| | |
Aarhus afdelingTuroplevelser |
Oplevet af Flemming Steen: Skotland . Egentlig havde jeg drømt om at årets ferietur skulle gå til Irland. Jeg bladrede DFDS-kataloget, og blev enig med mig selv om, at om man cyklede rundt i Irland eller i Mols-bjerge, kunne da vist komme ud på et. Næe, Skotland så da meget bedre ud. Der var da både rigtige bjerge og søer med uhyrer i, og så gjorde de også i whisky. Inspireret af sidste års fede fællestur til Tyskland, lavede jeg et opslag til tavlen i DCF-butikken. "Find din ternede nederdel frem, for i år skal vi til Skotland". Den solgte nu ingen billetter. Undskyldningerne lød: -det regner altid derovre, -færgen er for dyr o.s.v. Efter 4 måneder på tavlen havde der endnu ikke havde meldt sig nogle deltagere, så jeg var omtrent ved at regne med en tur alene. Dagen før jeg skulle købe færgebilletten ringede telefonen. "Hej, det er Peter fra Nordjylland, jeg er lige kommet til penge, - kan man nå at komme med Århus-folkene til Skotland?" Ja ja, jeg ville købe færgen imorgen, men Århus-folkene består kun af mig. Det kunne ikke skræmme ham væk, så jeg købte 2 billetter til Esbjerg-Newcastle færgen. Vi aftalte at mødes på Esbjerg banegård midt i juli måned. Søs var mødt op for at sende mig afsted. Vi var 6 cykler, der skulle med toget, så ingen problemer. En af cyklisterne virkede bekendt og jeg spurgte: "Kender vi ikke hinanden?" Jo, vi har da "tyret" en flaske gammel dansk ved DCF-landsmødet i Horsens. Det var Bjarne fra Esbjerg-afd på vej hjem fra en Fyn-Jyllands tur, så cykelsnakken gik hele vejen til Esbjerg. Toget ramte Esbjerg, vi sagde farvel og baksede cyklerne ud. Ude på perronen sad Peter. Da da, så skulle vi bare have brændt de 4 timer af, der var til færgen gik. Den første gik med en strøgtur. Vi kører sgu ud og besøger Ea og Bjarne (en anden), nogle gamle Århus-folk, der var blevet eksporteret til Esbjerg. "Dav, vi kom lige forbi, giver I kaffe". Ea var nu ikke hjemme, men ind kom vi. Efter snak, kaffe, madder og øko-bajer, var det tid til at køre ned til færgen. Vi kom til at holde i kø bag 2 flotte, godt læssede Nimbusser med sidevogne. Det var en familie, far, mor og 3 unger på vej på ferie. Dem faldt vi hurtigt i snak med. Jeg var imponeret over, at de turde tage til udlandet på 2 stk. 40 år gamle motorcykler, som de garanteret ikke kunne få reservedele til i England. Og de var imponerede over, at vi stod her og påstod, at vi skulle på cykeltur i Skotland. "Hvorlangt har I tænkt jer og cykle?" Jeg skal i hvert fald op til Loch Ness og finde det her uhyre, svarede jeg. Endelig blev vi stuvet på færgen og vi sidder nu i Columbus Club og venter på baren skal åbne. Imens indvier Peter mig i sine planer for turen. Den vej op til Inverness, videre op til Orkneyøerne, den vej ned og så en færge til de ydre Hebrider, derfra en færge til Isle of Skye og den vej over til NewCastle. Endelig klappede jalousilågen til baren op og vi købte fluks en Guiness. Det fortsatte resten at dagen, kun afbrudt af en dejlig Minnestrone-suppe. Aftenen sluttede med en kop god Glenlivet-whisky og et utroligt dårligt Bulgarsk danseorkester. Efter en god nats søvn entrede vi det store tag-selv morgenbord. Det svarede helt til forventningerne, så efter et par rundstykker, bacon & egg, kastede vi os ud i en større undersøgelse af Nordsøens forskellige morgenbasser. Efter morgenmaden besøgte vi den toldfrie for at købe en flaske Glenlivet, så vi havde en god reference-whisky til at sammenligne med, når vi smagte nye mærker. Det ville vi nok komme til. I "Turen går til Skotland" var der en hel side med adresser på Whiskydestillerier, man kunne besøge. Af færgen og tværs gennem Newcastle, bare sådan - utroligt nemt. Her kunne de trafikplanlæggere lære noget. I virkeligheden var byen nok bare umoderne - ingen omfartsveje og den slags. Overskueligt for cyklister. Udenfor byen stødte vi på Hadrians Wall. Det lokale svar på den kinesiske mur. Det fortsætter tværs over landet til vestkysten. Jeg havde hørt om dette storslåede bygningsværk før, og havde altid troet, at den var bygget af Skotterne, for at holde Romerne ude, dengang de satte sig på, nærmest, hele Europa. Det var nu lige omvendt. Den er bygget af Romerne for at holde de sindsyge Skotter inde. Vi kørte ud langs muren en times tid og drejede så skråt op gennem Northumberland nationalpark. Undervejs mødte vi Nimbus-familien igen. De overhalede os, d.v.s. vi havde spolet de første 70 km af hurtige end dem. De var imponerede. Det begyndte at småregne, så vi styrede ned til en campingplads, for at finde et halvtag til at nyde en pølsemad under. Den var enormt checket. Den lå i et lækkert naturområde, men området var spækket med