Hørsholm og Fredensborg Afdeling

Lokalblade

Dansk Cyklist Forbunds Landsmøde 2009

 


Dansk Cyklist Forbunds landsmøde 2009 foregik i år på Esbjerg vandrerhjem i week-enden 23.-25. oktober. Hørsholm og Fredensborg afdeling var repræsenteret af Jon Stene og jeg. I alt deltog 110 medlemmer fra hele landet.

 

Tidligere på året blev der som bekendt indgået et trafikforlig, hvor der for første gang nogensinde var afsat statslige midler af betydning til cykeltrafik. I alt er puljen på 1 mia. kroner til fordeling de næste 5 år. Dagen før landsmødets start var listen over støttede projekter kommet, og det var en flok stolte medarbejdere fra sekretariatet i Rømersgade, der kunne præsentere den. Dansk Cyklist Forbund får nemlig 3,4 mio kr. allerede i år til projekterne "Cykelleg for alle" og "Tryg og Sikker skolevej", samt 0,8 mio til "Lys på med Ludvig" i 2010.

 

Men vi har også grund til at være glade lokalt. Hørsholm kommune får 1,5 mio. kr. til "Hørsholm cykelby" og Fredensborg og Hørsholm kommuner får i fællesskab 1 mio. kr. til cykelstier langs Lågegyde. Begge er projekter, som støttes i 2009.

 

Efter V-K regeringens tiltrædelse, bortfaldt al støtte til miljøorganisationer, og DCF var hårdt ramt. Der blev skåret ned på kontor-arealet, og medarbejdere blev opsagt eller måtte gå ned i tid. En vigtig grund til at det overhovedet var muligt at drive forbundet videre, var Coca Cola's millionsponsorat. Et sponsorat, som delte vandene, og desværre fik enkelte medlemmer til at melde sig ud.

 

Men nu er DCF igen på vej frem, og Coca Cola har trukket sig ud. Der er overskud på budgettet, så der bliver udvidet og ansat nye medarbejdere til de mange projekter. Derfor var der en optimistisk stemning på landsmødet, som blev afsluttet med en cykeltur på Fanø.

 

Desværre falder medlemstallet fortsat i DCF, så det bliver mere og mere påtrængende at skaffe flere medlemmer.

 

Medlemskontingentet er fortsat en vigtig indtægtskilde for DCF, og det er vigtigt med mange aktive medlemmer overalt i de lokale afdelinger. Vi skal også fremover holde de kommunale embedsmænd og politikere til ilden, så de ikke glemmer cyklisterne.

 

Frank Elm Jakobsen