansk, så vi delte en 'tur kiks' og 3 mere til de andre ben.
 
 

Efter en god nats søvn røg jeg lige en smøg,i vindueskarmen. Da jeg vendte mig om, var morgenmaden blevet serveret uden et ord. Nå, jeg råbte 'Go Morn' efter skridtene, der forsvandt ude i gangen.

Cyklen blev blev pumpet og læsset, uden jeg så et øje. Skulle jeg bare smide en 5 Dm på morgenbordet og stikke af? Nej, dæleme....... Jeg bankede på ud til deres køkken, ogen 5 DM i god ro og orden jeg roste vistå morgenmaden. Så blev der alligevel sagt farvel medåndtryk og det hele. Dagens tur var feriens længste, 80 km + det løse.kunne nu ikke imponere en gammel Tour Bisse, men ok de bakker her bliver da vist aldrig en nydelse.

Eftertimer, inkl. røg og mad, nåede jeg målet Uhl. Janovice.på torvet fik jeg hold i 3 gamle koner. "Hej, jeg ervild, kender I denne gade?" Det gjorde de nu ikke,"men det er vist der ude af." Alle 3 pegede i samme, så den købte jeg. Ude i den del af byen fandt 2 koner og en trillebør med porer, som jeg spurgte."Stig af cyklen og følg os," sagde de, og jeg blev fulgt til døren. Til historien hører, at alle mine spørgsmål foregik på dansk, viftende en lap papir med.

Miroslav, som brandmand 3 hedder er helt god til tysk, nok bedre end mig, så snakken går. Noget af det første han sagde: "Vollen Sie wasser oder ein bier?" "Jeden pivo, de'kuji," måtte jeg lige imponeremed. Han spurgte også hvornår jeg ville have 'abendessen', men jeg forklarede ham, at jeg kun havde 1 dag i.Janovice, så jeg måtte ud og se på byen.

Jeg fandt ind på den lokale hostinec. En hostinecen små snusket restaurant/bodega, fyldt medøldrikkende mænd i kedeldragter, men maden er omtrent. Efter Gullash og 3 pivo'er kunne man pludseligærke dagens kilometer, så jeg trallede hjemad, selv om klokken kun var 19, for selv den værste blir for gammel. Uhuue!!
 
 

Morgenmaden i Uhl.Janovice bestod kun af brød, røræg og marmelade. Men et stort plus var kaffe. Brandmand 4 boede i Oles'ka, kun 23 km væk, så der var jeg allerede kl.10:30.

Jeg spurgte en, hvor vejen lå. Lige der ovre, hun kendte godt. Lejnarova', "men hun er på arbejde til ved 4 tiden. Så brugte jeg en cola's tid på at finde ud af, om jeg skulle køre til Prag, kun 40 km væk, eller vælge en tur til den nærmeste storby Kolin'. "Flemming du skal skrivepostkort, og er ikke begyndt endnu." Så Kolin' blev valgt.

Pludselig standsede en Skoda ud for mig. Det var værtinden, som var blevet ringet op på sit arbejde af damen fra før. "Follow this car," sagde hun og satte'en i gear. Straks efter var jeg installeret med nøgle til huset, og fru. Lejnarova' på vej tilbage til arbejdet.

Af med taskerne og afsted mod Kolin'. Undervejs jeg omtrent vædret af en Skoda, der kom fra en sidevej med en fart, jeg ikke troede var mulig. Nå, den og Tjekko'en fik et udvalg af mindre pæne danske ord med på vejen. Turen gik videre, åbenbart på en højslette. Når kortet viste, at nu kom der snart en by, skulle man gerne et par 100m ned, over en å, og op af et bjerg igen.

Her er en ADVARSEL på sin plads.år man sådan kommer hylende ned mod en by, og kaster sig gennem hårnåle sving med en 40 50 km/t. og rigtigt føler fartens beruselse, kommer man gerne tilbage til midt i sidste hårnål. Asfalten bliver til brosten i alle byer, det kan nok vække en. Var man 'frisk fyr agtig' nok til at komme susende med en smøg i munden, gik den altid tabt lige efter byskiltet. Byen Kolin' lignede på afstand Gjellerup planen, midt i lå en masse osende fabrikker, og aller inderst lækker gammel by med bindingsværk og det hele. Der var også en flod med en masse sluser. Det var ret interessant at følge en flodpram på vej ned af trapperne.

