Oplevet af Flemming Steen

Grækenland & Tyrkiet.

En vinterdag sad man med en kop kaffe og 20 rejse-kataloger, og skulle planlægge sommerferien. Ruby-rejser fangede interessen, -en bus til Grækenland med køjer, bar, video og en anhænger til cykler spændt bagefter. Fint, så jeg kunne få ’modellen’ med til Grækenland. Tyrkiet lå indenfor cykel-afstand og jeg havde altid drømt om at se Istanbul.

Turen blev købt, -til trods for mine bange anelser om 2 dages skramlen i en røgfri bus. ’Havelågen’ blev også klargjort til turen med extra vandbeholder og lavere gear, så var jeg klar til både bjerge og 40 grader. Dagen før ferien skulle starte,-Panik, styret kunne ikke drejes. Styret skal drejes for at komme med i cykel-traileren hos Ruby-rejser. En nat med caramba i styrrøret, virkede ikke. Både Rowi & Maquart prøvede, -det skal varmes af, så kom igen på mandag. Ringede til Ruby, -Er der plads til et styr på tværs? Først flere timer og 27 opringninger senere var der hul igennem. Svar -det går nok. Drengen kom ned på jorden igen. Husk at checke modellen i god tid næste gang.

Så oprandt dagen. Alt hvad jeg skulle bruge i 3 uger, blev hængt på ’have-lågen’, og jeg satte kursen mod musikhuset. Der skulle turen starte kl.10. Da klokken var 5 min. i 10, var der ingen bus, men en begyndende ferie-panik. En fyr fra Ruby kom og redede os 2 min. før tid .Der skulle kun 5 med fra Århus, så det foregik i en lille bus (varevogn). Vi mødtes med den rigtige bus i Fredericia. Hyggelig tur, fine chaufører -begge rygere, så tit rygepause.Ellers gik snakken hele vejen ned gennem Europa. Jeg sad sammen med en lægefamilie fra Sjælland. De var meget rare, syntes jeg, men nogle bagi i bussen havde døbt dem til ’Svend Erik kedeligs kvartet - 1’, inden vi var ude af Tyskland.

I Ljubijana blev vi læsset af, -bussen skulle holde stille pga. køre/hvile tids bestemmelserne. I 8 timer måtte vi slås med deres nye møntsystem. De havde lige devalueret kraftigt, men det var ikke feset ind på pris-skiltet alle steder. En rask tourist viste ikke om det var nye eller gamle ’penge’, ham Jugo’en bad om. Jeg har den Jugoslaviske regering mistænkt for, at have placeret det i tourist sesonen med fuldt overlæg -det har garanteret skæppet godt i den slunkne statskasse.

Efter 50 timers rejse nåede vi Batis-Camp i Kavala. Lejren blev slået op. -Nej, du har ikke glemt hverken stænger eller pløkker. Jeg checkede Kavala af. Byen er Mallorca om igen, -hotel efter hotel, kun afløst af sourvenierbutikker og værtshuse, -lige indtil asfalten blev afløst afbrosten. Derefter var den en lækker gammel græsk by, der lignede postkort hele vejen. Hov, der højt oppe lå en gammel borg, skulle en tourist ikke lige inspicere den, -så kunne jeg også få testet mit nye bjerggear. Det var alle pengene værd, -eneste problem var at holde forhjulet nede ved jorden.

Efter en gang musaka og 11 postkort punkterede jeg, sådan ordentligt. Hvad jeg kørte over, vides ikke -men jeg kunne stikke en finger ind gennem hullet. Kevlar-dæk ? Jo, det står der godt nok. Nå 2 lapper på indersiden og køb af nyt dæk imorgen. Det tegner til en extra dag her, -Tyrkiet må vente. Det gør som heller ikke noget, jeg havde fået 40 venner. Sådan en lang bustur ryster folk sammen på en eller anden sær måde. -Jeg følte, jeg havde kendt dem altid, og ikkekun 2 dage. Men samler man 40 danskere under varme himmel-strøj, er man straks i udpræget dårligt selskab. Så dagen endte med Ouzo-syndrom af middelsvær grad.

Cykelhandlere findes ikke i Grækenland -de eneste cyk-lister jeg havde set var nogle af de andre fra bussen. Lige før jeg gav op, så jeg en legetøjsbutik med et par små cykler i vinduet. Jeg gik ind og fik forklaret, at jeg skulle have et nyt dæk, -hvor finder jeg en cykelhandler. What size? Just a minute. Lidt efter kom manden med et dæk. Cykler er åbenbart legetøj hernede.