forbudsskilte, og skilte der fortalte, at det kostede så og så meget at fiske, svømme, sejle, sidde her. Det var bare for meget, så vi nød en pølsemad i et busskur istedet. Så begyndte bjergene. Vi kravlede over det første og fes ned på den anden side (61 km/t). Da tænkte vi begge: "ØL". Vi fandt en landsbykro, hvor vi bestilte den lokale pils. Vi fik en Newcastle Brown Ale. Den skal jeg nok nå at blive forfalden til. Den smagte så man kunne høre violiner i baggrunden, og kommer i 0,7cl flasker. Her kunne Guiness godt gå hjem og lægge sig. På cyklen igen og videre nordpå. Terrænet blev mere og mere bakket, og så kom vi ind i Skotland. Vi nåede vi til den planlagte campingplads, 5 km vest for Jedburg. Op med lejren, et hurtigt bad, et improviseret middagsmåltid og det var tid til at kigge ned på den lokale. Hyggeligt sted, Newcastle Brown Ale smagte stadig fortræffeligt, det gjorde den lokale whisky også. Efter et par øl mere kunne vi, så småt, mærke dagens 130km. En god nats søvn var påkrævet. Vi kom rimeligt tidligt afsted, da jeg gerne ville have tid til at se Edinburgh, som var dagens mål . De første 50 km gik med at køre over 4 Himmelbjerge. Sådan 200 m op og 200 ned til en å, og så 200 m op igen o.s.v. Vi kom også gennem Melrose - en flot gammel by, som havde en lystfiskerbutik, der gav Peter tårer i øjnene. Fluestænger i 10.000 kr’s klassen og sån. Jeg, der følger med i TV, ledte forgæves efter Melrose Place. Derfra gik det videre ad en hovedvej med bilerne hylende om ørerne. Hovedvejen gik over et Himmelbjerg, stablet ovenpå en Bavnehøj , men det var ikke så slemt, da stigningen var spredt ud over en 10km. Alligevel kunne jeg kun tænke på en stor is, de sidste km op. Men lå der mon et ishus på toppen? NUL! Hvadfanden er det for et land? Nå, vi fes skuffede ned på den anden side, og pludselig holdt der et rullende cafeteria på en rasteplads. Alle bremsegreb blev trukket helt ind til styret, og vi drejede ind til is, cappuccino og en lækker/vammel skotsk kage. Da vi skulle videre, begyndte det at dryppe. Skal vi vente? Nej, på med gummiet og afsted. Vi var knapt nok kommet ud på vejen, før himlens store bruser åbnede på fuld tryk. Det stod ned i lår-tykke stråler (cats and dogs - hedder det vist her ovre). Al trafik stoppede, lige pånær 2 danske cykel-bisser. Man kunne ikke stå af cyklen, uden at få vand i skoene. Der var en 10-15 cm vand på vejen, det kunne kloaksystemet slet ikke klare. Det var så vildt, at vi kun kunne grine og køre videre. Vi kom til Edinburgh, drivvåde og skrålende "Singing in the rain". Det var en dødlækker by, der så helt italiensk ud, bortset fra sækkepibe-musikanterne, der stod og blæste vejret et stykke, hvor de nu kunne finde læ. Det pissede stadig ned, så vi sparede Edinburgh væk denne gang. Men jeg har bestemt mig for, at nappe en hel ferie i denne by engang. Peter havde på kortet fundet en campingplads lidt udenfor Edinburgh. Vi kørte gennem en noget hysterisk trafik, og pludselig var Peter væk. Jeg ventede lidt, men han kom ikke. Er der uheld ? Skulle vi have drejet ? Ingen panik Flemming, du aner godtnok ikke, hvor pladsen ligger, og slet ikke hvad den hedder. Man må vist hellere køre tilbage og se om Peter ikke står på et hjørne og venter. Heldigvis skulle jeg kun et par km baglæns, før jeg kunne skimte en lilla regnfrakke med cykelhjælm, der stod ved en sidevej. "Er du stokdøv, jeg har råbt og skreget, men du kørte bare videre?" Jamen, jeg troede ...(dumme undskyldninger)....., men, tak for at du ventede her. Vi fandt hurtigt ud til pladsen, fik lejren op at stå. Så var der kun tilbage, at finde et varmt bad, for at se om det ikke kunne stoppe mine tænders klapren. Det lykkedes, men regnen silede forsat ned. Vi fandt en restaurant på golfbanen near by, vi følte ikke rigtigt for at camping-kokkerere i sådant et vejr. På restauranten nød vi 2-retter, vin og fransk kaffe, for 100kr næsen. Til den pris kunne jeg da godt leve med lidt regnvejr. Kørt 105 km (selvom man kun var lovet 70). Vejret var tørt, men blæsende. Vi kom fint ud til Forth Road Bridge. En motorvejsbro med en bred cykelsti i begge sider. Her kunne danske politikere lære noget. Et ekstra plus var, at det var en betalingsbro for alle pånær cyklister og fodgængere. På den anden side af fjorden kørte vi af motorvejs-cykelstien, for ikke at skulle gennem Perth, vi havde fået nok storby-cykling gennem Edinburgh igår. Det havde garanteret været nemmere at køre gennem Perth, for den vej vi tog havde bjerge, der trak tænder ud. Men hvad, den var helt sikkert meget pænere. Undervejs var Peter inde efter en sodavand i en døgner. Han gav tøsen en 50£ seddel fra England. Den var hun ikke sikker på, så hun måtte lige