Jeg dinglede ind til en boghandler for at købe mine 21 postkort, men han havde kun 3 forskellige. Nå, dem købte, og fandt en anden. Han havde kun de samme 3 kort. 5 boghandlere gav jeg op, og købte 6 af hver. Man måtte lige planlægge posten, så dem derhjemme, der snakkede sammen, ikke fik samme kort.

På hjemturen gjorde jeg holdt på byens Benovice's. Der fandt jeg ud af, at tjekkerne også laver mørkt øl. Herligt, men jeg kom jo egentlig for en frokost. Den kunne de ikke klare, så der var en undskyldning for at stoppe ved næste hostinec.Her havde de minsandten også mørkt øl.

Hjemme i badet. Jeg slukkede bruseren, men det lød som, vandet rendte endnu. Jeg kom til at se ud af. Det tæskede ned i lårtykke stråler. I kan vel godt forstå, at en dansk dreng, der grundet hedebølgen, ikke havde set regn i 2 måneder, hoppede i cykelbukserneog fes ud i regnen, mens en tjekkisk familie pressede næserne flade mod køkkenvinduet. Jeg prøvede at forklare dem min opførsel bagefter, men ved ikke, om det lykkedes helt.

Idag skal jeg et smut til Prag. Fru Lernarova kan ikke forstå, jeg ikke tager bussen derind, men den kører først om 3 timer, og på 3 timer kan jeg vel sagtens spole en 40 km af, jeg er jo på cykelferie, ikk!

Nå, er det så Prag. Jeg mangler godt nok en 5 km til centrum, men inden min gennemsnitshastighed er ødelagt af alle de røde lys her, er der tid til computer aflæsning. 35 km med 24,8 i snit, det er sgu helt godt af en råryger, som mig. Bussen, som værtinden syntes jeg skulle tage, kører først fra Oleska om 1 time. Så der var fin tid til at hænge kameraet om på og gi' den i Prag på rigtig touristmaner.

Nu er jeg nået helt ind til centrum. Hele bymidtenfyldt med plattenslagere på jagt efter turister. Dem er der også nok af. Luften summede af danske gloser, så man måtte nok styre sine udbrud ekstra godt, for ikke at blive afsløret. Ude på Karlsbroen var der alle slags gøglere, lige fra en slangetæmmer, over en mand, der slog søm ind i ører og næse, til en portrætør, som fik fornøjelsen med. Her i Prag fandt jeg også et pizzaria, hvor jegåtte fylde tanken inden de 40 km hjem. Hvor var det lækkert, at få varm mad uden kogt franskbrød.

Jeg var så imponeret af Prag, at jeg glemte at om huller i vejen på vej derind, men nu har jeg dem på turen ud igen. Om det er varmen eller vægten på de 'Prag'ske kloakriste, der har skylden,ikke. Alle riste er sunket en 30 cm ned, og har taget asfalten med. Huller med bløde kanter, der er svære at få øje på. Når farten er bare 20 km/t, de absolut ikke bløde. Heldigvis havde jeg kun styrtaske på, men den fik jeg også i panden utallige gange. Hvordan en fuld oppakning ville opføre sig, tør jeg slet ikke tænke på.

Nu sidder jeg på Hostinec'n i et by med navnet N. Cer. Lezy, det er sgu da flot, hvad end det så betyder. Her vil jeg have 'noet å ææe å noet å drik' og så trille 4 km ned ad bakke hjem. På Hostinec'en så jeg en flot reklame. En motorcyklist kommer til et kryds med rødt lys, bremser op, holder stille,vælter. Det var en reklame for sidevogne. Nu vi er ved at se TV. TV avisen er modificeret for døve. Nede i hjørnet sidder en lille skaldet mand, og fægter med armeb og en. Festligt indslag.

Efter regningen kommer jeg til tænke på, at det er utroligt, hvad 36 km kan gøre ved priserne. Herude fik jeg en kotelet, på størrelse med et lokkumsbrædt, og 4 halvliters pivoer, for hvad en pizza og en cola kostede i Prag.

Da jeg havde trillet en 100m ned af bakken, sagde det 'blink' og 'bum', og turen hjem måtte foregå i pisseregnvejr. Min værtsfamilie var åbenbart bekymrede for mig, for de sad på havestole i garagen og ventede.
 