Jeg bliver bestemt her i Kavala en dag længere. Et af medlemmerne i den danske lejr fylder 22, så den står på Ouzo-tam-tam igen i aften. -Nej, man er ikke blevet klogere. Hvad giver man en cyklist på ferie i fødselsdagsgave ? Kong Olav løste problemet, -han havde set en stor lænestol i en con-tainer, den kunne en ferie cyklist da hvile sin ømme bag i. Fælles festmiddag med 2 bæreposer ’selv-samlede’ muslinger, de skulle bare koges i et par flasker Retzina. Da vi ikke havde en stor gryde, blev vi nødt til at låne Taverna’ens køkken. Efter middagen sang vi vort hjem-land’s vedmodige sange, og hele den danske lejr blev drukket utroligt ’kreative’. Det blev en fødselsdag Kurt aldrig glemmer.

Ottos kone, Margit var forresten kørt galt i efter-middags. Resultat, en 5 kg’s gibsarm -God ferie ! Her kommer jeg til at tænke på ’øgenavnene’ vi alle havde fået. Ingen kunne holde styrpå 40 danskeres navne, så øgenavnene kom helt af sig selv. Den uheldige kone overfor blev hurtigt døbt ’Armen’. Jeg fik navnet ’Høvding’, da jeg altid sad i skrædderstilling og røg udenfor tipi’en. Man skulle i det hele taget passe på, hvad man lavede. En af tøserne kurerede Otto’s hold i nakken og reddede sig navnet ’Overskrævs-Masøsen’. Vi nåede også i vandetidag, det var noget andet end det sædvanlige kolde ’dansk vand’ man plejer at hoppe i(lækkert varmt).- Nu vi er ved navnene, alle strandløverne blev døbt ’Dario’, -alle 200.

Næste morgen pakkede jeg mit lille hjem og læssede cyklen, nu ville jeg finde Tyrkiet. Farvel til de andre -med hulk og knus -og så østpå. Jeg viste fra sidste år, at 100 km om dagen ikke varumuligt, så dagens mål var Phanari. Jeg fik klaret feriens første dagsmarch, drivvåd og med salt overalt. Jeg havde glemt at tænke på varmen. Op med teltet og gang i kaffen, så kom naboen hjem. De havde danske nummerplader på, -skulle man lige råbe hej? Nej, de var vist ikke lige min kop the. Farmand råbte hele tiden af konen og ungen, -ellers nussede og pussede ham sinlille bil. Aftenen sluttede med en 3 retter’s cyklistmenu på en lille snedig restaurant, men 0 (nul) alkohol. -Nu er man blevet en sporty tur-cyklist igen.

Turen gik videre. Nu kom jeg efterhånden udenfor tourist-områderne, og ind i landet. Her havde de aldrig har hørt om andet end græsk. Det har jeg aldrig gjort ret meget i. Så al samtale foregik på dansk med et smil på læben og store arm-bevægelser. Det gik helt fint, men vejskiltene med en oversættelse i ’rigtige’ bogstaver forsvandt også. Nu var der kun nogle kendte bogstaver, nogle der vendte forkert, trekanter og sådan. Det hele blev mere og merekryptisk. Mit medbragte kort var trykt i Tyskland, så jeg var omtrent faret vild. Når jeg kom til et vejkryds, måtte jeg tælle mig i den rigtige retning. -Flemming, du skal mod en by med 8 bogstaver, så det er nok til venstre. Jeg er kommet hjem igen, så det virker godt nok. Men etgræskkursus på aftenskole ??? -Måske en ide’ til de lange vinteraftener.

Jeg er en passioneret ryger, som plejer at køre 1 time mellem rygepauserne, -men pyh for en hede. Timen blev sat ned til 30 min. og senere 20 min. Ikke så meget for røgens skyld, -men vand. Med så mange pauser var det svært at nå dagens etape. Jeg havde planlagt næste stop i byen Alexandropolis, men det var ved at blive mørkt, og der manglede en 40 km’s bjerg-kørsel. Så jeg sagde ’nok’ og gjorde holdt i byen Sapai. I Sapai kunne jeg hverken finde en campingplads eller et hotel. Hvad gør en frisk fyr så ? -Hov, kørte du ikke forbi et tivoli lige før. Hvor der er et tivoli, er der også en zigøjnerlejr. Hallo, kann Ich hier campieren ? Jah, bitte. Dekunne snakke både engelsk og tysk, så snakken gik. Jeg blev sågar inviteret på aftensmad -pony med fritter ?? Som tak hjalp jeg med at pakke radiobilerne sammen næste morgen.

Nu er jeg så tæt på grænsen, at man kan få tyrkisk kaffe. Det er virkelig en ’herre’ kaffe. Den serveres med et stort glas koldt vand, til at rydde op i klaveret bagefter. Jeg turde bare ikkedrikke vandet pga. myldre<-->, så den videre tur gik med ’grus’ i hele kæften. Farvel til zigøjnerlejren og kurs mod Alexandropolis. Kun 2,9 km nåede før 1.’major’ uheld. Kæden smuttede udenfor kransen og sad uhjælpeligt fast. Af med bagagen og værktøjet frem. Pyh !!!!!’Red Allert’ for hedeslag.- Der 500 m længere fremme er vist et træ med skygge. På med helelejren igen, og derhen. Skaden fikset med olie op til begge albuer. Næste problem. Jeg havde planlagt en dejlig lille dagsmarch på kun 40 km, men nu blev vejen til en nybygget motorvej. Nå, der var en side-vej ligefør. Det blev en flot tur, den var vist også lidt kortere, -man skulle bare lige over det bjerg der. Så kunne det nye gear også blive ordentligt testet, for du skulle 800m højere op. Bjerggear eller ej, -jeg havde ondt allevegne og var træt af at cykle.

