6/2003

Artikler: Den bedste cykel, Har du pæren i orden?, Når cykler fryser

Den bedste cykel

Hvad er den bedste cykel? Det kan man vel ikke give et generelt svar på. Læs  beretningen om Thomas Tjørnehøjs bud på ”super-cyklen”

Af Thomas Tjørnehøj

Redaktøren af Cyklister i Århus har opfordret mig til at skrive noget om den cykel, jeg har kørt på de sidste 20 år. Og min første reak-tion var nogenlunde den samme som når andre viser interesse for mit køretøj: »Hvorfor dog det...?« For jeg har fra første færd valgt den slags cykel fordi jeg fandt den praktisk. Det vidste jeg fra min sidste børnecykel, som havde næsten samme stel-konstruktion: brede dæk, så man kan køre på andet end jævn asfalt, og ikke mindst fraværet af den der irriterende stang – overrøret, hedder det vist – mellem styr og sadel. 

Valget skyldes altså ikke et ønske om at gøre mig interessant, og derfor har jeg flere gange måttet tage mig i at svare småsurt, når nogen har stillet »dumme« spørgsmål. Men på den anden side: selvfølgelig spiller det da ind, at mange end ikke kunne drøm-me om at begive sig til bageren søndag morgen på en minicykel. Og måske ville jeg have haft en »helt almindelig« cykel, hvis mange flere drønede (ud)land og rige rundt på sådan én. At jeg har gjort det, og – når jeg selv skal sige det – er sluppet heldigt afsted med det, skyldes naturligvis, at den såmænd ikke er så meget anderledes at køre på end de fleste andre cykler, der har to hjul, en sadel og et styr. Udtalelser fra for-skellige prøvekørere gennem mange år har bekræftet mig i denne opfattelse, og nogle af dem har endda hørt sig selv sige: »Jamen, det er da en god cykel...!«

I virkeligheden er ikke tale om en, men to cykler, og selvom de ser næsten ens ud, er de ikke helt ens at køre på. Begge er frem-stillet på Børge Kildemoes' cykelfabrik i Nørre Lyndelse på Fyn og købt fabriksnye, fra begyndelsen med små mekaniske ki-lometertællere på forakslen, dynamolygte af DDR-fabrikatet »Fahrrad-Elektrik Ruhla«, Basta S-lås og »træd-tilbage-gear« fra Sachs (Torpedo) – og sådan er de også udstyret den dag idag. Jeg har i forbindelse med almindelig vedligeholdelse flyttet rundt på nogle baghjul (og dermed på gearnave-ne), og de oprindelige små kilometertællere er blevet slidt op og/eller slået af, men låse og dynamoer er stadig de samme. Den før-ste cykel købte jeg i efteråret 1983, men den blev stjålet få måneder efter! Da jeg havde fået penge fra forsikringen, købte jeg en ny – i januar 1984. 

På en tur på min »stationscykel« (iøvrigt den tidligere omtalte børnecykel) i foråret 1984, genfandt jeg imidlertid den første – trans-porterende en temmelig ung dame i modsat retning! Jeg kørte resolut op på siden af hende og bad hende om at standse, men inden jeg havde fået sagt mere, påbegyndte hun følgende interessante konversation:

»Er det din cykel?«
Rigtigheden af denne opfattelse kunne jeg straks bekræfte hende i.
»Jamen hva' så?«
»Så ikke noget. Bare kom med den.«

Den opmærksomme læser vil her indvende, at jeg da burde have tilbudt at følge hende hjem – men jeg var så tilfreds med at have generhvervet mit køretøj, at jeg ikke mente at have behov for yderligere opklaringsar-bejde.

For at få nytte af den uventede omstændig-hed at jeg var kommet i besiddelse af to stort set ens cykler, blev den ældste placeret hos mine bedsteforældre i Århus, så jeg kunne være anstændigt kørende, når jeg besøgte dem. Indtil da havde jeg kun haft en almindelig havelåge at køre på dér. Den anden beholdt jeg hjemme, hvilket på davæ-rende tidspunkt vil sige Sjælland, og udskiftede 18-tands-gearhjulet med et 16-tands. På grund af det mere kuperede østjyske terræn lod jeg Århus-cyklen beholde de 18 tænder. Så havde jeg en »racer« og en »slæber« – geareksperter vil vide, hvor stor en forskel de to tænder gør! 