spørge bossen om den var valid her i Skotland. Endelig nåede vi dagens mål Rattray, og lagde ud med at finde den lokale turist-information, da vi kørte ud af kortet om 3 km. Den havde lige lukket, men vi kunne se damen gøre kassen op. Peter bankede på ruden og fandt de store våde hundeøjne frem. Det hjalp, damen lukkede ham ind og solgte ham det manglende kort. Vi var reddet. Videre ud på campingpladsen og stille et telt, og så indtil byen for at fortære en gang lam og en skotsk triffle. En triffle var ikke, som jeg troede en trøffel, men en slags fromage med jordbær og pære, men den var sgu da meget god. Dagsmarchen blev til 111 km. - forresten regnede det næsten ikke idag. Idag var det planen, at finde ind på The Whisky Trail. Her var der i "Turen går til"-bogen adresser på over 100 destillerier, man kunne besøge. Der var bare lige det, at bjergkæden Grampian Mountains skulle krydses først, så vi startede tidligt. Vi sigtede efter passet ‘Devil’s Elbow’. Det indeholde et længere stræk med 14% stigning, men det gik fint, da vejen var god og bjerget gav lidt læ for vinden. Det småregnede hele vejen op, men da vi trillede ned på den anden side strålede solen. Nede i dalen kiggede vi på kortet. Der var så 2 bjergkæder endnu, men vi var da ovre den højeste. De næste blev nu værre, for her var de åbenbart løbet tør for hårnålesving. En snorlige stribe asfalt op over toppen, nå vi fandt de små gear og begyndte at klatre, indtil vi mødte et 20% skilt. Sådan et kunne vore fine cykler ikke stille noget op imod, så vi måtte af og skubbe lidt. På toppen af de sidste bjergpas var der endelig et ishus. Vi spiste, mens vi sad på et skilt, som reklamerede for skiudlejning Grampian Mountains (Grand Pain Mountains) tog længere tid end beregnet, så besøget på whisky-fabrikken glippede. Vi ændrede planerne lidt, og fandt en anden campingplads, der lå, så ville komme forbi et andet destilleri på vores vej mod Inverness imorgen. Kørt 146 km med et snit på 19.6 - incl. 3 bjergpas. Dagens samlede stigning overstiger et halvt Mt. Everest. Det er sgu da sejt nok. Ud til Gandhu Distillery, hvor vi lærte alt om whiskyfremstilling. Lige fra tørreloftet, hvor malten starter sin vej gennem kværne, kobberkedler og tanke, for tilsidst at blive til en flaske whisky. Vi smagte da også lidt undervejs. Herfra gik turen videre op til Forres. Trangiaen var gået tør for sprit, så vi fandt en materialist. Her lærte vi at sprit hedder blue-alcohol herovre, og at man skulle kvittere 2 steder for at købe en ½ liter. Det var helt svenske tilstande, men skidt kaffen var reddet. Så gik det videre mod Inverness, hvor vi lagde ud med at købe togbilletter til turen nordpå imorgen. Egentlig havde jeg nået målet for turen. Jeg ville bare op til Loch Ness og hilse på uhyret, men Peter havde planlagt en tur ud i alle hjørner at Skotland, så vi var nødt til at tage et tog når det var muligt. På vejen ud til campingpladsen, fik vi løst en af turens gåder. Vi havde snakket om hvorfor der var to slags nummerplader på de engelske biler. Gule og hvide. Vi var enige om, at det nok var noget med forskellige afgifter ligesom i Danmark. Svar: Engelske biler har hvid nummerplade foran og en gul bagpå. Man lærer noget hele vejen. Da vi havde banket teltet op, kørte vi til Loch Ness for at finde uhyret. Jeg var inden turens start helt sikker på, at jeg nok skulle få Nessie at se. Jeg havde aldrig mødt noget levende væsen, der kunne sige nej tak til en Prinsenrolle chokoladekiks. Det måtte vel også gælde uhyrer. Men efter at have kylet utallige turkiks ud i vandet, uden at der kom så meget som en måge, gav jeg op og gemte kiksene til mig selv. Vi kørte videre ned langs Loch Ness og fandt et hotel, der kunne servere aftensmad med view over søen. Der havde vi turen første skænderi. Peter sad der og niflede med en sur ørred, mens han harcelerede over, at jeg cyklede helt til Skotland og bestilte en burger med fritter. Når jeg nu i 6 dage havde drømt om en burger........Dagsmarch: 119km Ud af posen kl.5, ned med lejren og ind til Inverness Vi skulle nå toget til Thurso kl.7, og en bager inden da. På banegården blev vi tiltalt af en rigtig skotte, sådan en med kilt og en dolk i den ene sok. Og så talte han sgu dansk. Det var en dansk studerende, der havde gjort holdt her i et halvt år. I toget blev der tid til postkort skriveri, og den medbragte morgenmad - et bredt udvalg af skotske basser - mens toget tromlede over the wide open spaces. I skotske tog må man ikke ryge, et skilt sagde at det kostede 50£ i bøde. 4 timer i et røgfrit tog holdt hårdt. Kan vi ikke splejse til bøden? Nej, istedet genopdagede vi begge den næsten glemte disciplin fra skoletiden, rygning på toilettet. Vel