Dansk Cyklist Forbund

Silkeborg

Nyhedsbreve

Nyhedsbreve

NYHEDSBREV – maj 2010

 

Hej cyklist i Silkeborg

 

Vinden blæser den rigtige vej for det cyklende folk i disse år. Også i Silkeborg kommune. Her arbejder kommunens folk med en cykelpolitik og en handlingsplan, som skal munde ud i endnu bedre forhold for cyklister. Desuden er kommunen er med i Nordiske Cykelbyer.

 

Her i nyhedsbrevet kan du læse om:

Ny lokal afdeling af Dansk Cyklist Forbund

Store Cykeldag

Plads til flere

Giv os din e-mailadresse

 

Ny lokal afdeling

For at holde kommunen på rette spor, og for at være med til at gøre det sjovere og bedre at være cyklist i Silkeborg, er der blevet dannet en ny lokalafdeling af Dansk Cyklist Forbund.

Bestyrelsen vil prioritere det trafikpolitiske arbejde med fokus på sikkerhed og fremkommelighed for cyklister i Silkeborg kommune. Vi vil blandt andet arbejde for et sammenhængende cykelstinet og foranstaltninger, der kan få børn til at cykle i skole.

Læs mere om den lokale afdeling på www.dcf.dk – kig under lokalafdelinger.

 

Tag cyklerne frem 13. juni

13. juni er Store Cykeldag. Dagen er Dansk Cyklist Forbunds hyldest til cykelglæden med over 100 ture for både børn og voksne i hele landet. I Silkeborg starter turen kl. 10 ved Rådhuset, og alle er velkomne til at cykle med.

Ruten, der i alt er på ca. 40 km, går ad naturstien mod Vrads til Vrads Station, hvor vi indtager medbragte madpakker og drikkevarer på de udendørs arealer. Schaufuss Cykler står for supporten, og har sat en cykel til en værdi af 3.000,- kr. på højkant i et lotteri på startnumre.

Vi begynder at cykle hjemad igen, så vi kan være ved udgangspunktet cirka kl. 15.

 

Plads til flere medlemmer

Silkeborg kan i dag mønstre godt og vel 190 medlemmer fordelt på cirka 120 adresser. Ikke mange for en kommune af Silkeborgs størrelse. Så der er plads til flere. Jo flere, vi er, desto bedre arbejde kan vi gøre – og jo mere vil kommunen lytte til os.

Derfor opfordrer vi alle nuværende medlemmer til at fortælle familie, venner og bekendte om cyklistforbundets arbejde og om muligheden for at blive medlem.

Bestyrelsen kan også bruge flere hænder, så hvis du er interesseret i at være med i arbejdet, så kontakt formand Leif Thomsen på mail: leif@leifthomsen.dk.

 

Giv os din e-mailadresse og bliv opdateret

Vil du følge med i livet som cyklist i Silkeborg Kommune, har du muligheden for at modtage jævnlige nyhedsbreve via mail.

Men det kræver, at du giver os din mailadresse. Send den til: Christina Klein - chk@dcf.dk.

 

Med ønsket om en god cykelsommer

 

Bestyrelsen