 

Idag prøvede jeg et tjekkisk bonde søndagsbord, enæmpe æggekage. Hele familien nærmest kastede sig over, med et noget uhæmmet brug af ketchup. Det var da såmænd meget hyggeligt, men søndag morgen kl.8 er da med rundstykker og et par vamle snegle. Pyt, næste søndag sidder du hjemme, under ordnede forhold

Turen idag går syd om Prag til Beroun, hvor den næste brandmand bor. Vejret ser lidt gråt ud, så regntøjet ligger øverst, selvom der kan da ikke være mere vand i den himmel, sådan som det har tæsket ned de sidste 12 timer. Turen foregår mærkeligt nok i tørvejr,vejene er våde hele vejen. Den lokale Voldborg er med mig idag.

 

 

I Rizany drejer jeg til højre, og efter 15 km i den retning kørte jeg ind i en pæn skov. Det begyndte at gå nedad. De næste 20 min. skulle jeg kun styre og bremse.kørte jeg over en stor flod, bagude kunne jeg se bjerget jeg var rullet ned fra. Men en erfaren cyklist har lært, at ruller man ned, skal man garanteret op igen. Og der ovre lå et endnu større bjerg, lige i min retning . Han tog sig en smøg på broen, og studerede kortet. Hov, floden går lige gennem Beroun. Og er der en vej langs den? Veje der følger noget flydende,sjældent de store stigninger. Jo, den var godt nok10-15 km. længere, men så slap jeg da for bjerget, og at få prøvet, at køre ned uden at skulle op igen. Jeg blev klogere. På kortet så det ud som om vejen gik lige ved floden. Det gjorde den da også. Den var hængt opå en bjergvæg med nogle vilde stigninger af og til, så jeg fik prøvet 'panik-kranken' flere gange. Men en dejlig tur.

Lettere 'smadret' nåede jeg til Beroun, hvor jeg skulle bo de sidste 2 dage. Og her begyndte panikken først. De første 3 jeg spurgte om vej, anede ikke i hvad retning Svermova lå. Som den 4'rd spurgte jeg et ungt par, som fulgte mig lige til døren midt i en Gjellerup-agtig bebyggelse. Døren var låst og der var ingen klokke, og ej heller brandmandens navn. Jeg ventede til der kom en, derind, fandt min navneliste frem og spurgte om der boede sådan en her. Jo, på 3'rd. Jeg fes op og bankede på, - ingen hjemme. Nu har jeg ventet 2 timer. En dame i stuen har, via tolk i opgangen ved siden af, fortalt at min brandfamilie vist er på week-end. Nå, jeg venter til klokken 5, så sætter jeg himmel og jord i bevægelse. Klokken er nu over 5. Ingen værtinde.

Jeg sidder på et hotel og ringer hele verden rundt. Ruby-rejser, der hjemme gør det samme. De kunne heller ikke få fat i familien, Jens Ove fra Ruby syntes, jeg skulle gå ud at spise, og så prøve igen senere. Brandmands familierne havde ikke lovet holde sig hjemme før sidst på eftermiddagen. Er kl.17 ikke sidst på eftermiddagen?!! Nå, ingen grund til panik,har røven fuld.......

Klokken 19 var der endnu ingen brandmand hjemme, så jeg mente, det var ved tiden at finde på noget andet. Jens Ove mente, at de havde værelser i en barak på, hvor vi bliver samlet op på tirsdag. Men de ikke havde et ledigt værelse, måtte jeg fik jeg lov til at spendere et hotel. De havde nu et værelse, ærgeligt nok. Pyt, det kostede kun 6 bajere. Campingfatter spurgte, hvorlænge jeg ville have værelset, og jeg forklarede, med besvær, at hvis brandmanden var hjemme imorgen, så 1 dag ellers 2. Nå, det endte med, at jeg købte 1 dag foreløbig, så måtte jeg håbe på, at pladsen ikke fik et stort rykind i morgen.
 
 

Idag pisregner det, så jeg er med tog til Prag. Spørgsmålet om hvor jeg skal bo henne, har jeg udskudt til jeg kommer til Beroun igen. Togbilletten kostede 2 penge for 45 min. kørsel. Det kunne DSB lære lidt af.