ankommet til Thurso kørte vi ned til Orkney-færgen. Der mødte vi 2 cyklister fra Århus, så snakken gik. Da vi skulle ombord på færgen, oplevede vi den sædvanlige sure færgemand, så vi kom først ombord som de allersidste. Vi gik op i cafeteriet, og fandt et bord. Jeg trak en stol ud, men fik den kun rykket en 10 cm, før den blev stoppet af en kæde. Da var det jeg tænkte: Hvad fanden laver jeg her? Alting er boltet fast. Peter havde da godt nok snakket om at sejlturen, ud til en ø i Nord Atlanten, kunne være slem. Det var nu ikke så galt, men derimod en utroligt flot tur ud forbi høje fuglefjælde. Vi ramte Orkney i byen Kirkwall, hvor vi straks slog lejr. Det var en helt speciel dødlækker by, med indlagt byfest og regnvejr. Regnvejr eller ej, byen måtte vente. Hvis vi skulle opleve Orkney, så var det idag. Så vi tog ud på en lille ø-rundtur, der godt nok blev dobbelt så lang som planlagt. Først da vi var allerlængst væk fra Kirkwall, opdagede vi, at den lille ramme på kortet med Orkneyøerne i, havde et andet målestoksforhold end resten af kortet. Så turen der skulle være 30 km var 60 km istedet. Nå, vi måtte jo videre. Ellers var der delte meninger om Orkney. Peter’s mening: En lækker ø, hvor man virkelig oplever, hvordan folk må slås med naturen herude. Utroligt rigt fugleliv. Et fantastisk lys. Min mening: Lorte ø, lorte vejr. Man kunne slet ikke se alt det pæne p.g.a. regnens pisken i ansigtet. Når jeg skal af med vandet, har jeg det bedst med, at gøre det op af noget. Her fandtes absolut ingen træer at tisse op ad. man matte køre i halve timer med vand i øjnene, før man fandt et rækværk eller dige, der kunne bruges. Det var ligeså svært at finde læ nok til at tænde en smøg, og sidst men ikke mindst gik min ene pedal kaput. Kort og godt, Orkney var ikke mig. Jeg kan kun håbe på, at Shell en dag trækker den væk og dumper den på dybt vand. Endelig nåede vi tilbage til byen og ordnede forhold igen. I bad og så ud i byen, hvor vi fandt en fiskerestaurant. De kunne diske op med en fløde-’læderet’ fiskesuppe, monkfish(havtaske) i baconsvøb, vino, kaffe og den uovertrufne Orkney-whisky Highland Park. Det kunne rette lidt op på min mening om øerne. Dagsmarchen blev 79km, og jeg har slidt hul i en balle, - nok min ødelagte pedals skyld. Vi tog morgenfærgen tilbage til Thurso kl 8.45. Her skulle vi have købt stort ind, da vi ville krydse vildmarken med kursen sat mod Ullapool. Min pedal skulle også repareres eller udskiftes, så man ikke risikerer at køre i stykker in the Highlands med 200km til nærmeste by. I Thurso fandt vi hurtigt en cykelhandel og købte nye pedaler. De blev hurtigt monteret, og vi kørte videre ned i Superen for at købe stort ind. Men så !! På vej ud af byen, bevægede den ene pedal sig sideverts. Jeg prøvede at spænde den ordentlig fast, uden held. Den kunne bare ikke spændes fast. Jeg måtte have spoleret gevindet, da jeg skiftede dem. Og så var det ovenikøbet i den gale side. Ned til cykelhandleren igen. Han betragtede bedrøvet min cykel og brugte ord som poor shape og sluttede med: Ja, du skal have et nyt sæt klinger/pedalarme. What? Det koster jo å den gale side af tusind kr., slutter ferien her? Cykelhandleren kunne læse mine tanker, så han hjalp mig ned på jorden igen. Hvis du vil, har jeg et second-hand sæt her. Det kan du få for 7£. Top, så kommer man måske hjem igen. Han monterede det gratis, mens jeg sad i en bunke bagage ude på gaden. Når uheldet skulle være ude var det fantastisk heldigt, at det skete i en by med en cykelhandler. Dem er der ikke mange af nord for Inverness. Så langt, så godt. Vi forlod endelig Thurso og civilisationen. Efter 20 km sagde det plonk og en eger var gået. Af med hjulet, man har jo selvfølgelig en ekstra eger med på langtur. Men jeg opdagede at der manglede noget andet i turbagagen. En ordentlig stor svensknøgle. Vi kunne ikke få 7-kransen af med vore små turnøgler. Peter holdt vagt, medens jeg prøvede at skaffe en større skiftenøgle på de nærliggende gårde. Det lykkedes at få fat i en ½m rørtang, men når man tramper 30 kg bagage over utallige bjergkæder, sætter sådan en krans sig urokkeligt fast. Vi gav op og gik videre til plan B. En Hansen nødeger blev konstrueret, monteret og strammet op. Jeg var nu ikke vild med at forlade civilisationen med en hjemmeflikket eger, men Peter sagde: Holder den 10km, så holder den resten af turen. Den holdt upåklageligt, klarede både grusveje og cattlegrids. Vi var på vej igen, lige indtil jeg kom for tæt på en kantsten (den eneste i miles omkreds), og røg på gulvet med alt lortet. Videre det gik, retning stik vest, gennem et lækkert landskab, der blev vildere og mere bakket. Oven i det blæste en strid pelikan imod