Da jeg få år senere flyttede »hjem« til Jyl-land, blev den lavt gearede cykel den jeg oftest anvendte, idet den højt gearede i en del år blev stående hos mine forældre på Sjælland. Det var også den jeg brugte til de mere end 1000 km lange cykelferier, jeg foretog rundt i landet omkring 1990, men jeg måtte dog erkende at den høje gearing, fuld oppakning og f.eks. bornholmske stig-ninger på 15-18% var en dårlig kombination. Så da jeg i 1992 deltog i Vättern Rundt første gang, var det på den lavt gearede cykel – og det var det også de næste fem gan-ge...! Behovet for lavt gear skyldes dog overvejende at jeg, pånær én af de gange, jeg har deltaget, har cyklet derop; tre gange endda via Norge – til starten i Motala – og én gang havde jeg ferie nok til også at kun-ne cykle hjem derfra. Ad utallige svenske grusveje og selvfølgelig med fuld oppakning. I flere tilfælde er det rendt op i små 1000 km på en uge.

Den højt gearede cykel har jeg brugt til hjemlige cykelløb – bl.a. tre gange Nordjyl-land rundt, og 14 af de 15 gange, jeg har været med på »Lolland Rundt«. Den ene øv-rige gang var det på »slæberen«, fordi jeg da havde tilbudt at transportere en kollegas lille søn i min påhængsvogn, og fordi »race-ren« ikke har påhængsmulighed.

På de ca. 20 år er det blevet til ca. 58.000 km på de to cykler – fordelt med 32.000 (den lavt gearede – Vättern-turene vejer tungt) hhv. 26.000 km. Når man ser bort fra udskiftning af sliddele (dæk, slanger, bremseklodser osv.), bruger jeg ikke meget mere end en time eller to om året pr. cykel på vedligeholdelse. Og det geniale totrinsgear er noget af det mindst vedligeholdelseskræ-vende. Ville jeg have bare ét gear mere, skulle jeg have bøvl med vedligeholdelse af kabel, gearskifter og sensibel finmekanik, som sidder udsat for vejr og vind – og salt! 

Så vidt jeg har fået at vide, udgik gearet af produktion allerede midt i 80'erne. Ja, det tror pokker, for det må være umuligt at op-retholde fremstillingen af noget, der nær-mest er uopslideligt. I en lille sjællandsk cy-kelforretning, der havde ophørsudsalg, købte jeg restbeholdningen på to stk. gearnav. Det er snart 15 år siden – og jeg har ikke haft brug for hverken et helt nav eller dele af det endnu. Gearnavet på den ældste cykel er blevet justeret 3-4 gange, har fået skiftet fedt to gange og kugleringe én. Og det har kørt knap 25.000 km! På min cykel – for med til historien hører, at det sad på en gammel norsk cykel, da jeg tog det i brug sidst i 80'erne. Så hvor langt det har kørt ialt, ved jeg ikke...

Med den ret tunge cykel (17 kg) og de kun to gear kunne man tro, at det var sin sag at holde trit med dem, der er bedre og lettere kørende. Og jeg kan naturligvis heller ikke følge med hvemsomhelst, men vil på den anden side også gerne tage lidt af æren for at have benyttet mig af det for tiden umåde-ligt hippe begreb, der på nudansk hedder »spinning«, længe før både ordet og begre-bet blev moderne – på grund af de relativt lave gear på min »city-bike«, som det jo egentlig er! Det har betydet, at mine cykel-muskler ihvertfald ikke er i ringere stand, end hvis jeg havde haft en lettere cykel med flere gear. Det fandt en »ny« turleder ud af på en tur til Todbjerg og Hjortshøj for efter-hånden en del år siden. Da jeg mødte op ved butikken på Silkeborgvej, meddelte han med et blik på mit køretøj, at vi »altså skulle køre langt«! Jamen det var jeg da indforstået med, og Flemming – tror jeg det var – gri-nede i skægget, men sagde ellers ikke no-get. Og på tilbagevejen fra turen rundt i bakkerne nord for Århus var det da også ham og mig, der satte tempoet for hjemtu-ren ind ad Nordre Strandvej.

