Hørsholm og Fredensborg Afdeling

Lokalblade

Hørsholm og Fredensborg Afdeling af Dansk Cyklist Forbund dannet

 

På en generalforsamling den 13. marts 2006, hvortil DCFs medlemmer i Hørsholm, Karlebo og Fredensborg-Humlebæk Kommuner var inviterede, vedtog man at udvide området for den gamle Hørsholm Afdeling til også at omfatte den nye Fredensborg Kommune, bestående af de nuværende Karlebo og Fredensborg-Humlebæk Kommuner. Den udvidede afdeling fik navnet Hørsholm og Fredensborg Afdeling. Referat fra generalforsamlingen, hvor man også diskuterede retningslinier for bestyrelsens arbejde, findes et andet sted her på hjemmesiden. Klik her for at læse referatet. 

Den gamle Hørsholm Afdeling blev stiftet for 25 år siden, nærmere bestemt på generalforsamlingen den 15. september 1981. I alle år har Hørsholm Afdeling arrangeret cykelmotionsløbet Hørsholm Rundt, som afholdes for 25. gang i år. Som følge af udvidelsen af afdelingens område, og fordi store dele af de lange ruter går gennem Ny Fredensborg Kommune, er løbet i år omdøbt til Hørsholm og Fredensborg Rundt. En nærmere omtale af dette løb findes nedenfor.

Den dag generalforsamlingen blev afholdt, var det meget koldt i vejret. Da vi cyklede hjem efter mødet, viste termometret 10 minusgrader. Dette må nok være én forklaring på hvorfor, der ikke var mødt et eneste medlem fra Fredensborg-Humlebæk Kommune. Ved valget til bestyrelse blev der kun valgt 5 bestyrelsesmedlemmer, fire fra Hørsholm og én fra Karlebo, og kun to suppleanter, begge fra Karlebo. Der manglede således to bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter ifølge vedtægterne, og Fredensborg-Humlebæk var ikke repræsenteret. Det blev vedtaget, at bestyrelsen kunne supplere sig selv på et senere tidspunkt. Dette har også fundet sted, ved at vi senere har faet en suppleant fra Humlebæk. Der mangler således fortsat repræsentation fra det gamle Fredensborg-område i bestyrelsen. Bestyrelsens sammensætning og adresser findes et andet sted her på hjemmesiden. Klik her for at se sammensætningen af den ny bestyrelse. 

Bestyrelsen vil gerne have kontakt med medlemmer, som kunne tænke sig at enten gå ind i bestyrelsen, eventuelt som suppleant, eller i det mindste være kontaktpersoner for det gamle Fredensborg-område, da ingen af de nuværende bestyrelsesmedlemmer eller suppleanter kender særlig meget til cyklistforholdene og problemerne i dette område. Vi ønsker også at få kontaktpersoner fra andre dele af afdelingens område, særlig landzoneområderne.

Den nyvalgte bestyrelse har allerede afholdt to møder. Af planlagte aktiviteter er det ovennævnte cykelmotionsløb Hørsholm og Fredensborg Rundt og en guidet cykeltur på Store Cykeldag, søndag den 11. juni. Denne tur er også omtalt her på hjemmesiden. Bestyrelsen er i gang med at lave en egen internethjemmeside for afdelingen. Den påregnes at være tilgængelig i begyndelsen af efteråret og vil blive omtalt i næste nummer af lokalbladet, som kommer i september.

Det har været og er planlagt forskellige kontakter med de involverede kommuner. I Hørsholm har der været afholdt ét, og der er inviteret til et nyt møde om Askehavegård, hvor Hørsholm Kommune planlægger at oprette ungdomsskole og kursusvirksomhed, og hvortil tilkørselsforholdene, specielt for cyklister, er vanskelige. Denne sag omtales også i et indlæg. Et dialogmøde den 15. maj med Teknik- og Miljøudvalget om budget 2007-2010 er vi også inviteret til. I Ny Fredensborg Kommune skal sammenlægnings-udvalget og Cyklistforbundet arrangere en fælles cykeltur den 19. maj. Denne tur beskrives i et eget indlæg. I et andet bidrag omtales en anden sag fra Karlebo, nemlig lokalplanproblemer i forbindelse med en eventuel forlængelse af Kystbanestien fra Nivå til Humlebæk.

Cykelparkeringsproblemerne ved stationerne er et tilbagevendende problem, som vi også omtalte i sidste nummer af lokalbladet. I dette nummer har vi et indlæg om forholdene ved Humlebæk station.

Bestyrelsen tager også regelmæssigt kontakt med den lokale presse, fx i form af pressemeddelelser og annoncer i forbindelse med vore arrangementer. Vi bliver også af og til kontaktet af den lokale presse. Et eksempel på det sidste findes på bagsiden af Ugebladet for onsdag den 3. maj 2006, hvor Frank Elm Jakobsen har besvaret nogle spørgsmål om den udvidede afdeling og dens forhold til myndighederne. Franks svar kan læses ved at klikke her.

Cyklistforbundet arbejder for bedre forhold for cyklister og for at fremme cykelkulturen. Vi har ca. 17.000 medlemmer og står bl.a. bag kampagner som "Vi cykler til arbejde" og "Alle Børn Cykler", der årligt aktiverer mere end 250.000 voksne og børn. Og så er vi Danmarks fremmeste videnscentral vedrørende cyklisme.

Kontakt Cyklistforbundet

Organisation
Butik
Andre sites
Medier
Det med småt
Translate
Søg

Dansk Cyklist Forbund