os resten af dagen. Vi nåede campen i en lille by ved navn Bettyhill. Navnet er misvisende: det er ikke en hill, men - i mere end èn forstand - et hul. Byen har to pub’er. Den ene er indtil kl. 20:00 befolket af svedige, snavsede mænd i orange kedeldragter; den anden er efter kl. 20:00 befolket af renvaskede mænd (de samme) i almindeligt dagligtøj. Trods alle dagens uheld kom dagsmarchen op på 60km. Vi vågnede på Betty Hill Camp i tørt men blæsende vejr. Så blæsende at vasketøjet var tørt. Cyklen var blæst omkuld og havde brækket et styrhorn. Vi havde egentlig planlagt at nappe kysten rundt, men gårdsdagens modvind fik os på andre tanker. Istedet kørte vi stik syd mod Lairg. Det gik lidt nemmere. Undervejs kom vi forbi et skilt, der sagde:Britains Remotest Hotel. Det var kaffetid, så vi svingede ind. Et af de finere steder, vi har besøgt. Vi bestilte kaffe og pandekager. 3 pandekager pr næse, 1 dåse lynghonning, 1 dåse marmelade og 2 kopper kaffe for kun 1,5£ (12kr). Her kommer jeg helt sikkert igen, næste gang turen går i det Skotske. Lidt længere mod syd oplevede vi en fårehyrde i aktion. Det var ret imponerende at se, hvordan hans 3 hunde kunne genne en fåreflok ind i en lille indhegning. Peter, som selv har erfaring med hundedressur, mente at den ene vovse på et tidspunkt begik en fejl. Ganske rigtigt: da den vendte tilbage, fik den en skideballe. Vi skulle forresten osse lige over en bjergkæde idag. Fra toppen kunne vi se at det pis-regnede nærmest hele vejen rundt om os. På selve toppen, hvor vi stod, skinnede solen derimod herligt. Det syn kunne vi ligeså godt nyde en smøg og thermokaffen til. På en eller anden måde slap vi tørskoede frem til Lairg. Her mødte vi mange andre cykelturister, nok fordi de få veje, der findes heroppe krydser lige her. Aftenen gik as usual med pastavariation nr.37 på trangiaen, lidt eger justeren, kaffe og den lokale whisky. Kørt 74km. Idag var vi ude af røret kl.9, da vi pinedød skulle nå en færge kl.14 i Ullapool. Næste færge sejler først om 2 dage. Vi kunne stadig huske Atlanterhavs-vinden fra forleden, og vejen fra Lairg til Ullapool lå stik vest. Vi skulle igen lige krydse et par bjerge, men de kunne vel give lidt læ for vinden. Vi klatrede op af bakkerne på læsiden med 7km/t, og nedad i modvinden med 10km/t. Her manglede jeg godtnok mit hårnet. Naturen blev flottere og mere rå, jo længere vi kom ud vestpå. Vi kørte omtrent det sidste af turen på et postkort. Endelig ramte vi Ullapool og fes ned på færgekontoret, kun for at få at vide: Alt udsolgt!! I må holde jer til når færgen sejler, hvis der skulle komme en afbestilling. Det gjorde der nu ikke, for færgens 2 øverste dæk var stoppet med skrålende Liverpool-hooligans, der skulle til en vigtig kamp på Hebriderne og heppe. Nå, vi skal altså bo i Ullapool week-enden over. De kunde da ellers have været skide skægt at sejle med en hel færge fuld af fulde hooligans. Pyt, lejren er slået op, og vi har lige været nede på Argyls Hotel og få kaffe. De får i aften besøg af nogle folkemusikere, som Peter siger er gode. Så den står nok på bajere i aften. Dagsmarch: 73 km. Kl.2 nat, kravlede jeg ud af teltet for at tisse. Her var samme problen som på Orkney. Ikke noget at tisse op ad. Skal man bruge teltet eller cyklen?. Jeg tror, jeg må opfinde et oppusteligt træ til turbagagen. Nu havde vi en overligger-dag, så der var tid til at agere turister. Vi lagde ud med en Scottish- breakfast på Hotellet. Den bestod af skinke, fårepølse, æg, kartoffelknödel, tomat, champignons, müsli (havregrødens afløser), brød, marmelader og kaffe. Prøv det! Ellers oste vi bar rundt i souvenir-shops og sån. Ullapool er en dejlig fiskerby, der godt nok var blevet temmeligt turistet, vel pga af færgen. Det havde dog den fordel, at vi kunne forny vores reference-whisky, selvom det var søndag. I en antikforretning fandt vi en 1,5 m høj glas-diva i victoriansk stil, men diskussionen om hvem der skulle transportere den hjem, fik os til at opgive figuren. Vi ville ellers begge gerne eje en sådan. Til frokost på Argyle’s nød vi en dejlig sammenrullet sild, pate og en bagt kartoffel med revet ost i. Vi osede videre. Jeg købte en bog til min søster, fik den ikke pakket ind, men tog den bare under armen. Senere da var vi inde i anden biks efter et skotskternet slips, så jeg søsters bog på hylden. Oh, shit, tænkte jeg. Nå, hen til kassedamen. I would like this tie, and then I have got a problem. You see this book........... Damen kunne godt se problemet, så jeg undgik at betale bogen igen. På vej tilbage til lejren nuppede vi lige en fish’n’chips. På de her kanter fremstilles sådan én af en hel torskefilet og en halv kartoffelmark. Gedigne sager! Det var