Jeg nåede omsider til Alexandropolis, -med pletter for øjnene og susen for ørerne. Op med villaen, en kop kaffe og så i posen. Under kaffen oplevede jeg noget mærkeligt (utroligt flot). Jeg sad som sædvanligt og kigge landkort, da en lille bille tog hovedvej E90 tværs over kortet, en strækning på 70 cm. –Den lilla farve må være ’billeguf’ eller også kunne den virkelig læse kort, og tog på en lille ferie.

Næste morgen, frisk og veludviklet fik jeg ’spolet’ de sidste 40 græske kilometer af. Tyrkiet stod der på skiltet, -jeg havde nået målet. Istanbul lå kun et par dage væk. Næste mål var byenKesan, den lå indenfor over-kommelig afstand. Efter kun 20 km måtte jeg give op. Den store vej på kortet var ’nummeret’ efter grusvej. Der var da godtnok asfalt, men et hav af løse sten føg om ørerne på en frisk cyklist, hver gang en bil kom forbi. Jeg ledte efter en anden vej, men alle sideveje var enten i en gal retning, eller ægte grus. Såe, retur til Alexandropolis. Sikke en kylling,- hva’ ? Op med ’Villa Fjolle’ igen. Det var ikke så sent, så skulle jeg ikke lige prøvestranden. Mens jeg lå der og legede ’Dario’, hørte jeg en flok Inter-Raillere snakke Istanbul. De gad ikke tage toget (var der et tog ?), da det tog 12 timer. Jeg sluttede mig interesseret til selskabet. Et Canadisk par vidste der kørte en bus derover på 6 timer. Den var jeg med på, men jeg gad nu ikke pakke teltet ned igen. Pyt, jeg kunne nok finde et lille snusket/billigthotel. Vi aftalte at mødes på busterminalen kl.12 næste dag. Istanbul - Here I come.

Dagen startede med at stille cyklen i garage (teltet), og så ind for finde de andre. Efter et par pilsnere kom bussen, der var ’fully booked’. Der blev ikke plads til parret fra Canada, en Hollænder, en Japaner og en dansk cyklist, der omtrent havde opgivet at se Istanbul. Japseren hed noget, ingen af os andre kunne udtale, så han blev døbt "Yokohama" under stor festivitas. En bussines-minded taxi-driver kom med et tilbud, som vi 5 efterladte ikke kunne sige ’nej’ til. Han tilbød at køre os til Kesan, og give os busbilletter fra Kesan til Istanbul for samme pris,som den rigtige bus kostede. Det lød lidt vel flot, men de andre var villige til at stole på ham. Han skulle fa’me ikke tage røven på mine nye venner, -såe Ok, jeg tager også med.

Det var godt vi sagde ’Ja tak’ til Taxi-manden. Han kunne bane ’vejen’ gennem alle myndighederne. Allerede ved grænsen røg vi forbi vores bus, der skulle pakke alt ud. Taxi-fyren vinkede bare til ’kasketten i buret’ og kørte over stregen. Aftalen var, at vi blev smidt af i Kesan med busbilletter i hånden. Da vi trillede ind på bus-terminalen, var bussen kørt. Ingen grund til panik -’we have a deal’. Så fuld knald på ud af hoved-vejen og ind foran bussen. Detvar buschaufføren vandt til og ham kendte åbenbart taxifyren, -så ombord var vi.

Istanbul var en noget ??? oplevelse, -jeg ved her et halvt år efter ikke, hvad jeg skal mene om byen. En fantastisk flot by på størrelse med Jylland og 15 millioner ’fremmedarbejdere’, hvor noget over halvdelen kun levede af/for at snyde turister. Vi prøvede også at sidde i en trafikprop i 2 timer. Hele byen var et stort gedemarked. -Geden skulle ofres til en eller anden d.3/7. Hollænderen havde en adresse på et billigt hotel. Det var et ’Youth for ?’ hotel. Jeg fik at vide, jeg var for gammel og måtte finde et selv. Resten af dagen gik med almindelig sight-seeing oget mindre opgør med en tæppe-handler.