De skæggeste af den slags oplevelser fore-kom imidlertid på nogle af mine første Vät-tern Rundt-ture. På vestsiden af søen, efter ca. 150 kilometers kørsel og altså omtrent midtvejs, er der et mange kilometer langt, næsten fladt stykke. Her fandt jeg mig til-rette i slipstrømmen på et halvstort felt, der holdt en konstant hastighed på 30-35 km/t. Trods mine lave gear lykkedes det mig at følge med i næsten en time, hvilket jeg ikke havde regnet med at jeg kunne. 

Det havde min »sidemand« i feltet, en vel-trænet gammel svensker på en velholdt gammel racer, åbenbart heller ikke, for efter nogle gange at have kigget på mig og cyklen uden at sige noget, kom det omsider: »Har du motor på den där...?« Ja, det måtte i så fald være rugbrødsmotor, men hvor længe jeg fortsat kunne have hængt på, fandt jeg ikke ud af. For pludselig »eksploderede« for-enden af feltet – cykler og cyklister fløj op mellem hinanden, og os nede bagi fik brem-set i en fart. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, men der lugtede fælt af brændt gummi!

På samme side af søen er der også et læn-gere stykke med skiftevis stigninger og fald – lange, men ikke særlig stejle. På vej opad overhalede jeg en (gætter jeg på) far og hans halvvoksne søn, iklædt det helt rigtige og bestemt ikke billige cykelkluns og køren-de på hver sin dyre, splinternye racer. Deres forberedelser til løbet syntes fortrinsvis at have bestået i indkøb af beklædning, udstyr og cykler, og i mindre grad almindelig træ-ning, for nedad kunne de skifte til et af deres høje gear og overhale mig, men de havde ikke kræfter til at holde tempoet, når det gik opad. Jeg holdt en konstant hastighed på små 25 km/t, og da jeg for anden eller tredje gang overhalede dem, lød det lavt bag mig: »Där kom den jävla minibajk igen...!« Det har næppe været deres mening, at jeg skulle høre det, og det var først da de havde overhalet mig igen, at jeg opfattede at be-mærkningen var møntet på mig – men da jeg så passerede dem, lod jeg en bemærk-ning falde om, at de nok skulle få lov at »köra om« igen når det gik nedad!

Naturligvis er det ikke cykelløb, jeg gør mest i. Det, jeg har brug for, er et transportmiddel der fungerer uden vrøvl året rundt og døgnet rundt i al slags vejr, og kræver et minimum af vedligeholdelse. Og i den retning har jeg ikke meget at beklage mig over. Er der no-get der ikke virker, er det gerne cykelcom-puteren...!

Men selvom jeg har været kvik, heldig eller en kombination af begge dele, og gennem tiden opbygget et lille reservedelslager, sker det at jeg mangler selv brugte dele! Det er efterhånden en del år siden, at jeg ved en opringning til Kildemoes-fabrikken fik at vi-de, at det da var en del år siden, at »min« cykel var gået ud af produktion. For eksem-pel mangler jeg originale styr til begge cyk-ler, for dem, jeg har måttet sætte på istedet, giver ikke ordentlig mulighed for afvekslende kørestillinger. En annoncering sidste år i Cyklister afstedkom ikke en eneste reaktion, så hvor længe jeg kan holde to cykler køre-klare, er ikke godt at vide. Men måske er det tid at kontakte fabrikken igen, idet en helt ny cykel, nøjagtig mage til min, fornylig medvirkede i et fjernsynsprogram – og det var ikke »Gyldne tider«...

Har du pæren i orden ?

Af Troels Jepsen

Mandag d. 17 ved 17-tiden. En flok cyklister  nærmer sig Rådhuspladsen langs Rådhus-parken. Nær Rådhuspladsen ved Grisebrøn-den er der trængsel på cykelstien. Men hvad er det der sker her ? En par flotte græskar-mænd lyser op i mørket. Cyklister stopper op og bliver spurgt om "De har pæren i or-den?".