begyndt at blæse op. og jeg kom i tanke om, at jeg manglede et tørklæde om halsen. Et sådant kunne jeg dog ikke finde til en pris, jeg var villig til at betale. Så dagen fortsatte med en skotskternet dækkeserviet som halsklud. Da vi kom tilbage til pladsen, lå mit telt nærmest fladt hen over jorden. De hersens glasfiber buer, der skulle holde kuplen oppe, kunne intet stille op mod blæsten på disse kanter. De bøjede på nye og spændende måder, og havde nærmest vendt vrangen ud på teltet. Plænen foran var fyldt med måger. Det blæste for meget til at de gad flyve, så de kunne jo ligeså godt overvære et telts endeligt. Jeg troede nu stadig på teltet, så jeg mavede mig ind, for ligesom at putte lidt ekstra vægt i. Mens jeg lå der gik Peter en tur på pladsen. Så mange mærkelige faconer på telte var aldrig set før. Et midaldrende ægtepar, hvis telt hang og blafrede i én bardun, havde åbenbart indset, at de intet kunne stille op mod naturens rasen. De sad med storisk ro inde i bilen med hver sin avis og lod teltet passe sig selv. Op kl.3 (nat) ,da vi skulle nå færgen kl.5. Vinden var heldigvis løjet lidt af, men den vippede alligevel vel meget. Jeg blev således vugget i søvn i en blød sofa inde i baren. Tre timer senere blev jeg vækket af et klask på låret. Det var Peter. Vågn op, jeg kan se en Hebride - og her er en morgenbajer til at blive kvik på. Nu var jeg snart på Hebriderne. For en uge siden troede jeg, at det var en anatomisk defekt. Vi købte ind i Stornoway og trillede stille ned af Isle of Lewis - den største af Hebriderne. Det var noget af det grønneste, jeg nogensinde har set stikke op af havet. Undervejs var vi inde på et lastbilværksted, for at se om de ikke havde noget, der kunne fikse mit knækkede styrhorn. Uden held, selvom chefen virkelig prøvede at hjælpe. Men, ........ engelske mål og sådan. Et andet problem på turen var vanskelige vejskilte. Skiltene herude var alle skrevet på gælisk, men navnene på kortet var på engelsk. De sprog ligner meget lidt hinanden, men heldigvis var der ikke så mange veje. Vi kørte videre. Vejret var fint cykelvejr - tørt med en let kølig vind, der ikke altid var imod. Så kom den, turens første og enste punktering. Men pyt, at lappe cykel på en grøn bakke med nysgerige får, snusende omkring sig, - det er sgu da dejligt. Idyllen blev pludseligt afbrudt af et ‘Hvad Satan’ fra Peter, der smed cigaretten op i luften, spurtede hen og greb sin cykel. Støttefoden gav op stille og roligt, og pegede nu i en hel gal retning. Igen var vi vidne til dressurkunst på højt plan. En flok får havde forvildet sig ud på landevejen, men ejeren kom til i en Landrover og fik med forskellige hornsignaler dirigeret flokken langt ind i bjergene. Imponerende! Så nåede vi ned på sydøen, hvor der var lidt bjerge. De så ikke så gale ud på kortet, men et sted røg vi 500m op over en strækning på lidt over 2km. Lidt lynhurtig hovedregning siger, at man måtte være kravlet op af stigninger med over 20% igen. Så tro da fanden man trækker vejret lidt vel heftigt. Nedturen, på den anden side af bjerget, grænsede til frit fald. Resultatet blev en ny hastighedsrekord på 71km/t. Vi ville lige ned til havnen i Talbot, for at købe en billet til Skyefærgen imorgen, inden vi fandt en campingplads. Det viste sig at være meget godt, for der var ingen færge om tirsdagen. Så det endte med at vi sprang på færgen mod Skye med det samme. Vel ankommet til byen Uig på Skye, fandt vi hurtigt en campingplads og fik provianteret på vejen derop. Aftensmaden bestod af Haddock med rejer, rørt fiskesennep ,nye skotske kartofler og smørsovs. Dagen sluttede med kaffe og referenewhisky. Dagsmarch: 63km. Sol og korte bukser fra morgenstunden. Et vejr vi havde drømt om den sidste uge. Planen for idag var bare at spole Skye igennem. En strækning på 70km, så vi havde god tid til morgenmad og studeren af kortet. Isle of Skye så lovende ud, når man sådan kiggede billederne bag på kortet. Nå vi mååte afsted. Problem: Peter var blevet særdeles gode venner med en halvvoksen sorthåret sag fra naboteltet. Gribende afsked. Hunden sidder sikkert og hyler endnu. Vi kørte først til øens hovedby Portree, hvor vi provianterede. Der var som sædvanligt en strid modvind. Den var dog til at leve med, da den, for en gangs skyld, ikke var iblandet kold regn. Efter Portree begyndte det at gå opad. Ikke ret stejlt, man mærkede det næsten ikke, men da man efter 10km’s kørsel så sig tilbage, tænkte man: Hold da’ kæft, det må du lige fotografere. Så var det det skete. Jeg stoppede, men havde glemt alt om mine nye pedaler med tåklips, og min venstre fod sad ubehjælpeligt fast. Jeg begyndte at vælte ind i rabatten. Uh!! Der var en meter dyb grøft med okkerbrunt