Gud, hvor var det lækkert at sove i en seng. Jeg gassede mig under dynen til kl. 9:30. Derefter fandt jeg banegården og købte en billet tilbage til Alexandropolis. Toget tager 12 timer -dobbelt så lang tid som bussen, men jeg kan ikke finde busterminalen i denne ’Mega’ by. Toget afgår først kl. 22, så kunne jeg sove mig tilbage til Grækenland og nå en smuttur til Asien inden. Det var bunden. Folk boede i papkasser eller bilvrag -nu forstår jeg bedre, hvorfor vi har så mange indvandrere i Danmark. Det blev ikke til ret mange billeder, da hverken politiet eller folk i almindelighed ville se et kamera. Det var ikke noget at vise dem der hjemme. Pludselig var der en tyrk, der talte dansk til mig. Han havde set Dannebro på min trøje. Det viste sig at det ikke var en tyrk, men en Iransk taxachauffør fra København. Han var nede at besøge familien, -de var flygtet ved Shahens fald, men var ikke nået længere end hertil. Han viste mig rundt på den fattige østbred, en rundvisning i fattigdom. Jeg så ting, som jeg aldrig havde troet. Byens stejle gader flød med blod. Den her ged, der skulle ofres, fik bare knoppen af nede på fortovet. Prøv at forestil dig en opgang med 10 lejligheder og ligeså mange geder (Absolut no foto). Alle indvolde og hvad de ellers ikke skulle bruge, fik lov at ligge i 45 graders varme. Der blev nuryddet op hurtigere end jeg havde troet. Fattige folk øjnede et gratis måltid, men måtte slås med byens hunde om resterne. Vi kom til en butik med 7 piger i vinduet, -det var et bordel, hvor man kunne se ’varen’ udstillet. De 2 på fløjen var hans mindre søstre, og han tilbød mig begge for 7000 Lira -samme pris som en god middag. Jeg sagde pænt nej tak, snakkede Aids-risc ogmeget andet -vi blev nærmest uvenner, da jeg ikke ville ’hjælpe’ dem. Da tog jeg vestpå igen.

Da jeg steg af færgen, blev jeg fanget af en tjener, der åberbart manglede kunder. Han fik også øje på flaget på min ryg, -snakkede Danish Dynamite, fiksede en lækker makrel og sidst, men ikke mindst serverede han en kold Tuborg -Og det var Danmark, og det var Danmark -Ole’ ole’ ole’. Jeg fik også en inter-essant dansk-engelsk-tysk-tyrkisk diskution on bøsser. Tjeneren havde læst i avisen, at homo’er kunne blive gift i Danmark. Her i Istanbul ville både bøsserne og præsten miste knoppen. Om der var lidt ’prut’ i serveringen, ved jeg ikke, -men skyndte mig at sige, at konen og mig skulle mødes på banegården om en halv time.
 
 

Resten af dagen gik med at finde merskumspiber,- det var jo helligdag, så det var hårdt arbejde i den hede. En mand luftede en stor bjørn. Jeg tog et billede og blev mødt med et krav på 10000 Lira. Han fik min ’favorit’ finger og jeg gik videre. Jeg mødte 2 danskere der spurgte,om jeg var kendt her. Ja, ja, 2 dage i en by på størrelse med Jylland. -Hvad vil I vide ? Hej til dem, jeg har godt nok snakket dansk idag. En anden tyrker så flaget. Han havde været i Christiania i 72 og spurgte -Do you want to get high ? Nu det var sidste aften i Tyrkiet, ville jeg have mig en ’Herre-middag’ (Some like it hot). Jeg simulerede flammer ud af halsen, tjeneren nikkede og smilte skævt. YZAMA’et eller andet hed kreationen, som bestod af ko + ansjoser i en heftig chilli-marinade. Og den smagte helt ud i ørerne. På banegården mødte jeg Yokohamaigen, han havde nu kurs mod Ankara. Han fortalte en historie om en mand med en bjørn, som ville have en formue for et foto. Han ville ikkebetale ham noget, manden med bjørnen vinkede og 3 hjælpere kom og truede Yokohama til at slippe, hvad der svarer til 1200 kr. -Godt man ikke gad diskutere priser med en tyrk & en bjørn, tidligere på dagen.

I toget kom jeg i kupe’ med en ny Iraner, som studerede på AUC, 2 tyrkiske tøser og 2 tyrkiske fyre. Iraneren tog grundigt pis på mig, da han først efter en halv time sagde han talte udmærket dansk. De 2 tyrkiske fyre talte engelsk, men tøserne kun tyrkisk + fransk. Det var nogle temmelig søde piger, så alle gutterne måtte virke som tolk på skift. Snakken gik og vi sagde først godnat kl.2:30.

