Hørsholm og Fredensborg Afdeling

Lokalblade

Cykeltrafik som eget, kommunalt politikområde


Både i de to kommuner, som vil indgå i Ny Fredensborg, og i Hørsholm Kommune har det længe været klart, at cyklister og cykeltrafik ikke vies den store opmærksomhed i den kommunale planlægning. Ser man på kommuneplaner, trafik- og miljøhandlingsplaner og øvrige planer, finder man sjældent ordene cykler, cyklister eller lignende ord. Cykeltrafik og cyklisters behov synes at falde i et tomrum mellem forskellige kommunale politikområder, som veje og park, miljø, børn og unge, kultur og idræt og sundhedsområderne.

Resultater er blevet, at cyklister og cyklisters behov ikke tilgodeses i særligt omfang, når bevillingerne skal fordeles. Resultatet er også blevet, at der cykles mindre i vore kommuner end i mange sammenlignelige. Af en undersøgelse vist på Det økologiske Råds hjemmeside i 2005 fremgik det, at man i Hørsholm cykler i gennemsnit kun 0,5 km/person/dag, i Karlebo 0,8, mens i Farum cykler man 1,1, i Værløse 1,3 og i Lyngby-Tårbæk 1,5 km/person/dag.

Forskellige undersøgelser både i Danmark og i udlandet har vist, at det er samfundsøkonomisk meget fordelagtigt at etablere et sammenhængende cykelstinet. Det er fordelagtigt for folkesundheden og herved reducere omkostningerne både på sundheds-og ældreområderne. Det vil være fordelagtigt for miljøet og vil reducere en række trafikproblemer. Som følge af kommunalreformen skal det forebyggende sundhedsarbejde overgå til kommunerne, hvilket vil være et yderligere incitament for disse til at forbedre forholdene for cyklister.
 
For at sikre den nødvendige, politiske opmærksomhed for dette område, bør derfor cykeltrafik etableres som et eget, kommunalt politikområde på linie med de ovenfor nævnte.

Op til det sidste kommunalvalg i 2005 udarbejdede bestyrelsen for den gamle Hørsholm-afdeling en strategiplan for cykeltrafik i Hørsholm Kommune, og den blev diskuteret med politikerne på et vælgermøde forud for valget.

Bestyrelsen i den udvidede afdeling er nu i færd med at udarbejde en tilsvarende strategiplan for Ny Fredensborg Kommune.

Blandt de punkter, som vil indgå i planen, vil være en påpegning af reelle transportbehov, hvor anvendelse af cykel er en nærliggende mulighed. Det vil blive redegjort for de sundhedsmæssige, miljømæssige og trafikmæssige gevinster med mere cykling. Årsager til den begrænsede brug af cyklen vil blive diskuteret, og forbedringer foreslået. Det vil blive redegjort for, hvorledes man med udgangspunkt i de eksisterende cykelstier kan etablere et sammenhængende, kommunalt cykelstinet. Behovet for forbedret vedligehold af cykelruter, cykelstier og øvrige cyklistarealer vil blive fremhevet, ligeledes behovet for bedre snerydning af cykelstier. Kommunerne mangler data om cykeltrafik, og forskellige former for dataindsamling vil blive foreslået. Endelig vil det blive påpeget, at vejanlægsarbejder skal tage tilbørlig hensyn til cyklisterne, og at trafiksanering i forskellige områder også bør tilgodese cyklisternes behov. De seneste trafiksaneringer i Hørsholm har f.eks. medført adskillige klager fra cyklister.