Vel ankommet til Prag, kom jeg i tanke om, at jeg har brugt 2 timer af mandagen uden morgenmad. På gården Schircom fik jeg en sjov grønsags kartoffel-pandekage og en kop Kava Tureska. Mens jeg nød den, blevoverfaldet af nogle Tjekkiske Hari-Chris-Na'er. De kunne frelse mig på utallige måder, men jeg skulle ikke frelses idag, - jeg skulle være turist i Prag.

Jeg havde Prag, stort set, for mig selv. Det pisregnede, så alle turister var flygtet indendørs. Jeg havde regnsættet med, det kunne jeg sikkert have lavet en formue på, men nu skulle jeg jo selv bruge det. Jeg havde lovet, at købe noget til familien, og var blevet udstyret med ønskesedler. Jeg kunne nu ikke finde noget, jeg ville være bekendt at komme hjem med. Alt man kan købe her er noget juks. Den eneste vare af rimelig kvalitet jeg er stødt på her nede, er deres øl. Og det kan jeg da ikke købe med hjem til min gamle mor.

Spisetiden nærmede sig, og jeg ville spise fint. Over Karlsbroen og inde i en hyggelig gård, lå derlistigt sted med smoking klædte tjenere. Efter at tjeneren havde taget min regnfrakke og trukket en stol ud, nød jeg en fløde lædde'ret mørbrad og sluttede Kava Turisca og Crepes Susette'. Godt nok, så jeg lovede at komme igen næste gang, jeg var i byen.

Togturen hjem var bedre end en tur i tivoli's ruchebane. Tog-føreren prøvede vist at slå alle rekorder, så passagererne nærmest tumlede rundt i mellem sæderne. Godt rygning var forbudt, ellers havde jeg fået stukket smøgen i øjet eller øret, eller helt 3 sted.

Omsider fast grund under fødderne i Beroun igen. Både min cykel og bagagen var der endnu. Op til Hotel Livana og til 'brandmanden, der blev væk'. Stadig ingen. Så havde jeg lovet Jens Ove fra Ruby at ringe, så de kunne nå at flytte rundt på dem, der skulle bo i Beroun de næste 2 dage. Endnu engang ud til campingpladsen og klage min nød, - jo, de fandt et værelse til mig igen.

Om aftenen dinglede jeg rundt i Beroun, og gled ind på en restaurant for aftensmaden. Den var fyldt med nogle utroligt irriterende unger. Jeg gav mig ikke til kende, men på et tidspunkt blev jeg nød til at tage fat i den mest larmende unge og fortælle ham, at hvis han var min søn, ville han blive glemt hernede. Han rendte over til mor og sladrede, og jeg blev mødtet hav af vrede blikke. Jeg flygtede til den lokale, så snart jeg var færdig. På den lokale 'bæverding' sad en flok kedeldragter helt tavse, og så noget der lignede en børnefilm på TV. Jeg fattede ikke en skid, så efter kun 1 pivo tog jeg hjem. Da jeg kom hjem på campingpladsen, kunne jeg høre guitar og sang. Jeg gik efter lyden og fandt en græsplæne fuld af unge øl-drikkende mennesker. "Sid ned og ta' en øl", og snakken gik. Senere hentede jeg en pose pivo'er til selskabet.det nu var min sidste aften i Tjekko land, måtte jeg godt drikke mig 'rå-fuld'.
 
 

Sidste dag i Tjekko land. Da jeg skulle være ude af værelset kl.10, og da bussen først ville hente mig kl.20, havde jeg 10 timer af slå ihjel, - i regnvejr. Jeg sprang på toget til Prag igen. Så kunne jeg måske finde noget 'blik' til familien. Det lykkedes, indrammede sommerfugleSøs, og noget til mor, der både blinkede og raslede.

Da jeg returnerede til Beroun var bussen kommet, og ved at læsse. Turen hjem gik, som sædvanligt, med en masse gode løgne historier om, hvad vi hver især havde lavet i Tjekkoslovakiet. Så skulle man endelig hjem og sidde i sofaen, under ordnede forhold, igen.

Brandmands Ture og landet kan varmt anbefales. Det er en ren luksus at være på cykelferie næsten uden bagage. Og jeg nåede ikke engang at bruge halvdelen af mine Gøg & Gokke penge, så jeg er nok at finde i Tjekkoslovakiet,en pivo i hånden, en anden god gang. Flemming Steen.......