Ved 5-tiden blev vi vækket af nogle uniformer. Jeg troede vi allerede var ved grænsen og ville ud i den told-frie, men det var ved en kaserne 200 km. før. Alle ud af toget med pas og bagage,så begyndte balladen. Tyrkere skal af med $100, for at forlade landet. En af tøserne havde ikke betalt afgiften hjemmefra, men hun viste fra sit job i lufthavnen, at man kunne betale kontant. Nej, ham ’kasketten’ sagde, at hun måtte tage hjem og få ordnet det, han havde da ikke en pengekasse og en blanket med så tidligt om morgenen. Ferien slut, før den var begyndt. Hun tiggede og bad, men nul. Hvis hun skulle af ville veninden også. Så blev deres bagage læsset af her ude, hvor der ikke engang var en by, kun nogle barakker, hvor ’piftende’ fyre var begyndt at stimle sammen, og toget går kun 1 gang hver vej i døgnet. 2 hulkende tøser midt i ingenting det var mere end ’helten’ kunne tage. Sådan en ’kasket’ skal ikke behandle mine venner sådan. Jeg fes ud for at snakke han til fornuft, men blev taklet af de andre og slæbt tilbage i kupeen. ’Kasketten’ er loven her ude, så du kan ikke snakke med ham -han kan bure dig inde så længe han vil, sagde de. Det forstår en dansker ikke, jeg ville ud og forklare ham sagen. Jeg fik en på låget og blev holdt nede på gulvet indtil toget satte igang. Ud af vinduet så jeg tøserne stå og stortude i en stor bunke bagage. Det er et billede jeg aldrig vil glemme.

Ved grænsen røg vi ind i den told-frie efter en liter OUZO, til at drukne sorgerne i. Klokken 12:30 blev jeg vækket af en togmand, -så er vi i Alexandropolis, det er her du skal af. Vennerne sov trygt (coma?), så jeg skrev farvel på en serviet og dinglede hjem til camping pladsen. Jeg så, teltet stod der endnu og tog en lur under et træ. DUM DAG!

Om aftenen sad jeg, som sædvanligt over kaffen og studerede landkort. Pyh, imorgen skal du begynde hjemturen -op over alle bjergene igen. Hov, hvis du sejler ud til øen Samothrake, så går der imorgen en færge videre til øen Thassos, hvor ’Den Danske Lejr’ tog over. Krydstogt i det græske øhav lyder da meget godt og du slipper for at cykle tilbage. Det blev straks vedtaget.

Lejren blev klappet sammen, min sidste frokost på stamrestauranten indtaget. Så var jeg klar til at begynde krydstogtet med det gode skib <stort M væltet om på siden>+ EAO[. Efter at have tilbragt 2 timer på dækket i 100 graders varme, ramte vi en ø. Jeg fandt hurtigt et hotel, da jeg ikke gad slå telt op for 1 nat (fine fornemmelser). Jeg tæskede cyklen op af bjerget, da de skulle have en gammel borg jeg ville se, i selve byen Samothrake. Det er en hyggelig by, hængt op på en bjergvæg. Halvdelen af beboerne er resterne af 68-oprøret. På byens In-sted kunne man købe hash i baren, og nyde en pibe til Led Zeppelin II, der kørte for fulde gardiner. Jeg skullenu kun have 2 øl efter opstig-ningen. En i halsen og en i håret. Borgen var en bunke mursten, der kun lige nåede op på siden af Kalø-slotsruin

Næste morgen sad jeg på en havneknejpe, drak Fra-patina’er og ventede på færgen. En Frapatina er en dejlig kold kaffe, der gør underværker der i varmen. Først ved den fjerde, opdagede jeg, at tjeneren bare piskede Nescafe i vand fra hanen. Jeg tænkte på alle de advarsler, man havde fået om vandet. Kog det godt eller køb en mineral-vand. Flemming, hvis der er noget om snakken, var du sikkert eksploderet for længe siden, tænkte jeg. Jeg havde vel nydt godt over 100 stk. den sidste uge. Heller ikke den Tyrkiske kaffe kunne sætte gang i noget - Manden med Jernmaven ? Nu vi er ved maver. Sejlturen var en 4-5 timer, så maven(den hvide) skulle have en dæksplads. Mens jeg lå og spillede ’Karl-Smart’ på dækket, havde jeg tid til at tænkte over livets genvordigheder. Du trænger efterhånden til at få vasket tøj, -alt er omtrent vand-skyende.
 
 

Thassos dukkede op i varmedisen. Den lignede noget fra rejse-kataloget, der ville jeg godt tilbringe den sidste uge. Så skulle jeg bare finde de andre. Sikkert ikke så svært, den var kun ca. 100 km. i omkreds, med kun en vej rundt. Jeg checkede ind på en fin campingplads 500m fra havnen. Dum ide’- Bøv. Halvdelen af beboerne var danske, -det vrimlede med fulde, halvgamle mænd med hvide bodega-svulster i spraglede Bermuda-shorts. Det ord man hørte mest var ’Eddermame’. Jeg fandt hurtigt grunden til de mange danskere. Fællserejser, Tjæreborg & Fritidsrejser havde charter-campingture lige hertil

