Hørsholm og Fredensborg Afdeling

Lokalblade

Trafiksanering /lukning af Nederste Torpenvej, Humlebæk

 

I det seneste år har der været en omfat­tende diskussion om trafikforholdene på Nederste Torpenvej, som ligger i Humle­bæk vest for Kystbanen og går fra Kroge­rup Hegn mod syd til bebyggelsen vest for Humlebæk Center. Diskussionen har drejet sig om forskellige slags trafiksa­ne­ringer eller lukning af vejen nord for den bebyggede del af vejen for at reducere eller forhindre den omfattende gennem­kørsel. Sagen har været omtalt flere gange i den lokale presse.

Se kort.

 

I august-september 2007 lagde Fredens­borg Kommune sagen ud til offentlig hø­ring, hvortil bestyrelsen indsendte føl­gende kommentarer:

 

"Bestyrelsen for afdelingen diskuterede forholdene på Nederste Torpenvej ved sit bestyrelsesmøde den 21. august 2007 efter, at flere af bestyrelsens medlemmer havde besigtiget vejen og dens trafik­for­hold både i myldretiden og i trafiksvage perioder.

 

Bestyrelsen mener, at trafikforholdene på vejen, specielt under myldretidsforhold, er meget problematiske. En stor del af trafik­ken synes at være gennemkørende.

 

Vor primære bekymring er forholdene for cyklister, specielt i komplicerede trafik­si­tuationer, f.eks. når der samtidigt kører biler i begge retninger på den smalle vej­bane. Ved en inspektion af vejen i myl­dre­­tiden blev det klart demonstreret, hvor trængte cyklisterne kunne være der. Hvis også lastbiler optræder i trafikken, vil forholdene blive yderligere forværret for cyklister.

 

Dansk Cyklist Forbund ønsker derfor, at forholdene skal forbedres væsentligt for cyklisterne på Nederste Torpenvej.

 

Der foreligger to forslag til forbedring af forholdene: Det ene er at lukke Nederste Torpenvej for biltrafik med en bom nord for boligområdet, og det andet er at eta­blere bump og/eller chikaner. Vi skal kommentere begge disse forslag.

 

Etablering af bom nord for boligområdet

Afspærring af Nederste Torpenvej nord for boligområdet og med vendeplads for bilister og gennemgang nordover for cyklister og fodgængere vil eliminere al gennemgående biltrafik. Vi føler sympati for dette forslag, fordi det væsentligt vil forbedre forholdene for cyklister og vil desuden reducere biltrafikken gennem skoven. Denne biltrafik kan også føles generende for skovvandrere, der følger en af Statsskovvæsenets gulmærkede stier, som krydser Krogerupvej et par gange.

 

Etablering af chikaner/bump og port

En måde at få reduceret hastigheden på, kan være at etablere bump og/eller chi­kaner. Hvis denne løsning vælges, vil vi foreslå en kombination af bump og chi­kane. Vi kan tænke indsnævringer med bump dimensioneret for 30 km/h, og hvor der bør være passage uden bump for cyklister på ydersiden af begge sider af chikanen. Cykelpassagen kan etableres som en lille udbygning til den nuværende vej. Der bør være tre chikaner: En umid­del­bart nord for det sted, hvor Kirkeskov Allé løber ind i Nederste Torpenvej, den anden umiddelbart nord for det sted, hvor Ved Hegnet løber ind i Nederste Torpen­vej, og den tredje umiddelbart nord for bebyggelsen. Den sidste bør være så smal, at privatbiler godt kan passere, mens lastbiler vil have problemer.

 

Den nordligste chikane kan også supple­res med en port. Der er ikke noget til hin­der for i færdselsloven eller vejloven at bygge en port, og så med skiltning angive hvor bred og/eller høj den er, således, at man forhindrer køretøjer med en højde på over f.eks. 2,0 meter at passere.

Chikaner og bump vil dæmpe hastig­hed­en på personbiler betydeligt, og even­tuelt suppleret med en port, vil de forhindre gennemkørende lastbiler i at passere. De to ting er, set fra cyklisternes synspunkt, det vigtigste, forudsat at chikaner og bump anlægges med fornødent hensyn til cyklisternes sikkerhed og fremkomme­lig­hed. Bumpene vil givetvis også reducere den gennemgående biltrafik; men de vil naturligvis ikke forhindre gennemkørsel.

 

Cykelruter

Vi mener, at der foreligger et klart behov for at etablere en sikker cykelrute fra Espergærde til Nivå gennem området mellem jernbanen og Hørsholmvej. En sådan cykelrute kan foreløbigt etableres ved hjælp af eksisterende stier og over­vejende mindre trafikerede veje, og med en passende skiltning, som ikke er særligt omkostningskrævende.

 

Et forslag til en sådan cykelrute sydover fra Espergærde kan f.eks. være: Sandvejen - Krogerupvej - Nederste Torpenvej - Bannebjerg - Dageløkkestien - Lille Mosevej - Dageløkkevej - Byvej og ned til Nivåvej.

 

På den væsentligste del af denne rute vil der være meget lidt trafik, men med de nuværende trafikforhold på Nederste Torpenvej egner denne sig ikke som en del af en sikker cykelrute. Det vil en gennem­førelse af ét af de to forslag af­hjælpe."

 

 

Lille cykel side 8


Cyklistforbundet arbejder for bedre forhold for cyklister og for at fremme cykelkulturen. Vi har ca. 17.000 medlemmer og står bl.a. bag kampagner som "Vi cykler til arbejde" og "Alle Børn Cykler", der årligt aktiverer mere end 250.000 voksne og børn. Og så er vi Danmarks fremmeste videnscentral vedrørende cyklisme.

Kontakt Cyklistforbundet

Organisation
Butik
Andre sites
Medier
Det med småt
Translate
Søg

Dansk Cyklist Forbund