Cyklistforbundets kampagne for "lys på cyk-len" er i gang. Mange cyklister har lys på cyklen, men desværre er der også (for) mange der ikke har. *)

Undskyldninger: "Jeg havde travlt." "Jeg glemte lygterne" "Batteriet virker ikke mere" "Lygterne blev stjålet sidste vinter" "...hov - lyser den ikke mere..."  

"Pæren er gået.." Cyklistforbundets ud-sendte folk havde dog ikke små el-pærere med til uddeling, men mange fik udleveret en grøn spisepære. Så kunne man jo tygge lidt på den. Og måske også hvorfor man ikke havde pæren i orden. 

Der blev dog også udleveret pærere til folk, der havde "pæren i orden".
Men en ting er lygter. Ligeså vigtigt er det at have reflekser på cyklen. Men hvordan skal en almindelig cykel være udstyret? Det fremgår af udstyrsbekendtgørelsen. 

Hvad siger loven (og udstyrsbekendtgø-relsen)?
Lygtetændingstiden er fra solnedgang til sol-opgang. 
Ved kørsel i lygtetændingstiden skal en cykel være forsynet med 

- mindst én forlygte, der afgiver hvidt eller gulligt lys tydeligt synligt forfra i mindst 300 meters afstand uden at virke blændende og er synlig fra siderne.

- mindst én baglygte, der afgiver rødt lys**) bagud tydeligt synligt i mindst 300 meters afstand uden at virke blændende, og som er synlig fra siderne. 

En cykel skal altid være forsynet med 

- mindst én hvid refleks, der er synlig forfra.  
- mindst én rød refleks, der er synlig bagfra. 
- mindst to gule reflekser, der bevæger sig, når cyklen kører, og som er synlige bagfra. (Pedalreflekser)
- mindst én gul refleks, der er synlig fra si-derne, eller med hvide reflekterende dæk- eller fælgsider.

*) Resultat af lygtetælling 2003, Rådhuspladsen (ved Grisebrønden, Vester Allé, Frederiksgade)
 
 

**) baglygten kan afgive blinkende lys. Blinke-frekvensen skal være mindst 200 blink pr. minut. Bemærk: Det er skærpede regler for cykler med mere end to hjul. 

NÅR CYKLER FRYSER

Af Christian Andersen
 

 Den danske vinter står på spring. Mange kan ikke lide det, jeg synes det er dejligt, men, indrømmet, det giver noget besvær når man har valgt at cykle hele året. Det følgende vil spinde en ende over hvad vi kan gøre for at det hele forløber så gnidningsløst som muligt. Dette gælder ikke for cykeldæk.

 Vi ved at cykelstierne ikke bliver ryddet som de kunne og burde, og mens vi venter på miraklerne kan vi gøre lidt selv. Moderne cykler giver i ganske mange tilfælde mulig-heder. Hybridcyker, ”citybikes”, er fremstil-lede med godt med plads mellem hjul og gaffelben og broer, og det giver muligheder for at skifte de mere sommerprægede dæk med tyndt mønster ud med større dæk med  traktormønster. Der findes endog pigdæk i handelen, DCF sælger de finske ”Nokian” i størrelse 700 c . Se på vor hjemmeside eller få fat i vort katalog. Jeg har selv kørt på pig-dæk de sidste tyve år, de virker og larmer på én gang. I kan i øvrigt tro de var besvær-lige at få fat på dengang! I størrelse 26”. Hvis man er i tvivl om der er plads kan man kigge ind hos os hver den første mandag i måneden eller bede cykelhandleren finde noget godt.
 
 Sjap og frost skiftevis siver ofte problemer med kabler, navnlig gearkabler. Det har været praksis i Danmark at bruge gearkabel med kort strømpe, tilholder og trisse ved kranken ( modsat f.eks.England som bruger strømpe i hele kablets længde).Nye produk-ter,som 7-gears-nav, bruger, for at lette justering, hellang strømpe, og det kan give problemer i frostvejr. I koldt vejr er friktio-nen i sejt fedt for stor til den returfjeder som skal trække kablet modsat klikket. Man kan ikke skifte til olie, dertil er olies bæreevne for ringe, resultatet bliver endnu værre. 