Vennerne fra Ruby kunne jeg ikke finde, kun Else & ungerne. Hun havde været der hele ugen, og havde ikke set de andre, men her er da meget skægt. Skægt ? Nå, jeg kunne da godt slå lejr her, og tage en rundtur på øen næste dag, uden oppakning. Da jeg skulle i posen opdagede jeg, at jeg havde fået vel rigelig sol på maven. Smerten var da til at holde ud, men det røde skær man kunne næsten læse ved det

Her til morgen gloede de mærkeligt på mig henne i Super’en. Mit køkken var gået istå, og jeg skulle bruge en flaske sprit. Det kunne jeg ikke gøre kassedamen begribeligt. Nå, over til rengøringshylden og igang med at skrue lågene af fra en ende af. Lige inden jeg fik pletter for øjnene, lugtede en dunk rigtigt. Der stod <trekant> +HMHTPIOY+<stort M væltet om på siden> på dunken. Man lærer noget nyt hele tiden.

Jeg kørte nynnende ud på min rundtur næste morgen. Cyklen kørte jo nærmest af sig selv uden bagage. I næste by vrimlede det med rappe ’bikinier’, -selv om jeg ikke er sådan derhjemme, måtte man lige give et enkelt ’ping’ på klokken. Flemming, sagde jeg til mig selv. Hvis du ikke finder de andre, flytter du til denne skønne by imorgen, ikk ? Det skulle nu ikke gå sådan. På den anden side af øen, blev jeg overhalet og omtrent dyttet ud i rabatten af nogle ’Scooterhoveder’. Det var Altmuligmanden & Overskrævs-massøsen. Hej Høvding, vi havde fået at vide af Social-ministeren og Regnskabs-føreren, at de mente det var dig de så nede sydpå øen, så vi startede lige Vespa’en. Den Danske Lejr boede på Golden Beach lige syd for Thassos

Jeg fandt hurtigt til Golden Beach, gik op i baren og blev modtaget af Otto & Armen, der sagde at de havde holdt en plads til mig i Christiania. Jeg fortalte at Villa Fjolle stod omme i Thassos by, den ville jeg hente lige om en bajer’s tid. Otto fortalte, at han havde fundet et hjemmebrænderi, hvorhan skulle hente noget 80% (firs procents) OUZO i aften.

Jeg begav mig afsted. Det her lille bjerg jeg skulle over, var ca. 12 gange værre end jeg havde troet. Man skulle 600m op i himmelen over en strækning på kun 3 km. Så tro da fanden man mødte et skilt, der sagde 17% stigning. JOO-DE-LI-DEOO ! Jeg kom ned i Thassos by. Hvad i ......., det er da ikke her du bor. Er der 2 byer, der hedder det samme ? Ind i en biks for at lure et kort. Nåe, på mit kort går færgen kun til Thassos by, men der går også færger til Prinou, 15 km sydligere -derfor kikset. Så har du lidt længere hjem. Det kan da ikke knække sådan en frisk fyr -nej, men der var sgu lige et bjerg ekstra. Jeg slæbte mig tilbage til teltet og krøb i posen. Golden Beach måtte vente.

Så oplevede jeg Grækenland på en ny måde. Det pis-regnede hele natten, i lårtykke strå-ler. Så man pakkede en drivvåd lejr sammen og slæbte ekstra 20 kg vand med over bjerget. Ferie ? Endelig på toppen. Jeg kunne huske fra dagen før, at der var en stotslået udsigt herfra. Men jeg kunne ikke se længere end forhjulet pga. sved, salt & tårer i øjnene. Hu-Hej, på turen ned erfarede jeg noget nyt. Det er ikke nok at tænke i bjerggear inden ferien. Det kræver nogle gode bremser at stoppe en overlæsset turcykel på en 17% bakke. Klodserne var nærmest raspet helt væk da jeg var halvvejs nede. Jeg behøvede nok mindst 500m for at standse, -nå pyt, så måtte man jo prøve at styre sig igennem. Jeg nåede ned til Golden Beach uden skrammer.

Oppe ved receptionen mødte jeg Altmuligmanden. Jeg spurgte hvor Christiania var banket ned henne. Bare kør efter lugten, var svaret. Otto havde været ude ved ham hjemme-brænderen, og kommet hjem med 2 liter 80% Zipporo, det lokale navn for OUZO. Det var åbenbart ikke helt færdiggæret, for midt om natten havde den givet et knald, og spredt 150 genstande ud over hele Christiania. Man kunne virkelig køre efter duften(lugten). Otto var denne morgen blevet døbt om til ZipporOtto. Jeg kom forresten på arbejde, da jeg forsøgte at lære alle de nye øgenavne, der var blevet lanceret, mens jeg var i Tyrkiet.

Om aftenen blev jeg slæbt med ud på en mark, hvor der var nogle bilvrag, en gravko, et æsel og et skur. Det var et billigt, temmeligt alternativt spisested, de havde fundet. Babaionis hed fyren, der havde stedet. En flipper der havde kone og barn i Finland, men var taget hjem igen, for at få en restaurant. -Et sted skal man jo starte. Det var også her ZipporOtto havde truffet hjemmebrænderen. Han havde sin lille forretning ovre ved hjørnebordet. Det var den aften tyskerne vandt VM i bold. En tysker ville give en drink og fiksede et par flasker ved hjemmebrænderen. Herligt, så kunne jeg smage produktet på trods af ulykken sidste nat. I løbet af kort tid var jeg blevet utroligt fuld. Tyskeren blev ved med at fylde glassene, og jeg tænkte -Pu-ha Flemming, kan du stadig stå op ? Så lagde jeg mærke til tricket. Hvergang tyskeren skålede, hældte ZipporOtto det bare over skulderen. Smart, den er jeg med på. Nu var der bare det, at jeg lige havde fisket oliven i min salat med fingrene. Så ved næste Prost skulle jeg diskret skåle igen, men glasset smuttede og smadrede ind i væggen bag mig. Det grinede de meget af den sommer.

Dagen efter havde jeg god tid at blive rehabiliteret. Den 3-armede lejr havde lejet en bil for at se øen. Jeg skulle passe Christiania og holde øje med Kloarkrenseren & Overgrinebideren når de hentede deres barnevogn, de havde parkeret i lejren. De hentede den uden jeg opdagede det den havde nok været vel høj dagen før. Hen under aften begyndte jeg at blive nervøs for ZipporOtto & Armen -så stor er den ø sgu da ikke, bare der ikke er sket noget. Det var der. Hej Høvding, vi har sgu smadret bilen -lød det. ZipporOtto kunne lige en smutvej. I et marmorbrud oppe på bjerget havde de ramt et stort eksemplar af denne smukke sten, og havde omtrent kørt bunden af dytten. Selvom de havde tegnet forsikring, blev de truet med uhyrlige erstat-ningskrav af udlejeren, da den var lejet de næste 20 dage og bla-bla.

Så kom dagen hvor vi ville tilbage til fastlandet, så kunne vi lige nå et par dage i Kavala sammen med de andre inden hjemrejsen. Christiania blev pakket, -det var nok også meget godt, 3 dage i den OUZO-hørm var rigeligt (maler-syndrom?). ZipporOtto & Ego begyndte at kravle op over bjerget. Armen ville tage den på stop. ZipporOtto havde kun 3 gear og måtte knokle. Jeg sagde, at han bare skulle råbe pause og ellers passe på hedeslag. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op, hvis jeg stod på et bjerg med en udbrændt cyklist. Omsider nåede vi toppen, og blev enige om, at det var nok rigeligt friskfyragtigt. Nedad gik med Joodlen og alle bremserne trukket. På et bodega i Thassos fandt vi en gibsarm og fik en bajer. Armen havde haft en tur næsten værre end vores. Hun var blevet samlet op af en melonbil med 2 unge fyre i. De kunne ikke holde fingrene væk fra hende, og det var omtrent endt med voldtægt. For at understrege alvoren bag historien kunne hun vise en gibsarm, der var blevet beskadiget ved mødet med etmelonplukker’s hoved. Karl-Smart-Morten & Rose dukkede op, de havde boet på hotel i Thassos by hele ferien, og var blevet stamkunder på byens 3 disko’er. Rose kunne kun snakke om, at hun lige havde prøvet en faldskærmstur efter en speedbåd. Hun var tydeligvis meget stolt, Karl-Smart-Morten turde nemlig ikke. Han havde til gengæld skudt en hel film med damen, hængende over det græske øhav.

Da da da daaaaam! Da jeg trillede ombord på færgen til Kavala, tabte mit baghjul vejret. Nå pyt, turens 2 punktering, det er sgu da billigt sluppet. Overfarten gik med cykellapning, sol og bajere. ZipporOtto & mig fandt også ud af, at vi begge var ’Malurt’ idioter. Så vi fik fremført ’Rulleskøjten’ på agterdækket med (skøn)sang, håndklap og luft-guitar, for øjnene af 200 måbende grækere.

I restauraten hjemme på Batiz-Camp blev vi modtaget af tjeneren Manuel, der slog hænderne sammen ved gensynet. Vi havde aftalt at holde stor fælles middag sidste aften. Manuel vi kommer 40 mand til middag imorgen. -No problem. Jeg havde turens eneste uheld senere på aftenen. Jeg skulle på lokum. I vaskehallen havde nogle knægte leget med sæbe, det hele sejlede. Jeg lavede hjulspin 3 gange, røg 1,5m op i luften, og tog jorden med et hult drøn. Mit haleben fik et tryk, der varede 1 måned. Altmuligmanden & Overskrævs-massøsen dukkede også op. Deres telt var kørt itu af en græker-taxi på jagt. Altmulig-manden havde fået fat i nogetsnor, og kravlede rundt i træerne, for at få teltet op at stå på en eller anden måde. Når nøden er størst, -Kong Olav kom og sagde, Hej vil i ikke låne vores telt, vi bor på hotel inde i Kavala. I en af dagens Bira-pauser var der gang i det sædvanlige Otto\ Margit småskænderi. Det blev afsluttet med salutten,- Skal du op at køre i en melonbil. Om aftenen tog vi 8’ren ind til byen. Vi spaserede op til borgen og legede tourister. Jeg skulle vise dem en anden vej ned, men selskabet kom på vildspor i de små stejle. Ingen grund til panik, kompas-set frem, så lykkedes det at finde vej, inden tur-lederen blev helt til grin. Vi ledte efter et sted at spise, da vi blev anråbt af ’Svend-Eriks kvartet - 1’. De havde også været i Istanbul, og taget et billede af en mand med en bjørn. De var ligesom Yokohama nærmest blevet truet til ataflevere en enorm sum. Derefter blev de døbt om til Bjørne-banden. Vi fik en 5-6 taller-keners Herremiddag og taxi’ede hjem til Manuel for en Cola\ Metaxa. Der mødte vi Chauffør-Frank og den nye co driver. -Utroligt, at danskere fås så hvide. Resten af aftenen steg kreativiteten i takt med OUZO’erne. Dagen stod i ko-patte-salvens tegn. ZipporOtto havde omtrent slidt kuglerne af på morgenens tur over bjerget. Den, der smører godt, kører godt.

Den morgenfriske Høvding sad med kogeapparatet igang og nynnede: "Ich bin so frei -Nescafeist dabai". Lejren vågnede ligeså stille. Armen kom ud, nikkede, fandt et træ at sidde op ad, og sad der og sukkede 1 time, uden at sige et ord. Last night havde sat sine spor. Overskrævsmassøsen kom frem med en smøg i munden. Jeg vækkede resten med: "Er du dus med himlens fugle". ZipporOtto stak hovedet ud og spurgte, hvornår massøsen havde konsultation. Hun spurgte hvor han havde ondt. Han svarede, at det var noget med en nedad-hængende Gunter. -Da kunneArmen pludselig tale. Altmulig-manden & Overskrævsmassøsen tog ind til byen for at slåsmed taxa’ens forsikrings-selskab. De fik en græsk sludder for en dansk sladder.Min nave skaldede helt enormt(Cornflakes), så jeg gik i bad medgrydesvampen.Resten af Ruby’erne er ankommet, på nærKurt & Kristina, de var fløjet hjem. -Knas med kærligheden.Efter den store fællesmiddag kom Chauffør-Frank og sagde, at han kunne huske min brokken over køjernes bredde på vej herned. Hvis jeg smurte 2 klapsam’ner med ost og 2 med sirup, var Kurt’s & Kristina’s plads min. Det var da et tilbud, der var til at forstå, så Top! Aftenen sluttede med ZipporOtto’s skønsang i badet: "Jeg er skide ligeglad, for jeg er løbet hjemmefra".

Næste morgen stod jeg tidligt op for at lave morgenmad til Frank & Co-driveren. PROBLEM ! Superen havde ikke set bageren endnu. Jeg fes hjem til Christiania, klappede Villa Fjolle sammen og prøvede igen. NO BREAD ! Først efter 3 smøger kom han. Bussens morgen komplot blev bygget og afleveret. Så var der tid til min egen. Resten af selskabet havde pakket og entret bussen 1 time tidligere end aftalt. Så på skift, kom nogle med ondt i røven og spurgte, hvad fanden jeg bildte mig ind. Troede jeg virkelig, at jeg kunne holde 40 mennesker tilbage ? Indtil nu går det da helt fint, så ’Slap Off’. Nå, vi kom afsted til tiden. Inde på havnen skulle vi lige samle dem fra hotellerne op. Altmuligmanden ville lige presse forsikrings-halløjet en sidste gang. Det lykkedes, han kom viftende med 50000 grækerpenge. Det var da noget til den toldfrie. Så startede vi hjemturen, så skulle der bare spoles 50 timer af.

Efter en dejlig nat i dobbeltseng vågnede jeg på vej over Loibl-passet mellen Jugo\Østrig. I de her hårnåle-sving var køjen pludselig for stor. Man rullede fra ruden til sengehesten og tilbage igen. Min bukseknap holdt kun til 20 ture, før den, med et smæld, måtte give op. Godt du har nogle post-elastikker med.

Så var der 8 timers pause Klagenfurt. Efter en ’Mega’ wienerfrüstück tog jeg sammen med den 3-armede lejr på by-rundtur, med 2 etagers Happy-Bus og det hele. Inde i Quelle blev vi enige om, at nu var vi tilbage i civilationen. Resten af turen hjem gik lynhurtigt. Tiden nærmest fløj afsted. Alle havde en både lang og træls historie om, hvad de havde oplevet. Alt i alt er god ferie, og jeg er nok at finde på en cykel-bustur næste år igen. Det er en helt fin måde at rejse på, og man får en hel busfuld nye venner.