| | |
Hørsholm og Fredensborg AfdelingLokalblade |
Skaf nye medlemmer!
Siden de glade dage med cykeldemonstrationerne i 70-erne er medlemstallet i Dansk Cyklist Forbund dalet støt. Vi er nu nede på knapt 17.000 medlemmer. Flere af landets kommuner har det paradoksale problem, at kommunens borgere efterspørger bedre forhold for cyklister og lokalpolitikerne vil gerne bevilge pengene, men mange steder er der ingen DCF afdeling, som de kommunale embedsmænd og politikere kan spørge til råds. Så galt er det heldigvis ikke gået hos os endnu. Hovedbestyrelsen har nedsat et udvalg, som skal komme med forslag til at skaffe flere nye medlemmer af DCF. Jeg deltager i udvalgsarbejdet, da vi har gjort os nogle erfaringer med forsøg på at hverve medlemmer på bl.a. sundhedsdagen i Trommen i Hørsholm. Desværre ved vi meget lidt om hvad der skal til for at lokke ny medlemmer til. En ting er vi dog sikre på, vi vil ikke gå rundt på gaderne og overfalde tilfældigt forb-passerende med tilmeldingsskemaer, som man ofte oplever det på gågaderne i København. Hidtil har sekretariatet i Rømersgade ikke spurgt nye medlemmer, hvad der har gjort, at de indmelder sig. Faktisk ved vi ikke engang, om vores lokale indsats er årsagen til at tilbagegangen i Hørsholm og Fredensborg er knapt så stor som landsgennemsnittets, og det gør det lidt svært at lave en målrettet indsats. Et problem, som stort set alle frivillige foreninger i Danmark kæmper med, er manglen på tilgang af unge medlemmer. Det virker som om den stadige indivi-dualisering har medført at mange unge kun vil deltage i et fællesskab, hvis de "får noget for det". Det er tanke-vækkende, at en af de eneste foreninger med markant medlemsfremgang er Ældresagen. Vi skal nok være meget bedre til at sælge os til de yngre årgange, og måske skal vi finde på nye, mere synlige fordele ved et medlemskab. Gode ideer fra medlemmerne er meget velkomne. Har du en ide eller måske en kommentar til hvorfor du meldte dig ind, så skriv en e-mail til et bestyrelsesmedlem, eller mød op til generalforsamlingen og fortæl os om dine ideer. Frank Elm Jakobsen
|