bjergvand i bunden. Jeg tog hele turen og endte liggende akavet med den ene skulder og cykelbuksen under vand, og med en tungtlæsset turcykel overpå. Hjælp!! Jeg kunne ikke røre mig. Heldigvis hørte Peter mit skrig, ellers havde jeg nok ligget der endnu. Da han havde fjernet cyklen, hjulpet mig op, og konstateret at hverken mig eller cyklen havde varige men, var han omtrent ved at dø af grin. Godt det ikke skete et sted med 300m ned. Resten af dagen gik uden større uheld, bortset fra, jeg opdagede at alle mine smøger havde været med under vandet. Vi kom senere forbi Sconser Hotel, der både så hyggelig ud og reklamerede med kaffe. De serverede kaffe og en drøm af en Apple Pie, med hjemmelavet is, i et gammelt herskabeligt værelse med kamin, ædle træsorter og bløde møbler. Herfra var der en fantastisk udsigt ud over nogle mindre øer mellem Skye og det skotske fastland. Skye er temmeligt turistet med tilhørende tæt trafik. Det burde dog ikke holde cyklister fra øen, der bare har nogle af de flotteste landskaber, jeg længe har set. Det var forresten også vores første dag helt uden regn. Kørt 72km. Idag stod vi tidligt op, for anden dag i træk i strålende solskin. Vi skulle nå færgen tilbage til Skotland kl.9:50 i Armsdale. Vi kom afsted inden bilerne kom på gaden, så det var en rigtig lækker tur. Vi nåede Armsdale i god tid, så jeg nåede lige at købe en skotsk kogebog. Jeg har lige bestemt, at det skal at være en ny fast tradition. Altid at have en fremmed kogebog med hjem. Færgeturen tog kun ½ time, så vi var snart i land. Ind på færgekontoret for at købe en togbillet til imorgen. Vores færge hjem afgår fra NewCastle i overmorgen kl.16:30, og med en små 1000 km derned, måtte vi nok nappe et tog noget af vejen. Vi købte en billet fra Fort Willam - Berwich upon Tweed, syd for Edinburgh. Så skulle vi være nede på små 150km, så det skal nok gå. Så satte vi kursen mod Fort William.Turens første 25km ned langs kysten var af h...... til, sådan 100m stejlt op og 100m stejlt ned, igen og igen. Kæderne knasede og bragede, når gearskifterne gang på gang blev flået fra den ene yderposition til den anden. Endelig drejede vejen ind i landet. Den førte os op gennem en frodig dal, som endte i en dejlig sø, hvor vi så nød vores frokost. Den bestod af en utrolig flot græsgrøn ost. Så har man da set det med. Videre det gik, og vi lærte igen, at ture langs smukke søer i Skotland altid ender i et bjergpas. Lidt sej bjergkørsel plejer nu ikke at slå os ud, men idag - heden blev værre og værre. Det var sådan en dag, hvor sveden løb ind i øjnene, og salten trak hvide striber på cykeltrøjen. Vi havde eller tillagt os den gode vane, at få eftermiddags-kaffen serveret på en kro undervejs.På dagens smukke tur fandtes ikke kroer, -ja, omtrent ikke engang huse. Så vi måtte bide tænderne sammen og tænke på noget andet. Vel ankommet til Fort William bankede vi hurtigt lejren op, og skyndte os at lave mad. Vi var nu i tilbage i civilisationen, så middagen bestod af den medbragte nødproviant, - alt muligt der bare skulle røres op i vand. Denne aften var vi nødt til at finde et værtshus, da vi kun havde whisky nok til én telt-kaffe, og den skal gemmes til vores sidste overnatning imorgen. I dagens stegende hede havde væsketabet været kolosalt, men det fik vi, hen af aftenen, så rigeligt rettet op på. Da vi skulle hjem oplevede vi noget helt forrygende. Vi vidste, at der var 45 min. gang hjem til pladsen, og ingen af os kunne gå lige mere, så vi prajede en Taxi. Han kørte temmeligt friskt - og så i den gale side. Det var helt fedt, især da vi fløj rundt i 2 sammenbyggede rundkørsler (den gale vej, med uret, pyh!). Og sådan en skøn oplevelse kostede kun 2.5£. Hvorfor har vi ikke kørt mere i Taxi? Dagens cykeltur : 97km. Vi sprang på toget i Fort William kl.7:30. No problems til Glasgow med en flot tur over de sneklædte Grambians-bjerge. I Glasgow skulle vi skifte, og der begyndte balladen. Det var en anden type tog, som nærmest ikke havde plads til cykler. Jeg måtte stå med cyklen på midtergangen og måtte flytte equipagen, hver gang nogen skulle på tønden. Peter var installeret i den anden ende af toget, så vi mødtes først igen i Edinburgh. Efter at have set lidt på byen og en pizza, sprang vi på dagens sidste tog til Berwich-upon-Tweed. Det var et rigtigt cykeltog, sådan med et stort rum, hvor vi ikke engang skulle tage bagagen af. Medens vi holdt på banegården fik vi forresten en hilsen fra det lokale cyklistforbund, stukket under bagageremmen. Det var en opfordring til at spærre bilerne ude af byen den 1.fredag i hver måned. Vi nåede til Berwich, en flot gammel by, men svær at finde rundt i. På en eller anden måde kom vi til at køre oppe