| Print

Silkeborg

Referater

Referat af bestyrelsesmøde 1. februar 2010

Bestyrelsen holdt møde 1. februar 2010.

Til stede:

Leif Thomsen, Per Krog, Søren Bloch, Leif Rosenholm, Anders Gjedsted

Referat

 

Leif Thomsen har haft kontakt med chefen i Silkeborg Kommunes afdeling for trafik og miljø, Gunvor Winther for at høre, om man var interesseret i at benytte cyklistforbundet som sparringspartner i sager, der har med den lette trafik at gøre. Leif holder kontakten ved lige og fremlægger forslag til cykelopbevaringssteder centralt placerede i forbindelse med projektet "Nordiske Cykelbyer"

Anders har haft kontakt med Jane Næsborg fra samme afdeling om sikring af skoleveje. Hun lød oprigtigt interesseret i et samarbejde og henviste til, at der allerede var forskellige mindre initiativer i gang.

Der er således ikke konkrete planer om faste møder Teknisk Forvaltning, men vi har fået en indbydelse til et møde i trafiksikkerhedsudvalget, og det er da et godt udgangspunkt for det videre samarbejde.

I Kolding har repræsentanter for lokalafdelingen to møder om året, hvor man drøfter kommunens nye projekter og spørgsmål af interesse for cyklister. Noget lignende kunne vi foreslå i Silkeborg, eller alternativt en indkaldelse til møder ad hoc, når der var noget relevant på dagsordenen.

 

DCF har i samarbejde med TRYG en årlig kampagne ABC, alle børn cykler, for at få børn til at cykle i skole. Det kræver blandt andet en sikker skolevej. En ny cykelsti, bro eller tunnel bevilges ikke fra den ene dag til den anden, men cyklistforbundets erfaring viser, at engagerede forældre og skoler hat stor betydning i arbejdet med at gøre vejene sikre for de cyklende børn. Så det er en godt idé at forældrene kommer med gode forslag til forbedringer, gerne med opbakning fra skolebestyrelsen. Man kan også alliere sig med den lokale afdeling af cyklistforbundet, der ofte hat direkte kontakt med kommunen. Vi kunne gennem MA, som optakt til konkurrencen i ABC om at være den klasse, hvor flest børn cykler til skole, opfordre forældre til komme med idéer til sikring af deres børns skolevej. Anders bestiller materialer om emnet hjem fra forbundet til evt. brug i en lokal kampagne.

 

Per har undersøgt forholdene omkring lokalafdelingens økonomi. Normalt er det sådan, at afdelingen hvert år skal indsende et regnskab for året, der er gået. Derudover indsendes budget over de aktiviteter man forventer at lave, samt evt. omkostninger til kontorhold, møder etc.

Hvis afdelingen ikke er "selvfinansierende" via indtægter fra f.eks. ture/aktiviteter, og det er vi jo ikke, kan man lave en bevillingsansøgning, som dækker de omkostninger, man måtte have.

Per søger på lokalafdelingens vegne om et beløb til kontorhold, og vi arbejder på længere sigt på at få en bankkonto og et revideret regnskab. Uffe Gaarde er en meget kvalificeret revisor.

 

Søren har fået oprettet en lokal hjemmeside i hovedforbundets regi, og referatet fra det første bestyrelsesmøde er lagt ind. Vi drøftede et lokalt blad. Med vores nuværende profil var vi enige om, at der ikke var det store behov. Et elektronisk nyhedsbrev kan evt. komme på tale.

 

Vi vendte også spørgsmålet om Julsø Rundt. Vi har tidligere været med til at arrangere det alene eller de sidste år sammen med "Idræt om dagen" og vil overveje, om vi igen skal gå ind i arbejdet. Det giver fin omtale og kan måske også bruges til at få nogle overskrifter om vores arbejde med trafiksikkerhed. Per problematiserede den sikkerhedsmæssige side af motionsløbet, og vi var inde på, om der kunne tilrettelægges en mere blød rute. Men konceptet med at cykle rundt om en sø er essentielt.

Til næste møde må vi overveje, hvordan vi kommer i gang med at kortlægge vore ønsker om et sammenhængende cykelstinet i Silkeborg kommune, der i sin "Trafikplan 2009" allerede er begyndt at markere forskellige muligheder. Vi kunne måske starte med at kortlægge de enkelte bydele efter tur?

Til sidst blev nævnt en undersøgelse af de nuværende cykelstiers tilstand og cykelreparationskursus med en lokal cykelsmed under AOF.

 

Anders

Cyklistforbundet arbejder for bedre forhold for cyklister og for at fremme cykelkulturen. Vi har ca. 17.000 medlemmer og står bl.a. bag kampagner som "Vi cykler til arbejde" og "Alle Børn Cykler", der årligt aktiverer mere end 250.000 voksne og børn. Og så er vi Danmarks fremmeste videnscentral vedrørende cyklisme.

Kontakt Cyklistforbundet

Organisation
Butik
Andre sites
Medier
Det med småt
Translate
Søg

Dansk Cyklist Forbund