| | |
Hørsholm og Fredensborg AfdelingLokalafdelingen |
Dansk Cyklist Forbund 2007-02-01 Hørsholm og Fredensborg Lokalafdeling Ringvej 54 2970 Hørsholm Tlf/Fax: 45 57 11 05 e-mail: stene@it.dk;
Vejdirektoratet Planlægningsafdelingen Niels Juels Gade 13 1022 København K.
Vedr.: Udbygning af Helsingørmotorvejen mellem Isterød og Øverødvej I debatoplægget dateret december 2006 vedrørende den omtalte motorvejsudbygning er der ikke nævnt noget om, hvorledes udbygningen vil påvirke de cyklister, som til dagligt færdes langs motorvejen. I øjeblikket løber der en cykelsti langs den vestlige side af motorvejen fra Øverødvej til Gøngehusvej og videre fra Hørsholm Kongevej til Isterød by også på motorvejens vestlige side. Disse to stier er forbundet med Gøngevangen og Sandbjergvej, som løber relativt parallelt med motorvejen på den vestlige side. Denne cykelrute er et godt eksempel på en rimelig pendlerrute for cyklister mod København. Den er faktisk den eneste af slagsen for cyklister, som bor i områderne langs Helsingørmotorvejen og nordover, når de vil cykle mod Københavnsområdet, og den benyttes dagligt af en hel del cyklister. Strandvejen har cykelsti af varierende kvalitet i hele det tidligere Frederiksborg Amt, men et stort stykke fra den tidligere amtsgrænse til Klampenborg er uden sti. På dette stykke er det simpelthen for farligt at cykle. Og alternativet, den uhyre smalle og meget kuperede sti langs banen, er ikke noget reelt alternativ for cyklister. Dertil er den for ufremkommelig og flere steder nærmest at karakteriser som en "sort løjpe". Af de tværprofiler, som er angivet på næst sidste side i debatoplægget, får man det indtryk, at udbygningen vil komme til mere eller mindre at dække over den cykelsti, som følger den vestlige side af motorvejen fra Øverødvej og frem til Gøngehusvej og meget tæt ved motorvejen. Cykelstien mellem Hørsholm Kongevej og Isterød By løber også temmelig nær motorvejen på et længere stykke og kan også risikere at blive overdækket i forbindelse med udbygningen. Mellem Øverødvej og Isterød findes der ikke rimelige alternativer til den eksisterende cykelrute. Det vil derfor blive både farligere og mere besværligt at cykle til og fra Københavnsområdet for de nævnte grupper af cyklister, hvis de forhindres af motorvejsbyggeriet. Vi må derfor kræve, at de nævnte cykelstier bevares, samt at det skal være muligt at cykle langs motorvejen i hele anlægsperioden. I forbindelse med etableringen af nødsporet fra Isterød og nordover til Kokkedalsafkørslen skal vi foreslå, at der etableres en pendlersti langs den vestlige side af motorvejen. Den lokale cykelrute 102, som på østsiden af motorvejen følger Usserød Å og går videre op til Cirkelhuset, har mere præg af at være en rekreativ cykelsti med alle dens kurver og bakker. Desuden skal de cyklister, som skal videre nordover fra Cirkelhuset, krydse Usserød Kongevej med al dens trafik, mindst én gang. I forbindelse med denne motorvejsudbygning bør Staten vise, at det ikke kun er biler og tog, men alle trafikanter, der skal planlægges for. Staten har siden 30-erne arbejdet på den langsigtede planlægning af motorveje, der har skaffet bilisterne et enestående motorvejsnet. Men cyklisterne har man ikke ofret megen opmærksomhed. Staten kunne passende starte med at lave en behovsanalyse. Ikke kun en cykeltælling, for den ville nemlig kun vise den del af behovet, som dækkes med de nuværende (mange steder elendige og ikke sammenhængende) stier. Vi føler os overbevist om, at en rigtig cykelsti, af høj standard, langs hele det motorvejsstykke, som det er tale om, vil give et gevaldigt løft i cykeltrafikken, ikke mindst cykelturister, der derved vil kunne komme til attraktionerne i Nordsjælland.
På vegne af Dansk Cyklist Forbund Med venlig hilsen Jon Stene sekretær for Hørsholm og Fredensborg Afdeling
----------------------------------------------------------------------------------------------------
|