på den gamle bymur. Det var da fint nok, indtil vi mødte et skilt, der lovede 20£ i bøde, hvis man cyklede her. Fra Berwich-upon-Tweed kørte vi sydpå forbi Holy Island med klostret Lindisfarne. Det var lige her vikingerne startede deres hærgen i gamle dage. Vi har hele vejen gjort os umage, for at leve op til standarden. Det ligger i baghovedet på en, at efter næste sving kommer der garanteret et bjerg og et %-skilt. Det gør der bare ikke, vi er kommet ned i lavlandet igen. Vi havde bestemt os for at køre et godt stykke ned mod NewCastle. Afsted det gik - der var vel også en smule hjemve, der trak i en. Vi stoppede først ved en kro med campingplads i en lille by, som hed Duncan. Vi havde nu krydset grænsen til England, så efter maden tømte vi referencewhiskyen - med en tåre i øjenkrogen. Senere kørte vi ned på kroen og sammenlignede med en almindelig whisky. Den var ikke pengene værd, så vi sad snart og sendte gråmelerede tanker tilbage til Skotland. Desuden væltede jeg på vejen hjem. Kørt 93 km. Kl.7:30 var lejren pakket og vi kørte videre sydpå. Vi skulle pinedød have brændt de sidste 50 km af, inden færgen letter anker kl.16:30. Der skulle også gerne være tid til et eventuelt uheld. Vi havde egentlig aftalt bare at følge hovedvejen derned, men traffikken blev hurtigt for træls. Vi var lige kørt over en stor bro. Det måtte være floden Blyth. Så hvis vi forlod hovedvejen og bare fandt ud til kysten, og fulgte den sydpå, så måtte vi da ramme færgen til Esbjerg før eller siden. Det viste sig bare efter en times tid, at floden Blyth først dukkede op nu -uden bro. Frem med alle kort. Den eneste bro over floden var den hovedvejen gik på. Skal vi så tilbage igen? Vi blev reddet af et par venlige ældre damer, der kunne se vores fortvivlelse. De fortalte, at der fandtes en lille færge. I skal bare køre derned og vinke af den, hvis den ligger ved den anden side. Færge - jo,tak. Det var en lille 8-personers motorbåd, and not at all made for bicykles. Men vi fik færgemanden med på forsøget. Vi læssede al bagagen overpå styrehuset, og stod med hver sin cykel ude over rælingen. Det lykkedes. Vi sagde pænt tak, fik læsset skidtet igen, og fortsatte sydover. De sidste 20 km før Newcastle går turen på en lang strandpromenade med barer, hoteller og spillebuler. En stor kirke var lavet til aktivitets center for de unger, der ikke gad ligge på stranden med far og mor. Endelig nåede vi færgehavnen. Checkede ind - Lane no.3, please. Og der holdt Nimbus-folket igen, så begge hold forsøgte at overgå de andres oplevelser. Et Cadeux til DFDS for at lukke cykler og MC’er ind først. Det har jeg aldrig oplevet før. Et bad og det (kæmpe)store koldebord sluttede aftenen. Hold kæft, hvor er rugbrød godt. Kørt 70km. Vi vågnede radbrækkede, totalt udtørrede, i et nærmest uventileret rum med 50 mennesker i flysæder. Det var økonomi-måden at rejse på. Kahyt, begge veje, næste gang, tak! Vi entrede den store morgenbuffet. lagde hårdt ud med 10-15 glas juice og en smøg. Så var man klar til at kaste sig over det righoldige udvalg af morgenbasser og kaffen. PYH! Efter morgenkomplottet gik vi i den toldfrie, for at rydde op i beholdningen af udenlandsk valuta. Lige nu sidder vi på soldækket og rekapitulerer turen. Den var sgu da meget god, vi var da ikke kommet op og slås om noget. - Nu skal man bare lære at undvære den daglige whisky og den noget uhæmmede brug af puddersukker allevegne, i kaffen, på morgenmaden o.s.v.. Vi fik regnskabet til at balancere ved, at jeg lige gav den sidste Guiness. Det er jo godt nok ikke en NewCastleBrownAle, men hva’fan. Her skal jeg da lige huske at fortælle om vort gode regnskabs-system. Alle udgifter var fælles, så hver aften sammenlignede vi lige dagens udgifter. Jeg har købt morgenmad og frokost. Nå, det går op med færgebilleten, så har vi kun aftensmaden og ........., men det skriver vi på mig imorgen. Det virkede helt fint, det var sjældent man skulle have pungen op. Underholdningen på soldækket var den klassiske. En liggestol der bare ikke kunne slåes op. En 20-30 mennesker prøvede forgæves at få den til at se rigtig ud. Jeg er sikker på, at det er en helt forkert samlet stol, som rederiet har lavet, for at hæve stemningen på soldækket. Vel ankommet til Esbjerg, sagde vi See you og sprang på hvert sit tog. Lige en tak til DSB. Jeg skulle skifte i Fredericia, og på perronen, stod vi ialt 11 turcyklister, der gerne ville med første tog. Toget kom og togføreren sagde, hvis I er ligeglade med ridser, må I gerne se, om I kan stable dem ind der. Bare jeg kan komme igennem, så OK for mig. Jeg koordinerede hurtigt stablingen, så den der skulle af først, lå overst i stakken. Vi kom alle med. Flemming Steen. |