I handlen findes fedttyper med silikone med et meget langt temperaturinterval. De kan være en løsning. Den bedste er imidlertid at skifte den hele strømpe ud med en kort og et tilhold samt en trisse ved kranken. Stel med sjove rørprofiler kan ikke klare trissen, her kan man i stedet for bruge en lille plasticglidesko som skrues under krankboksen. Nogle stel er fra producenten forsynet med en lille skrue til kabler til udvendigt gear ( de bruger sjovt nok næsten alle korte strømper), den kan man bruge, ellers kan kabelholdere i nogle tilfælde bruges. Det eneste problem man får i tilgift er at man skal gen-justere gearet hver gang man skifter kæde. Hvis problemet er et trægt gearskifte er det lidt sværere at gøre noget ved det. 

Mange cyklister har spurgt hvad de skal gø-re, og jeg kan endnu kun give et halvt svar. Dybt, dybt inde i Shimano syv-gear er en drejemuffe med nokker på, som styrer flere sæt skiftepaler. Det er den drejemuffe som er koblet på den udvendige halv-trisse ved kædehjulet. Systemet fungerer som det skal, men når det er koldt kan returfjederen have problemer med kræfterne.Et åbent kabel og en trisse kan hjælpe på det, men det er ikke altid nok Et tyndere vintersmøremiddel ville gøre godt, men der er meget langt derind, og de færreste ville have lyst til at skille et nav ad - og samle det igen. 

Jeg arbejder imidlertid med et spændende forsøg som måske hjælper. En kunde med teknisk lyst har turdet , på egen foranled-ning, at få boret et hul i sit gearnav , skåret gevind i det og sat en smørenippel i. Sådan en der er hundrede af på en mejetærsker eller en havnekran. Så kan man med en lille smørepumpe smøre med en passende smø-reolie. Om olien når helt ind til drejemuffen vides ikke, men vi prøver. Og for en ordens skyld er det helt for egen regning. Producent Shimano er ret gode til ordentlige labyrinttætninger, så der er en rimelig mulighed for at en del af olien bliver derinde. Det er trods alt ikke pakdåser, og der er lige en rulle-bremse at tage hensyn til. 

 Fornav kan man give en lignende behand-ling. Hvis man er fiks på fingrene kan man med en boremaskine bore et tyndt hul i na-vets midte, ”hvepsetaljen”, og med en fedtsprøjte fylde det op med fedt. Overskydende fedt vil presse urenheder ud af lejer-ne, dem kan man tørre af med en klud.Hullet kan lukkes med et stykke isolèrbånd . I ste-det for at skille navet ad , det tager mindst en halv time, kan man bruge to minutter til at smøre. Ordentligt.
  
 Letmetal giver også problemer i salt-Danmark. Her kan man ligeledes  hjælpe lidt på vej. Der findes mange gode råd, her er hvad jeg har gode erfaringer med. I hande-len kan man købe silikone på spraydåse. Den er rigtig god at sprøjte på aluminiumsdele som kranksæt, styr, frempinde og sadelpinde. Ikke fælge. Bremseevnen reduceres mærkbart. Stel og andre lakerede dele behandles med lakforsegler, så bider vand og salt ikke så kraftigt. Sadelpind og frempind har en grim evne til at gro fast. Sadel-pinden er ret nem at afmontere med unbrakoskrue eller møtrik. Pil den af og smør pin-den ind i en god fedt, før den atter monte-res. Så undgår man at den gror fast. Frempinden kan være besværlig alt efter hvilket system man benytter. Almindelige frempinde kan hjælpes på vej hvis man lader rustopløser eller meget tynd olie eller rustbeskytter løbe ned mellem frempind og kronrør. Det såkaldte Ahead-set som bruges meget på mountainbikes og hybridcykler, er mere ro-bust, alligevel har det godt af en gang silikone.

 Jeg har ikke nævnt kæden; den har jeg nævnt ved tidligere lejligheder. Vi skulle helst frem til at det var en selvfølgelighed at sliddelene blev passede.

Der kan selvfølgelig gøres meget andet. Hvis i kommer i forlegenhed om noget er i stadig velkommen til at henvende jer. Også gerne på e-post. Min adresse er: