Aalborg

Åbent brev til Regionsrådet i Region Nordjylland

Giv cyklen nye muligheder i Nordjylland

Dansk Cyklist Forbunds afdelinger i Thisted og Aalborg takker for Regionsrådets opfordring til at drømme fremtidsdrømme. Vi har fulgt opfordringen og drømt om en fremtid, hvor nordjyderne cykler endnu mere end i dag, hvor cykelsti-anlæg har overhalet vejbyggerierne, hvor cykel og kollektiv trafik har givet privatbilismen baghjul og hvor cyklen indtager en central rolle i nordjydernes transport såvel i pendling som i fritidsliv. Sundheden er gået et par gear op. Miljøet har fået medvind og trængslen i byerne er reduceret…. Da vi vågnede af vores søde cykeldrømme klikkede vi ind på regionens hjemmeside for at læse Regionsrådets forslag til en ny Regionale Udviklingsplan. Brutalt blev vi her revet ud af vores søde cykeldrømme. ”Nye og flere veje, mere fremkommelighed for bilismen og nye bil-broer…” Sådan lyder de tanker, som Regionsrådet præsenterer i deres vision for Nordjylland i år 2017. For os lyder det som et mareridt. Bilen nævnes gang på gang i oplægget fra politikerne. 15 gange præsenteres læserne for bilen i de nordjyske politiker-visioner. Cyklen nævnes sølle tre gange - og så kun som en transportform, der handler om fritidsliv. Som repræsentanter for Dansk Cyklist Forbund vil vi hermed opfordre politikerne til at tænke cyklen meget mere aktivt mere aktivt frem i planlægningen. Cykling er sundt og sjovt. Masser af nordjyder cykler i dag - mange flere kan få glæde af cyklen. Miljøet og klimaet savner cyklister. Trængsel og trafikuheld kan vi lettere begrænse, når mange flere springer på cyklen. ”Mulighedernes Nordjylland”. Sådan hedder titlen på oplægget til Nordjydernes fremtid fra Regionsrådets politikere. Vi foreslår, at Regionsrådet også giver cyklen muligheder her i Nordjylland. Hvorfor ikke tænke stort og satse på at den nordjyske region skal være førende inden for cykling i dagligdagen. Vi kan også blive den region, der nytænkende kobler cykling og kollektiv trafik sammen. Hermed kan cyklen let, enkelt og billigt komme med i tog og busser. Det vil give såvel den kollektive trafik som cyklingen medvind. Og hvad med at udnytte vores kreative ressourcer til at blive et centrum for udvikling og design af nye cykler til hele verdensmarkedet? På fritidsområdet har vi vel potentialerne til at blive et af de bedste cykelferieområder i Europa. Disse drømme synes vi er meget sjovere end bevidstløse vejudvidelser og nye bilbroer, der kun fører vores samfund ud i mere bilisme, mere forurening, tættere trængsel og flere uheld.

Kære Regionspolitikere. Slip cykelfantasien fri. Cyklen har masser af muligheder - også i fremtidens og mulighedernes Nordjylland. Sammen kan vi forvandle Nordjyllands fremtid fra et bil-mareridt til et cyklisternes drømmeparadis. Venlig hilsen
Dansk Cyklist Forbunds afdelinger i Thisted og Aalborg

Venlig hilsen
Michael Levisen Nielsen
Bestyrelsesmedlem i Dansk Cyklist Forbunds afdeling i Aalborg
Gadekærsvej 5, Sejlflod
9280 Storvorde
tlf. 99 31 25 13/98 31 36 35 (priv)